Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Diabetes

Behandling af multisyge diabetespatienter i Odense får et markant løft

Udgivet:
Kommentarer (0)

Projektleder Camilla Hansen, Steno Diabetes Center Odense, skal holde snor i et projekt, hvor man inspireret af kræftområdet indfører lægefalige teamkonferencer på diabetesområdet for at skabe bedre helhedsbehandling af multisyge diabetespatienter.

Steno Diabetes Center Odense og Odense Universitets­hospital har igangsat et initiativ, hvor patienter med diabetes og andre komorbiditeter bliver taget op på lægefaglige teamkonferencer for at koordinere behandlingen på tværs af specialer.


Fynske patienter med diabetes og andre sygdomme samtidig kan i den kommende tid opleve at blive taget meget bedre hånd om end tidligere.

Det sker, hvis patienterne bliver taget op på teamkonferencer, hvor læger fra Odense Universitetshospital på tværs af en række specialer sætter sig sammen for at diskutere den enkelte patient og det videre behandlingsforløb.

Fremgangsmåden med at koordinere behandlingen på tværs af forskellige hospitalsafdelinger og lægefaglige specialer har været brugt inden for kræftområdet i mange år, men nu er turen også kommet til diabetesområdet.

Med støtte på 15 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden skal et fireårigt projekt kortlægge, hvordan der fremadrettet kan laves en mere koordineret indsats til patienter med flere forskellige sygdomme på samme tid.

»Projektet handler om, at vi lige nu har en masse diabetespatienter, som modtager behandlinger for andre sygdomme på blandt andet hospitalets hjerteafdeling, lungeafdeling og nyreafdeling, uden at vi i vores diabetesambulatorium er med inde over. De forskellige afdelinger koordinerer ikke behandlingen af patienterne, men det bør vi gøre, og projektet her er et initiativ til at finde ud af, hvordan man kan gøre det på bedst mulig vis,« fortæller projektleder fra Steno Diabetes Center Odense (SDCO) Camilla Hansen.

Centerdirektør fra SDCO Jan Erik Henriksen har også store forventninger til udfaldet af projektet.

»Jeg ser meget frem til at se resultaterne af dette projekt. Projektet er en forløber for det SDCO-hus, vi får på det nye Odense Universitetshospital, hvor alle specialer omkring diabetespatienten også i dagligdagen vil være til stede i huset, således at specialerne samler sig omkring patienten, så patienterne ikke skal sendes fra speciale til speciale,« siger han.

Tages hånd om alle sygdomme

Initiativet går meget simpelt ud på, at diabeteslæger, hjertelæger, lungelæger, nyrelæger og farmakologer mødes hver anden uge for at diskutere fire til seks patienters behandling.

De forskellige afdelinger koordinerer ikke behandlingen af patienterne, men det bør vi gøre, og projektet her er et initiativ til at finde ud af, hvordan man kan gøre det på bedst mulig vis

Camilla Hansen, projektleder, Steno Diabetes Center Odense (SDCO)

Fælles for patienterne er, at de døjer med flere forskellige sygdomme og, som tingene ser ud i dag, render rundt mellem de forskellige hospitalsafdelinger, hvor de i nogle tilfælde endda kan få modsatrettede informationer.

På teamkonferencerne bliver lægerne – en speciallæge og en yngre læge fra hver afdeling – enige om, hvordan man bedst går til behandlingen af den enkelte patient. Hver læge kommer med input funderet i sit faglige specialområde.

Når teamkonferencen er færdig, skal det for den enkelte patient gerne munde ud i en fælles behandlingsplan, som alle afdelingerne bagefter følger til gavn for patienten.

»Hvis en patients sag er blevet taget op på teamkonferencen, skal patienten efterfølgende gerne mærke, at han/hun får en fælles behandlingsplan, og at lægerne på Hjertemedicinsk Afdeling ved, hvad lægerne i diabetesambulatoriet eller på Nyremedicinsk Afdeling laver og udskriver af medicin,« fortæller Camilla Hansen.

»Planen er, at vi over de næste tre år kommer til at holde de her teamkonferencer hver anden uge, så patienterne kommer til at føle, at der bliver taget hånd om deres samlede behandling, og at de ikke bare får input fra fire uafhængige eksperter inden for hvert deres lægefaglige felt.«

Læger skal lære af hinanden

Man kan med rette stille sig selv spørgsmålet, hvorfor denne form for tilgang til patienterne ikke er standard på landets hospitaler, men det er der ifølge Camilla Hansen flere forskellige grunde til.

For det første er det en enorm logistisk udfordring at få koordineret møder mellem ti læger, og for det andet har man haft tradition for at holde specialerne adskilt. Den tradition smuldrer dog i disse år, hvor flere og flere indser, at det er nødvendigt med større samarbejde på tværs af specialer.

Teamkonferencerne kommer også til at gavne de yngre læger, der skal fremlægge de forskellige patientcases og i samarbejde med speciallæger inden for eget og andre områder komme frem til en behandlingsstrategi.

Camilla Hansen fortæller, at det er et helt selvstændigt sigte med projektet, at de forskellige læger bliver klogere på de andre specialer og de andre specialers arbejdsgange.

»Et succeskriterium er, at man som læge på den ene afdeling får en forståelse for, hvorfor man ikke skal bruge specifikke former for medicin til patienter, der også har en sygdom, som hører til under en anden afdeling. Der er meget at lære ved at gå tværfagligt til værks. Dette initiativ er startet op på SDCO, men de andre fire Steno Diabetes Centre vil i den kommende tid følge trop med lignende initiativer. Blandt andet starter de op i Region Midtjylland her i løbet af 2021,« siger hun.

Også et forskningsprojekt

Det primære mål med initiativet er at opnå større patienttilfredshed, men Camilla Hansen håber også, at evalueringen af projektet ligeledes vil munde ud i nogle målbare kliniske udfald.

Det perspektiv skal blandt andet undersøges i flere forskningsprojekter, som er tilknyttet teamkonferencerne over de næste tre år.

I forskningsprojekterne vil forskere blandt andet måle på, hvad initiativet har af betydning for patienttilfredshed, og også se, om den samlede tilgang til patienterne kommer til udtryk i forbedring på flere kliniske parametre.

»Det er tanken, at der også skal komme noget god forskning ud af det her. Der findes på nuværende tidspunkt ikke meget viden om, hvilken effekt en fælles tilgang til behandling af patienter med flere forskellige sygdomme har på patienternes sygdomme og oplevelse af behandlingen,« siger Camilla Hansen.

Hun uddyber også, at projektet indtil videre kun er i sine indledende faser, men at sigtet er, at de praktiserende læger også skal sidde med om bordet.

»Det er ofte de praktiserende læger, som sidder med mange af de her patienter, der både har diabetes, hjertesygdomme og lungesygdomme. Derfor skal de selvfølgelig være med, når vi udstikker patienternes behandlingsplaner,« siger Camilla Hansen.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere