Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Diabetes

Forskere behandler diabetiske fodsår med fiskehud

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Det er rigtig godt, at der bliver arbejdet på nye behandlinger til personer med diabetiske fodsår, fordi vi i den grad mangler nogle nye behandlinger til vores patienter. Resultaterne er også spændende, men på grund af nogle mangler i studiet kan vi desværre ikke løfte hænderne helt over hovedet,« siger Ole Lander Svendsen.

Hud fra torsk kan være et nyt våben i kampen mod kroniske sår som diabetiske fodsår. Det viser et nyt internationalt studie, der godt nok byder på meget lovende resultater, men desværre også på videnskabelige mangler, siger professor Ole Lander Svendsen, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.


Diabetiske fodsår er en frygtet komplikation hos personer med diabetes.

Ved diabetiske fodsår kan sårene have meget svært ved at hele, og det betyder, at de vokser og kan nå helt ind til sener og knogler.

I tillæg er det sparsomt med effektive behandlingsmuligheder til diabetiske fodsår, men det ændrer sig måske inden længe, efter at forskere har vist, at hud fra fisk kan forbedre helingsprocessen.

Forskningen er offentliggjort i New England Journal of Medicine, Evidence.

»Med en stringent metodologi og stærke resultater baner Odinn-studiet vejen for et lovende skifte i klinisk praksis, hvor behandling med fiskeskind snart kan blive den foretrukne løsning til behandling af alvorlige diabetiske fodsår, hvilket i sidste ende vil føre til bedre patientresultater og livskvalitet,« fortæller John Lantis, læge, professor og formand for det videnskabelige advisory board i Kerecis, der står bag produktionen af fiskeskind til klinisk brug.

255 personer med i studie

I studiet blev 255 personer med diabetiske fodsår randomiseret til at få deres sår behandlet med fiskehud eller standardbehandling.

Fiskehuden blev først renset for skel og steriliseret, inden den blev placeret hen over sårene.

Med resultaterne viser vi, at patienterne har næsten 70 pct. større chance for at hele, hvis de behandles med fiskeskind

John Lantis, læge og professor, Kerecis

Tanken bag brugen af fiskehud er den, at huden skal virke som et stillads, som det diabetiske fodsår kan hele op omkring og dermed hele hurtigere.

Forskerne påførte fiskehuden over 14 uger og undersøgte efter hv. 16, 20 og 24 uger, om der var forskel mellem de to behandlinger.

»Intakt fiskehudstransplantat er blevet brugt i stor udstrækning, især i USA, til at hele dybe sår. Men før dette studie har vi ikke haft prospektive, randomiserede, kontrollerede data til at understøtte den brug. Med dette studie ville vi fremskaffe netop gode, prospektive, randomiserede kontroldata til at understøtte vores tidligere kliniske observationer,« forklarer John Lantis.

Markant bedre heling af sår

Efter 16 uger var de diabetiske fodsår helet hos 44 pct. af de patienter, som blev behandlet med fiskehud, og kun hos 26 pct. af dem, som modtog standardbehandling.

Efter 20 uger og 24 uger var tallene hhv. 46 og 32 pct. samt 55 og 38 pct. i favør for patienter med fiskehud.

Den mediane tid til heling var også kortere i gruppen behandlet med fiskehud.

Her tog det gennemsnitligt 17,3 uger for sårene at hele, mod 19,4 uger i kontrolgruppen.

Der var lidt flere tilfælde af primære infektioner i gruppen i behandling med fiskehud sammenlignet med standardbehandling.

»Det faktum, at kun én ud af fire patienter blev helbredt med en standardbehandling inden for fire måneder, viser, hvor alvorligt dette underliggende problem er. Med resultaterne viser vi, at patienterne har næsten 70 pct. større chance for at hele, hvis de behandles med fiskeskind,« siger John Lantis.

Resultater begejstrer

Dagens Medicin har foreholdt resultaterne for overlæge og professor Ole Lander Svendsen, der til dagligt arbejder med netop diabetiske fodsår på Endokrinologisk Afdeling I på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Ifølge ham er resultaterne rigtig spændende, og han er også imponeret over, at det er lykkedes forskerne at lave et så stort studie med hele 255 patienter med diabetiske fodsår.

»Det er rigtig godt, at der bliver arbejdet på nye behandlinger til personer med diabetiske fodsår, fordi vi i den grad mangler nogle nye behandlinger til vores patienter. Resultaterne er også spændende, men på grund af nogle mangler i studiet kan vi desværre ikke løfte hænderne helt over hovedet,« siger Ole Lander Svendsen.

Mangler i studie

Ole Lander Svendsen erkender, at det kan være svært at lave studier, der tjekker alle de nødvendige bokse, når det kommer til studier af nye behandlinger til patienter med diabetiske fodsår.

Blandt kritikpunkterne i det nye studie har den danske overlæge blandt andet, at forskerne ikke har benyttet en indrulningsperiode for at sikre, at de patienter, som er med i studiet, har kroniske sår, der ikke ville have helt af sig selv uden hjælp fra fiskehud eller standardbehandling.

Ydermere var studiet ikke blindet, hvilket vil sige, at både patienter og behandlere har været klar over, hvilken behandling den enkelte patient har fået.

Ole Lander Svendsen havde også gerne set, at forskerne havde benyttet en placebobehandling, der blev målt op imod behandlingen med fiskehud.

»Det er den slags, som gør, at forsøgets resultater ikke kan stå alene, og at man på baggrund af resultaterne endnu ikke kan anbefale brugen af fiskehud til vores patienter. Det er dog vigtigt også at sige, at det helt generelt er svært at lave rigtig gode forsøg med nye behandlinger til patienter med diabetiske fodsår, hvorfor det er så ærgerligt, at man ikke har gjort dette studie ordentligt,« siger han.

Håber på endnu et forsøg

Ole Lander Svendsen håber på, at forskerne vil gentage deres forsøg og lave det på en måde, så resultaterne kan bane vejen for klinisk anvendelse af fiskehud i behandlingen af diabetiske fodsår.

Han mener nemlig, at resultaterne er interessante, og at de ville være endnu mere interessante, hvis der kan slås to streger under dem.

Skulle endnu et forsøg komme til samme konklusion, er Ole Lander Svendsen meget åben over for at benytte fiskehud i behandlingen af sine patienter.

»Vi har nogle meget svære patienter, hvor sårhelingen tager gennemsnitligt seks måneder, og hvor de ikke må støtte på fødderne. Selv hvis deres sår heler, oplever vi, at en tredjedel får tilbagefald inden for et år. Det er en meget kompleks patientgruppe, hvor diabetiske fodsår er en komplikation til komplikationerne ved diabetes. Vi har behov for nogle helt nye former for behandling, og derfor er det også så ærgerligt, at man i dette forsøg ikke har gjort det ordentligt,« siger Ole Lander Svendsen.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere