Flere og flere danskere med type 2-diabetes holder fast i behandlingen

Forskellige mindre studier har peget på, at mange personer med type 2-diabetes i behandling med enten GLP-1-receptoragonister eller SGLT-2-hæmmere falder fra behandlingen.

Frafaldet har i studierne været meget højere end i de kliniske studier, der ligger til grund for godkendelsen af lægemidlerne.

Nogle af årsagerne kan hænge sammen med prisen på lægemidlerne, bivirkninger, at man ved behandling med GLP-1-receptoragonist skal stikke sig selv med en nål eller lægens beslutning.

‘Mange genoptager behandlingen’

Nu viser ny dansk forskning, at der også i Danmark er et betydeligt frafald fra behandlingen med de to lægemidler.

Til gengæld viser studiet også, at frafaldet er blevet markant mindre inden for de seneste år, og at frafaldet ikke er større end frafaldet ved brug af andre almindeligt benyttede lægemidler, herunder statiner, RAS-hæmmere og metformin.

En mulig forklaring kan hænge sammen med offentliggørelserne af resultater fra de nyere store internationale kliniske forsøg. Her så man blandt andet, at både SGLT-2-hæmmere og GLP-1-receptoragonister markant reducerede dødeligheden og reducerede udviklingen af hjerte-kar-sygdomme

Mariam Elmegaard Malik, læge og ph.d.-studerende, Afdeling for Hjertesygdomme på Gentofte Hospital

Ifølge en af forskerne bag studiet er resultatet positivt.

»Det er godt at se, at både patienter og læger er blevet bedre til at holde patienterne i behandlinger, der ikke bare er velegnede til behandling af type 2-diabetes, men også rent faktisk beskytter mod udvikling af hjerte-kar-sygdomme og progression af nyresygdom. Vi kan også se, at en stor del af de patienter, der falder fra behandlingen, også genoptager den igen, og det er også positivt,« fortæller læge og ph.d.-studerende Mariam Elmegaard Malik fra Afdeling for Hjertesygdomme på Gentofte Hospital.

Forskningen er offentliggjort i The Lancet Regional Health.

Brugte danske data til kortlægning

I studiet har forskerne identificeret alle danske førstegangsbrugere af GLP-1-receptoragonister og SGLT-2-hæmmere i perioden fra 2013 til 2021.

Forskerne undersøgte derefter frafaldet fra behandlingerne inden for fem år efter behandlingsstart.

Forskerne indhentede data fra de nationale sundhedsregistre, herunder Receptregisteret, og karakteriserede et frafald som 90 på hinanden følgende dage, hvor en person ikke var suppleret med medicin.

Data på 56.037 personer i behandling med en GLP-1-receptoragonist er inkluderet i studiet, og det samme er data på 77.745 personer i behandling med en SGLT-2-hæmmer.

56 pct. af personer i behandling med en GLP-1-receptoragonist var mænd, og gennemsnitsalderen var 61 år. For personer i behandling med en SGLT-2-hæmmer var tallene hhv. 64 pct. mænd og 64 år.

»I første omgang drejede vores studie sig om at få afklaret, hvor mange der reelt falder fra behandling med de to forholdsvis nye lægemidler. Hvis det så viser sig, at der er et større frafald ved brug af det ene lægemiddel fremfor det andet, kan det give anledning til at undersøge, hvorfor det er,« forklarer Mariam Elmegaard Malik.

Frafald på omkring 50 pct. over fem år

Resultatet af undersøgelsen viser, at 45 pct. af de personer, som opstartede behandling med en GLP-1-receptoragonist, faldt fra behandlingen inden for fem år. Det samme gjorde 56 pct. af personer, der indledte behandling med en SGLT-2-hæmmer.

Dog viser studiet også, at tendensen er, at flere og flere bliver i behandlingen med begge lægemidler i dag sammenlignet med tidligere. Forskerne har kigget på data over tre år.

Sammenligner man perioden fra 2013 til 2015 med perioden fra 2019 til 2021, er frafaldet reduceret med mere end 10 pct. for hhv. personer i GLP-1-receptoragonistbehandling og SGLT-2-hæmmerbehandling.

»En mulig forklaring kan hænge sammen med offentliggørelserne af resultater fra de nyere store internationale kliniske forsøg. Her så man blandt andet, at både SGLT-2-hæmmere og GLP-1-receptoragonister markant reducerede dødeligheden og reducerede udviklingen af hjerte-kar-sygdomme,« siger Mariam Elmegaard Malik.

Kender ikke den præcise årsag

Undersøgelsen viser også, at en stor del af de patienter, som stopper behandlingen, rent faktisk påbegynder den igen.

Inden for ét år efter behandlingstop genoptog hhv. 26 pct. og 24 pct. behandlingen med en GLP-1-receptoragonist eller en SGLT-2-hæmmer.

»Det er et meget interessant tal, men vi kender ikke den præcise årsag til, hvorfor folk stopper med behandlingen, eller hvorfor de genoptager den. Det vil være interessant at få undersøgt nærmere,« siger Mariam Elmegaard Malik.

Endelig har forskerne også undersøgt, om frafaldet fra behandling med en SGLT-2-hæmmer eller en GLP-1-receptoragonist er højere end for andre ofte benyttede lægemidler.

Her kiggede forskerne på et tilsvarende femårsfrafald ved behandling med statiner, RAS-hæmmere og metformin.

Denne del af studiet viste, at andelen af personer, som stopper en medicinsk behandling, er sammenlignelig, og at den derfor ikke er højere ved behandling med SGLT-2-hæmmere og GLP-1-receptoragonister, selvom det er nyere lægemidler.

»Det er en god nyhed, at der ikke er en forskel. Personer, der opstarter en behandling med statiner, RAS-hæmmere eller metformin, har også et frafald på omkring 50 pct. inden for fem år. Det vidner om, at SGLT-2-hæmmerne og GLP-1-receptoragonisterne er indgået i behandlingen af patienter på samme måde som allerede benyttede lægemidler,« siger Mariam Elmegaard Malik.

Om SGLT-2-hæmmere og GLP-1-receptoragonister

SGLT-2-hæmmere og GLP-1-receptoragonister er to klasser af lægemidler, der anvendes i behandlingen af type 2-diabetes:

• SGLT-2 står for ‘natrium-glukose-kotransportør 2’, der er et nyreprotein med ansvaret for at genoptage glukose fra urinen og sende det tilbage til blodet. SGLT-2-hæmmere virker ved at blokere denne proces, hvilket resulterer i en øget udskillelse af glukose i urinen og en sænkning af blodsukkerniveauet. SGLT-2-hæmmere inkluderer canagliflozin, dapagliflozin og empagliflozin. Ud over at sænke blodsukkeret kan SGLT-2-hæmmere også føre til en forbedring af blodtrykket, en reduceret risiko for hjerte-kar-sygdomme, indlæggelse for hjertesvigt og progression af nyresygdom.

• GLP-1 står for ‘glukagonlignende peptid 1’, som er et hormon, der frigives fra tarmen efter et måltid som et signal til kroppen om at frigive insulin og hæmme frigivelsen af glukagon. GLP-1-receptoragonister efterligner dette hormon og øger insulinproduktionen, hvilket sænker blodsukkeret. GLP-1-receptoragonister inkluderer liraglutid, semaglutid og exenatid. Ud over at sænke blodsukkeret kan GLP-1-receptoragonister også føre til vægttab, en forbedring af kolesterolniveauet samt en reduceret risiko for hjerte-kar-sygdomme.