Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Diabetes

Andendagen på EASD: Vægttabsmedicin gavner kvinder mere end mænd

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Der er brug for mere forskning for at forstå den mekanisme, der gør, at kvinder måske oplever en større vægtreduktion i disse forsøg,« siger studiets hovedforfatter, læge Luis-Emilio García fra Eli Lilly

Nyt studie viser, at vægttabsbehandling fra Eli Lilly giver kvinder et større vægttab end mænd. Et andet studie viser overbevisende vægttab med vægttabspille fra Novo Nordisk. Begge resultater er præsenteret netop på EASD-kongres.


Der er vægttab på programmet på den store kongres for European Association for the Study of Diabetes (EASD), der i disse dage foregår i Madrid, Spanien.

Overvægt er uløseligt forbundet med risiko for udvikling af type 2-diabetes, og man kan i dag ikke sige behandling af svær overvægt uden også at nævne de to lægemiddelgiganter Novo Nordisk og Eli Lilly. De sidder lige nu tungt på tronen, når det kommer til effektive behandlinger til personer med svær overvægt.

På EASD fremlægger forskere da også data fra studie efter studie med de to lægemiddelproducenters nuværende og kommende lægemidler.

Sådan var det også på andendagen af kongressen, hvor et studie viste, at vægttabsmidlet tirzepatid fra Eli Lilly giver større vægttab hos kvinder end hos mænd.

Et andet studie viste, at Novo Nordisks måske næste bud på en pille til vægttab leverede overbevisende resultater i et tidligt klinisk studie.

Nye data fra behandling med tirzepatid

Hvis vi starter med studiet ang. tirzepatid, så havde forskere gransket data fra de store SURMOUNT-studier, hvori forskellige grupper af personer med svær overvægt eller overvægt plus komorbiditeter var blevet behandlet med lægemidlet med formålet at tabe sig.


EASD 2024:Dagens Medicins journalist Kristian Sjøgren rapporterer direkte fra årets EASD i Madrid. Følg dækningen her.


4.677 personer, herunder 2.999 kvinder og 1.678 mænd, havde deltaget i SURMOUNT-studierne.

Her havde de været i behandling med enten tirzepatid i doserne fem mg., 10 mg., 15 mg. eller placebo i op til 88 uger.

Ved studiets start havde kvinderne i SURMOUNT-studierne 1 til 3 et gennemsnitligt BMI på omkring 37 og vejede gennemsnitligt i omegnen af 98 kilo. Mændene havde et gennemsnitligt BMI på 36 og vejede i gennemsnit 110 kilo.

I SURMOUNT-4-studiet var forsøgsdeltagerne mindre overvægtige med et BMI kun lige over 30 og en vægt på 79,6 kilo for kvinder og 98,6 kilo for mænd.

Kvinder opnår større vægttab

Resultatet af analysen viste, at forsøgsdeltagerne over en bred kam tabte sig ved behandling med tirzepatid sammenlignet med placebo.

Kvinderne tabte mellem 11,5 og 27,6 pct. af deres kropsvægt. Mændene tabte mellem 8,8 og 18,9 pct. af deres kropsvægt.

Gennemsnitligt tabte kvinderne 24,6 pct. af deres kropsvægt, mens mændene ”kun” tabte 18,1 pct. af deres kropsvægt.

En større andel kvinder opnåede også at tabe mere end hhv. fem, 10 og 15 pct. af deres kropsvægt.

Der var samme sikkerhedsprofil ved behandling med tirzepatid mellem kønnene, men kvinder rapporterede oftere om kvalme og opkast som bivirkning til behandlingen.

»Denne post hoc-analyse understreger de konsekvente fordele ved tirzepatid for kvinder og mænd. Der er brug for mere forskning for at forstå den mekanisme, der gør, at kvinder måske oplever en større vægtreduktion i disse forsøg,« siger studiets hovedforfatter, læge Luis-Emilio García fra Eli Lilly, i en pressemeddelelse, der er sendt ud fra kongressen.

Novo udvikler vægttabspille

Fra det, som allerede er på markedet, vender vi snuden mod noget, der kan komme på markedet i fremtiden. Det drejer sig om Novo Nordisks vægttabspille amycretin.

Amycretin er en daglig pille indeholdende en kombineret amylin- og GLP-1-receptoragonist, som begge spiller en rolle i at regulere sult og derigennem vægttab.

Foruden at kombinere effekten af to tarmhormoner i én behandling er amycretin også interessant, fordi det kan tages i pilleform. Alle de eksisterende vægttabsbehandlinger skal injiceres.

Det, som Novo Nordisk har præsenteret på EASD ang. amycretin, er resultatet af et fase 1-studie, hvor personer med BMI i spændet fra 25 til 40 blev randomniseret til behandling med ammycretinpiller eller placebo dagligt i 12 uger.

I studiet undersøgte forskerne fra Novo Nordisk også effekten af forskellige doser af amycretin.

Det primære endepunkt i studiet var forskel i vægttab mellem de to behandlinger.

Vægttab på 13,1 pct. på 12 uger

Resultatet af studiet viste for det første, at behandlingen med amycretin ikke er associeret til flere bivirkninger, end det kendes fra behandlinger, der skal injiceres.

Bivirkningerne var typisk kvalme og opkast.

Studiet pegede dog også på en betydelig vægttabseffekt ved behandling med amycretin.

De personer, der tog den højeste dosis amycretin på to gange 50 mg dagligt, tabte gennemsnitligt 13,1 pct. af deres kropsvægt i løbet af 12 uger. Placebo ledte til et vægttab på blot 1,1 pct.

Ydermere havde vægttabet ikke nået et plateau, hvilket indikerer, at der kan være mere vægttab at komme efter ved længere behandlingsvarighed.

I studiet konkluderer forskerne ifølge en pressemeddelelse fra EASD:

»Et enkelt molekyle, der retter sig mod både amylin- og GLP-1-biologien i tabletform, kan være en mere praktisk tilgang til at opnå bedre resultater for personer med overvægt eller fedme. Der er dog behov for større og længerevarende studier for fuldt ud at kunne vurdere lægemidlets sikkerhedsprofil og potentiale.«

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere