Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Diabetes

Forskning på EASD: Kontinuerlige glukosemålere skal have mere markant plads i behandling af type 2-diabetes

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Flere resultater på EASD viste blandt andet, at kontinuerlige glukosemålere markant kan reducere hospitalsindlæggelser blandt personer med type 2-diabetes, ligesom de kan hjælpe personer med type 2-diabetes til i højere grad af have kontrol over deres blodsukker. Det vil alt andet lige lede til mindre risiko for udvikling af komplikationer til type 2-diabetes, hvilket koster samfundet mange penge,« fortæller Kirsten Nørgaard, overlæge, Steno diabetes Center Copenhagen.

Flere store forskningsresultater på den årlige kongres for European Association for the Study of Diabetes pegede ifølge forskningsleder og overlæge Kirsten Nørgaard på, at kontinuerlige glukosemålere i langt højere grad bør have en plads i behandlingen af personer med type 2-diabetes.


Kontinuerlige glukosemålere og automatiske insulinpumper er normalt noget, som man forbinder med personer med type 1-diabetes.

Det kan dog ændre sig i fremtiden, hvor kontinuerlige glukosemålere måske i højere grad vil være en del af behandlingen til personer med type 2-diabetes.

Det er i hvert fald den konklusion, som forskningsleder og overlæge Kirsten Nørgaard fra Steno Diabetes Center Copenhagen trak ud af årets kongres for European Association for the Study of Diabetes (EASD), der blev afholdt i september i Madrid.

Det er superinteressant. Indlæggelser repræsenterer et stort ressourceforbrug på hospitalerne, og kan man reducere det med mellem 20 og 30 pct.

Kirsten Nørgaard, overlæge, Steno Diabetes Center Copenhagen

På kongressen viste flere studier, hvad kontinuerlige glukosemålere kan gøre for personer med type 2-diabetes, og at det som minimum er en stor gevinst for dem, der lider af sygdommen.

Måske kan samfundet også få gavn af det.

»Flere resultater på EASD viste blandt andet, at kontinuerlige glukosemålere markant kan reducere hospitalsindlæggelser blandt personer med type 2-diabetes, ligesom de kan hjælpe personer med type 2-diabetes til i højere grad af have kontrol over deres blodsukker. Det vil alt andet lige lede til mindre risiko for udvikling af komplikationer til type 2-diabetes, hvilket koster samfundet mange penge,« fortæller Kirsten Nørgaard.

Glukosemålere til personer med type 2-diabetes

Der blev på EASD fremlagt flere studier, som peger i retning af, at kontinuerlige glukosemålere kan spare sundhedsvæsnet for en masse indlæggelser med personer med type 2-diabetes.

I et studie havde forskere som eksempel undersøgt hospitalsindlæggelser blandt personer med type 2-diabetes og brug af kontinuerlige glukosemålere.

Forsøgsdeltagerne blev opdelt i tre grupper baseret på deres behov for insulin.

Nogle benyttede ikke insulin, nogle benyttede basalinsulin, mens den tredje gruppe benyttede både basal- og måltidsinsulin.

Forskerne undersøgte indlæggelser seks og 12 mdr. før start på kontinuerlig glukosemåler og seks og 12 mdr. efter.

Forskerne undersøgte både hospitalsindlæggelser af alle årsager, diabetesrelaterede hospitalsindlæggelser og akutte diabetesrelaterede indlæggelser.

74.679 personer deltog i studiet.

Markant fald i hospitalsindlæggelser

Studiet viste, at brug af kontinuerlige glukosemålere reducerede behovet for alle typer af hospitalsindlæggelser i alle grupper.

I sammenligningen mellem seks mdr. før og seks mdr. efter ibrugtagning af en kontinuerlig glukosemåler reducerede den kontinuerlige glukosemåler antallet af hospitalsindlæggelser af alle årsager, diabetesrelaterede hospitalsindlæggelser og akutte diabetesrelaterede indlæggelser med hhv. 10,1 pct. 31,0 pct. og 30,7 pct. i gruppen af forsøgsdeltagere, der ikke benyttede sig af insulin.

I grupperne, der benyttede basalinsulin og basalinsulin med måltidsinsulin, så tallene ud som følger:

Reduktion på 13,9 pct., 47,6 pct. og 28,2 pct. i gruppen, der benyttede basalinsulin, og reduktion på 22,6 pct., 52,7 pct. og 36,6 pct. i gruppen, der benyttede måltidsinsulin.

En analyse af HbA1c efter tre mdr. efter ibrugtagning af en kontinuerlig glukosemåler hos en subgruppe af forsøgsdeltagerne viste også, at det blev reduceret med mellem 10 og 12 mmol/mol i de tre grupper.

Forskningen blev samtidig med offentliggørelsen på EASD offentliggjort i Diabetes, Obesity and Metabolism. Du kan finde artiklen her.

Kirsten Nørgaard er begejstret for forskningsresultatet.

»Det er superinteressant. Indlæggelser repræsenterer et stort ressourceforbrug på hospitalerne, og kan man reducere det med mellem 20 og 30 pct., vil det bidrage markant til kosteffektiviteten af at anvende denne målemetode. Samtidig ser vi også, at forsøgsdeltagerne markant fik forbedret deres HbA1c, efter de begyndte at benytte en kontinuerlig glukosemåler,« siger hun.

Flere studier peger på det samme

I et andet studie, der blev præsenteret på EASD, havde forskere undersøgt effekten af brugen af Abbots kontinuerlige glukosemåler FreeStyle Libre hos personer med type 2-diabetes og basalinsulinbehov.

De spiser også mindre, når de kan se, hvor meget deres blodsukker stiger efter et måltid, og så går de måske en tur bagefter for at få det ned igen

Kirsten Nørgaard, overlæge, Steno Diabetes Center Copenhagen

12.480 personer over 66 år indgik i studiet, hvor forskerne samtidig undersøgte effekten af brug af FreeStyle Libre på blodsukkerkontrollen hos personer med type 2-diabetes med eller uden samtidig brug af en GLP-1-receptoragonist.

Ved baseline var 17,1 pct. i behandling med basalinsulin plus en GLP-1-receptoragonist, mens 82,9 pct. kun tog basalinsulin.

Efter ibrugtagning af FreeStyle Libre blev HbA1c reduceret statistisk signifikant i begge grupper.

I gruppen i behandling med basalinsulin plus en GLP-1-receptoragonist ledte ibrugtagning af FreeStyle Libre til et fald i HbA1c på 0,64 pct svarende til ca. syv mmol/mol., mens faldet i gruppen i behandling med kun basalinsulin lød på 0,47 pct. svarende til ca. fem mmol/mol.

Ibrugtagning af FreeStyle Libre ledte i begge grupper også til et fald i antallet af skadestuebesøg og hospitalsindlæggelser af alle årsager eller af diabetisk ketoacidose og hypoglykæmi.

Fald i langtidsblodsukkeret

I et andet studie fra EASD med Abbotts FreeStyle Libre havde forskere undersøgt HbA1c hos 2.043 personer med type 2-diabetes og brug af kontinuerlig glukosemåler.

Igen viste studiet, at brugen af en kontinuerlig glukosemåler hos personer med type 2-diabetes kan have dramatisk effekt på HbA1c.

Gennemsnitligt faldt HbA1c fra 8,8 pct. 12 mdr. før ibrugtagning af FreeStyle Libre til 7,8 pct. 12 mdr. efter.

Andelen af personer med type 2-diabetes med HbA1c under syv pct. steg ligeledes fra 24 pct. før ibrugtagning af kontinuerlig glukosemåler til 37 pct. efter.

Danske resultater er overbevisende

Kirsten Nørgaard har med sine kollegaer selv undersøgt potentialet i kontinuerlige glukosemålere af typen Dexcom til danskere med type 2-diabetes.

I et studie, der blev offentliggjort i maj i Diabetes Care, rekrutterede forskerne 76 patienter med type 2-diabetes med behov for behandling med insulin.

Forsøgsdeltagerne havde ved baseline et gennemsnitligt langtidsblodsukker på 67 mmol/mol, og 61,8 pct. var mænd.

Forskerne opdelte forsøgsdeltagerne i to grupper, der enten skulle monitorere deres blodsukker med en priktest eller blev udstyret med en kontinuerlig blodsukkermåler.

Forsøget viste, at det at være udstyret med en kontinuerlig blodsukkermåler markant øgede den tid, hvori blodsukkeret hos forsøgspersonerne var inden for grænseværdierne.

Ved baseline var blodsukkeret gennemsnitligt kun inden for grænseværdierne i 47,1 pct. af tiden. Læger anbefaler, at det skal være inden for grænseværdierne i mere end 70 pct. af tiden.

Måske kan det have en stor effekt på blodsukker og indlæggelser, hvis man bare går med en glukosemåler i en kort periode på et par uger og derigennem lærer, hvordan kost, motion og andet påvirker blodsukkeret

Kirsten Nørgaard, overlæge, Steno Diabetes Center Copenhagen

I gruppen af forsøgsdeltagere, der benyttede en priktest, var blodsukkeret kun inden for grænseværdierne i 46,5 pct. af tiden ved forsøgets afslutning, mens det var inden for grænseværdierne i 61,7 pct. af tiden i gruppen af forsøgspersoner, som var blevet udstyret med en kontinuerlig blodsukkermåler.

Forsøgsdeltagerne, der benyttede en kontinuerlig glukosemåler, tabte også gennemsnitligt 3,3 kilo i løbet af de første 12 mdr. efter ibrugtagning – på trods af at de også gennemsnitligt reducerede deres daglige insulinbehov med 10 enheder.

Endelig havde forskerne også bedt forsøgsdeltagerne om at udfylde et spørgeskema, så forskerne kunne finde ud af, hvorfor den kontinuerlige glukosemåler ledte til så mange positive resultater.

»Vi kan se, at brugen af en kontinuerlig glukosemåler leder til, at personer med type 2-diabetes bliver mere aktive og ændrer deres kost. De spiser også mindre, når de kan se, hvor meget deres blodsukker stiger efter et måltid, og så går de måske en tur bagefter for at få det ned igen. Når de hele tiden kan aflæse deres blodsukker, tvinger det dem til at reagere. Men vi kunne også se, at det ikke gælder alle. Hos nogle personer med type 2-diabetes har brugen af en kontinuerlig glukosemåler en stor effekt, mens den ikke rigtig har nogen effekt hos andre,« siger Kirsten Nørgaard.

Skal måske være et tilbud til personer med type 2-diabetes

Ifølge Kirsten Nørgaard lægger de mange positive studier op til, at vi om ikke andet bør spørge os selv, om det kan betale sig at udstyre nogle personer med type 2-diabetes med en kontinuerlig glukosemåler.

Som det ser ud i dag, er kun ganske få danskere med type 2-diabetes udstyret med en kontinuerlig glukosemåler.

Det kan dog komme til at ændre sig lige om lidt, efter der er blevet sat millioner af på finansloven til blandt andet tilbyde sensorbehandling til nogle personer med insulinbehandlet type 2-diabetes – i hvert fald i en periode.

Kirsten Nørgaard fortæller, at det ikke er billigt at udstyre personer med type 2-diabetes med kontinuerlige glukosemålere, som koster omkring 10.000 til 12.000 kroner om året pr. person, men mindre kan muligvis gøre det.

»Måske kan det have en stor effekt på blodsukker og indlæggelser, hvis man bare går med en glukosemåler i en kort periode på et par uger og derigennem lærer, hvordan kost, motion og andet påvirker blodsukkeret. Måske skal det allerede være et tilbud omkring diagnosetidspunktet, inden man udvikler komplikationer til type 2-diabetes. Der kan være rigtig meget at vinde for både personer med type 2-diabetes og samfundet på den konto, men det kræver, at vi laver nogle studier, der skal undersøge, hvordan vi får mest ud af at tilbyde personer med type 2-diabtes kontinuerlige glukosemålere, og hvad det kan spare både dem og samfundet for,« siger hun.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere