Diabetes
Tre forskere deler 1,8 mio. kr. fra Diabetesforeningen
Udgivet:
Kommentarer (0)
Fra venstre Olivia McCarthy, Lærke Smidt Gasbjerg og Anne-Marie Wegeberg. Alle modtager de 600.000 kroner hver fra Diabetesforeningen.
Tre kvindelige forskere kan se frem til at modtage en stor pose penge fra Diabetesforeningen. De modtager hver især 600.000 kr. til deres forskning i henholdsvis nerveskader, tarmhormoner og automatiske og selvjusterende insulinpumper.
Hvert år uddeler Diabetesforeningen legater til forskning, der hjælper med at gøre livet med diabetes bedre, og som er med til at skabe en bedre fremtid uden diabetes.
Denne gang har Diabetesforeningen bevilliget i alt 1,8 millioner kroner til tre forskere, der modtager 600.000 kroner hver.
De tre legatmodtagere er Anne-Marie Wegeberg fra Aalborg Universitetshospital i samarbejde med Steno Diabetes Center Nordjylland, Olivia McCarthy fra Steno Diabetes Center Copenhagen og Lærke Smidt Gasbjerg fra Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet.
Det skriver Diabetesforeningen i en pressemeddelelse.
Ny database over nerveskader
Den første af de tre legatmodtagere er Anne-Marie Wegeberg, der er MSc, ph.d. og postdoc ved Mech-Sense, Aalborg Universitetshospital, i samarbejde med Steno Diabetes Center Nordjylland.
Anne-Mare Wegebergs forskning centrerer sig om nerveskader, der er den mest hyppige komplikation til diabetes og kan ramme hele kroppen. Hvert andet menneske med diabetes er i risikogruppen for at få nerveskader, og hvis skaderne ikke opdages og behandles i tide, kan de føre til yderligere komplikationer og forringet livskvalitet.
Målet med Anne-Mare Wegebergs forskning er at kortlægge forekomsten af nerveskader og identificere risikofaktorerne. Dette skal gøre det muligt at opspore potentielle, alvorlige nerveskader endnu tidligere end i dag og dermed åbne et behandlingsvindue, der kan bremse udviklingen af alvorlige nerveskader som følge af diabetes.
Selvjusterende insulinpumper
Legatmodtager Olivia McCarthy, BSc, ph.d. og postdoc ved Steno Diabetes Center Copenhagen, vil gøre det mere trygt for folk med diabetes at dyrke sport.
Målet med Olivia McCarthys forskning er, at mennesker med type 1-diabetes skal have mulighed for at dyrke motion uden at frygte for lavt blodsukker, som kan føre til insulinchok.
HCL-systemer består af en insulinpumpe, en glukosemåler og en doseringsalgoritme, der dynamisk kontrollerer insulintilførslen på baggrund af glukoseværdier fra sensoren. Forskningsprojektet skal undersøge, hvordan brugen af HCL-systemer kan optimeres i forbindelse med fysisk aktivitet.
Samtidig ser forskningsprojektet nærmere på stofskifteprocesserne under fysisk aktivitet og vil ad den vej bidrage med viden, der kan reducere omfanget af lave glukoseværdier hos personer med type 1-diabetes.
Tarmhormon-receptorer
Lærke Smidt Gasbjergs undersøgelse af tarmhormon-receptorer skal føre til bedre individuel behandling. Hun er læge, ph.d. og post.doc. ved Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet, og er den tredje legatmodtager.
Forskningsprojektet skal undersøge, hvordan medicinsk behandling af type 2-diabetes kan optimeres alt afhængig af de individuelle genetiske ændringer af de hormonreceptorer, der modtager de signaler, som tarmhormoner sender til kroppen om blandt andet næringsstoffer, appetit og fedtvæv.
Håbet er, at resultaterne kan vise, om et menneske med type 2-diabetes skal testes for særlige genetiske ændringer med henblik på optimal individuel behandling og vejledning.
Del artiklen: