Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Diabetes

Amerikansk studie: Vin til maden reducerer måske risiko for type 2-diabetes

Udgivet:
Kommentarer (0)

Et studie med flere end 300.000 personer viser, at indtag af alkohol til maden er associeret med signifikant lavere risiko for at udvikle type 2-diabetes.


Data på 312.300 briter viser, at personer, som drikker vin til maden, har reduceret risiko for at udvikle type 2-diabetes. Det skriver American Heart Association. Data er netop blevet præsenteret på Epidemiology, Prevention, Lifestyle & Cardiometabolic Health Conference 2022.

I vores studie ønskede vi at slå fast, om tidspunktet på dagen for indtag af alkohol kan have effekt på risikoen for at udvikle type 2-diabetes

Hao Ma, læge og ph.d., Tulane University Obesity Research Center in New Orleans

I studiet har forskerne specifikt undersøgt effekten af moderat alkoholindtag i forbindelse med måltider på risikoen for at få stillet en diagnose med type 2-diabetes. Opfølgningsperioden var i studiet gennemsnitligt 11 år. Data stammer fra UK Biobank, hvortil forsøgsdeltagerne har selvrapporteret, hvor ofte de drikker alkohol. Forsøgsdeltagerne havde ved undersøgelsesperiodens begyndelse hverken diabetes, hjerte-karsygdom eller kræft.

Forsøgsdeltagerne var ved studiets begyndelse i gennemsnit 56 år gamle fordelt ligeligt mellem kønnene, og 95 pct. var hvide.

»Klinisk forskning har vist, at moderat indtag af alkohol kan komme med nogle helbredsfordele, herunder på glukosemetabolismen. Det er dog stadig uklart, om den positive effekt på glukosemetabolismen kan oversættes til en reduceret risiko for at udvikle type 2-diabetes. I vores studie ønskede vi at slå fast, om tidspunktet på dagen for indtag af alkohol kan have effekt på risikoen for at udvikle type 2-diabetes,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge og ph.d. Hao Ma fra Tulane University Obesity Research Center in New Orleans.

Tidspunktet på døgnet kan være afgørende

Hao Ma fortæller, at indtag af alkohol generelt er associeret med en masse helbredsrisici fra højere risiko for at være involveret i en ulykke, højere risiko for at blive offer for vold, højere blodtryk, risiko for stroke, brystkræft, leversygdom, depression, selvmord, ulykker og misbrug.

I studiet ønskede forskerne at finde ud af, hvordan moderate mængder alkohol i forbindelse med indtag af et måltid påvirkede specifikt risikoen for at udvikle type 2-diabetes. Moderat indtag af alkohol betød i studiet, at kvinder indtog mindre end to genstande om dagen, og at mænd indtog mindre end tre genstande.

Beskeden fra dette studie er, at det at drikke moderate mængder vin i forbindelse med måltider måske kan forebygge udvikling af type 2-diabetes, hvis man ikke har andre helbredstilstande, der kan blive negativt påvirket af moderat alkoholindtag

Hao Ma, læge og ph.d., Tulane University Obesity Research Center in New Orleans

»Tidligere studier har fokuseret på, hvor meget folk har drukket, og der har været blandede resultater. Meget få studier har fokuseret på andre detaljer vedrørende indtag af alkohol, eksempelvis tidspunktet på dagen,« forklarer Hao Ma.

Vin reducerer risikoen for type 2-diabetes

Resultatet af studiet viser:

  • I løbet af opfølgningsperioden udviklede 8.600 personer type 2-diabetes.

  • Indtag af alkohol i forbindelse med måltider var forbundet med 14 pct. lavere risiko for at udvikle type 2-diabetes sammenlignet med at drikke alkohol, men ikke i forbindelse med måltider.

  • Fordelen ved at drikke alkohol i forbindelse med måltider var mest åbenlys hos personer, der drak vin sammenlignet med andre typer af alkohol.

  • Mens vin var associeret med lavere risiko for at udvikle type 2-diabetes, var indtag af øl og hård alkohol associeret med øget risiko for at udvikle type 2-diabetes.

»Beskeden fra dette studie er, at det at drikke moderate mængder vin i forbindelse med måltider måske kan forebygge udvikling af type 2-diabetes, hvis man ikke har andre helbredstilstande, der kan blive negativt påvirket af moderat alkoholindtag,« siger Hao Ma.

Forskerne formoder, at det ikke er alkohol i sig selv, som kommer med den helbredsmæssige fordel, men snarere nogle af ingredienserne i vin, måske antioxidanter.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere