Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Diabetes

GLP-1 og SGLT-2 ser ud til at have god effekt på risiko for hjerteanfald, slagtilfælde og mortalitet hos ældre

Udgivet:
Kommentarer (0)

Vanja Kosjerina, ph.d.-studerende hos Steno Diabetes Center Copenhagen, præsenterede tirsdag sin forskning i effekten af tre typer diabetesmedicin på risikoen for kardiovaskulære sygdomme og mortalitet hos ældre på EASD.

De to typer diabetesmedicin GLP-1 og SGLT-2 nedsætter risikoen for hjerteanfald, slagtilfælde og mortalitet hos ældre personer. Det viser præliminære resultater fra et registerstudie, som er blevet præsenteret på den årlige EASD-kongres.


Mere end 300.000 i Danmark lever med diabetes ifølge tal fra Diabetesforeningen. Samtidig bliver befolkningen ældre og ældre.

Derfor er der brug for at vide mere om, hvordan diabetesmedicin virker hos den ældre del af befolkningen.


EASD 2023:Dagens Medicins journalist Cecilie Krabbe rapporterer direkte fra årets EASD i Hamborg. Følg dækningen her.


Det har Vanja Kosjerina, der er ph.d.-studerende ved Steno Diabetes Center Copenhagen, sat sig for at undersøge. På den årlige diabeteskongres EASD i Hamborg præsenterede hun tirsdag præliminære resultater fra et igangværende registerstudie.

Vanja Kosjerina og hendes kolleger har undersøgt effekten af de tre typer diabetesmedicin GLP-1-receptoragonister, SGLT-2-hæmmere og DPP4-hæmmere på hjerteanfald, slagtilfælde og mortalitet hos personer, som er mindst 70 år og har type 2-diabetes.

Derudover har de sammenlignet effekten af GLP-1 og SGLT-2-hæmmere med effekten af DPP4-hæmmere.

»Vores studie er vigtigt, fordi gruppen af ældre med type 2-diabetes er voksende. Samtidig ved vi relativt lidt om dem fra randomiserede, kontrollerede studier (RCT, red.). Og vi har brug for at vide mere,« siger Vanja Kosjerina.

»Vi har fundet ud af, at GLP-1 og SGLT-2 reducerer incidensen af MACE (major adverse cardiovascular outcome, red.) i højere grad end DPP4. Det er på linje med det, som tidligere studier har vist,« siger Vanja Kosjerina.

Underrepræsenteret

Ældre personer er ifølge Vanja Kosjerina ofte underrepræsenteret i kliniske forsøg. Derfor har hun og hendes kolleger valgt at lave et target trial emulation-studie, som er en type registerstudie, hvor man forsøger at simulere et hypotetisk randomiseret kontrolleret studie eller RCT.

Vanja Kosjerina forklarer, at det gør det muligt at undersøge virkningen af diabetesmedicin i en mere repræsentativ population af ældre personer.

»Randomiserede, kontrollerede studier har en relativt lav procentdel af ældre med i sine studier. Ældre personer bliver tit ikke inkluderet, fordi de kan have svært ved at imødekomme studiets kriterier.«

»Vi ville gerne undersøge, hvad effekten er hos den virkelige befolkning, hvor der ikke er strikse inklusionskriterier. Hvis vi ikke kan inkludere dem i RCT, så er et target trial emulation-studie en metode til at prøve at replikere RCT-resultater og finde nogle svar,« siger Vanja Kosjerina.

Alderseffekt

Forskerne har anvendt data fra de danske sundhedsregistre fra 37.493 personer, som er mindst 70 år og har type 2-diabetes.

De præliminære resultater viser en signifikant reduktion af hjerteanfald, slagtilfælde og mortalitet med en behandling med GLP-1 og SGLT-2 sammenlignet med DPP4.

Den effekt varer dog ikke ved. Når patienterne når en vis alder, kunne forskerne ikke længere se en effekt. Og så var der ikke forskel på, om personerne fik behandling med GLP-1, SGLT-2 eller DPP4.

»Efter at de når en alder på 85 år, ser det ud til, at den gavnlige effekt af GLP-1 og SGLT-2 flader ud, så de tre typer medicin er lige effektive. Det overraskede mig, at det cutoff ikke ligger tidligere,« siger Vanja Kosjerina og uddyber:

»Man ved, at der findes en alderseffekt på de her resultater. Det er selvfølgelig, fordi desto ældre du bliver, desto større sandsynlighed er der for død. Det er det samme med hjerteanfald og slagtilfælde.«

Resultaterne kan ifølge Vanja Kosjerina bruges til at bekræfte, at ældre personer med type 2-diabetes har gavn af behandling med GLP-1-receptoragonister og SGLT-2-hæmmere.

Abstraktet ‘Effect of glucagon-like-peptide 1 analogues and sodium-glucose transport 2 inhibitors on MACE in an elderly population: a target trial emulation in Danish register data’ blev præsenteret 3. oktober på EASD, som i år bliver holdt i den tyske by Hamborg.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere