Diabetes
EASD 2022: »Hvad betyder det for livet med diabetes?«
Udgivet:
Kommentarer (0)
»De nye EASD/ADA-guidelines udmærker sig ved at inddrage sociale aspekter, kost, søvnkvalitet og en mere individualiseret tilgang til behandlingen. Samtidig har vi fået en vigtig opprioritering af de nyere diabetesmidler SGLT-2-hæmmere og GLP-1-receptoragonister til de personer med type 2-diabetes, der er i høj risiko for at få skader på nyrer og hjerte,« siger Tanja Thybo om et af højdepunkterne på EASD.
EASD giver god og opdateret viden, overblik over nye og væsentlige forskningsresultater og muligheder for at lære forskere at kende, som Diabetesforeningen måske bør samarbejde med, mener foreningens forskningschef, Tanja Thybo.
Når Diabetesforeningens forskningschef, Tanja Thybo, forsøger at danne sig et overblik over de mange sessioner, præsentationer og øvrige aktiviteter på EASD-kongressen, er det naturligt nok i rollen som repræsentant for én af landets største patientforeninger, at hendes tid på kongressen prioriteres.
EASD 2022:
Find alle vores artikler fra dækningen af årets EASD her.
»Hvad betyder det for livet med diabetes? Hvad kan vi bruge direkte, og formidle videre til vores medlemmer som nyttig og ny viden? De store præsentationer giver god viden og overblik, men der gemmer sig også ofte megen interessant viden i de mindre sessioner,« siger Tanja Thybo til Dagens Medicin på årets EASD i Stockholm.
Blandt de større temaer på EASD, som Tanja Thybo har fokuseret på, er de nye guidelines for behandling af personer med type 2-diabetes, præsentation af en metaanalyse om kost og diæt samt den fortsatte diskussion om subklassificering og mere individualiseret tilgang til kontrol og behandling af personer med type 2-diabetes.
»De nye EASD/ADA-guidelines udmærker sig ved at inddrage sociale aspekter, kost, søvnkvalitet og en mere individualiseret tilgang til behandlingen. Samtidig har vi fået en vigtig opprioritering af de nyere diabetesmidler SGLT-2-hæmmere og GLP-1-receptoragonister til de personer med type 2-diabetes, der er i høj risiko for at få skader på nyrer og hjerte,« siger Tanja Thybo.
EASD bragte desværre endnu ikke den endelige publikation af, hvilken kost/diæt som er den optimale for personer med type 2-diabetes. Men sløret blev løftet, og vi kan forvente guidelines, der ikke sætter procenter på den optimale fordeling af kulhydrater, fedt og protein, og som advarer mod stærkt forarbejdede fødevarer.
» På EASD blev der på én af de store sessioner præsenteret resultaterne af en større metaanalyse, som kunne konkludere, at der er mange måder at spise på, når man har type 2-diabetes. Mange havde nok håbet på en afklaring omkring kost, der er lav på kulhydrater, men der findes stadig ikke længerevarende studier nok til at konkludere, om det er bedre på den lange bane. De endelige resultater af metaanalysen ventes publiceret senere på året,« siger Tanja Thybo.
Klare kriterier for fænotypning
Tanja Thybo har også med interesse fulgt den faglige debat på kongressen om subklassificering/fænotypning af personer med type 2-diabetes.
»Det er bestemt et emne, vi følger tæt, blandt andet fordi det ser ud til – som vi også har set i nogle af de danske præsentationer på kongressen – at subklassificering kan være et redskab til at forudsige, hvilke personer der har en forhøjet risiko for at få komplikationer. Men vi mangler fortsat en bedre og mere letforståelig form for opdeling i undergrupper,« siger Tanja Thybo.
Resultaterne af flere af de danske studier vil formodentlig også blive bragt videre til Diabetesforeningens medlemmer. Her fremhæver Tanja Thybo blandt andre Tinne Laurbergs præsentation, som påviste, at rygning og fysisk inaktivitet øger diabetespatienters risiko for at dø af cancer, og Hatice Mizraks præsentation, som viser, at bedre medicinsk behandling af risikofaktorer og tættere kontrol har ført til et fald i forekomsten af diabetisk neuropati.
Del artiklen: