Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Diabetes

Forhøjet blodsukker sænker hjerterytmevariabiliteten ved prædiabetes

Udgivet:
Kommentarer (0)

Variabilitet i hjerterytmen er sundt, for at hjertet kan tilpasse sig varierende stress. Ny dansk forskning viser, at hos personer med prædiabetes er højt blodsukker omvendt korreleret med hjerterytmevariabiliteten.


Tiden mellem to hjerteslag er ikke altid helt lige.

Nogle gange er tiden mellem to hjerteslag få millisekunder længere eller kortere end de foregående. Det hedder hjerterytmevariabilitet.


ESC 2021:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets ESC her.


Højere hjerterytmevariabilitet er fænotypisk sundt. Det vidner om en mere omstillingsparat krop, der er klar til at tackle forskellige hjerteslags-scenarier.

Kardioneuropati i forbindelse med type 2-diabetes kan dog hæmme hjerterytmevariabiliteten, og nu viser et nyt dansk studie, at neuropati allerede ved prædiabetes går ud over hjertets rytmevariabilitet.

Forskningen er for nyligt præsenteret på den årlige kongres for European Society of Cardiology (ESC).

»Tidligere forskning har vist, at kardioneuropati i forbindelse med diabetes kan forstyrre hjerterytmevariabiliteten. Desuden har forskning vist, at neuropati i hjertet allerede starter ved prædiabetes. Der er dog tvivl om, hvorvidt den kardielle neuropati og heraf ændringer i hjerterytmevariabiliteten er relateret til øget inflammation, men det kan vi i vores studie afvise,« fortæller en af de danske forskere bag studiet, læge og forsker Rakin Hadad fra Bispebjerg Hospital.

653 personer fik målt deres hjerterytmevariabilitet

I forskningen har Rakin Hadad med sine kollegaer kigget på 653 personer med velkontrolleret hypertension. Forsøgsdeltagerne var mellem 55 og 75 år gamle. 133 havde diabetes, 386 mødte kriterierne for prædiabetes med langtidsblodsukker på mellem 5,7 og 6,4 pct. 134 patienter havde hverken det ene eller andet.

Vores konklusion er, at niveauerne af sukker i blodet er associeret med nedsat parasympatisk tonus, men mål for inflammation i kroppen gør ikke sammenhængen svagere

Rakin Hadad, læge og forsker, Bispebjerg Hospital

Forskerne monitorerede forsøgsdeltagerne i 48 timer med EKG-monitorering for derved at måle hjerterytmevariabiliteten. Forskerne målte både SDNN og RMSSD som mål for hjerterytmevariabilitet.

Forskerne udtog også blodprøver og undersøgte patienterne for inflammationsmarkører. Det drejede sig blandt andet om hs-CRP, TNF-alfa, Interleukin 18 og leukocytter.

Omvendt korrelation mellem hjerterytmevariabilitet og blodsukker

Resultatet af undersøgelsen afslørede en invers korrelation mellem langtidsblodsukkeret hos personer med prædiabetes (og diabetes) og RMSSD. Jo højere Blodsukkeret blev, desto mindre blev hjerterytmevariabiliteten.

Da forskerne undersøgte, om den omvendte korrelation så var styret af inflammation, fandt de til gengæld ingen sammenhæng.

Rakin Hadad fortæller, at det havde forskerne heller ikke regnet med.

»Vores konklusion er, at niveauerne af sukker i blodet er associeret med nedsat parasympatisk tonus, men mål for inflammation i kroppen gør ikke sammenhængen svagere. Det sætter spørgsmålstegn ved, om inflammation faciliterer neuropatien og den medfølgende nedsatte hjerterytmevariabilitet hos disse patienter med prædiabetes, eller om andre mekanismer er i spil,« siger han.

Forskeren uddyber også, at fundet kan have betydning for, hvor tidligt man skal behandle risikoen for neuropati.

»Måske skal man allerede behandle på tidspunktet for prædiabetes, hvor blodsukkeret stiger en smule hele tiden. Kan man gøre det, kan man sætte en stopper for neuropatien og måske også ændringerne i hjerterytmevariabiliteten. Vi har endnu ikke studierne til at vise, at det forholder sig sådan, men det kunne være interessante studier at lave for på den måde at behandle prædiabetes i en tidligere fase,« siger Rakin Hadad.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere