Dermatologi
Vigtigt at holde øje med infertilitet hos kvinder med hidradenitis suppurativa
Udgivet:
Kommentarer (0)
Medicinstuderende Cecilia Medianfar fra Sjællands Universitetshospital er en af forskerne bag studiet.
Dansk studie indikerer, at kvinder med hidradenitis suppurativa har højere risiko for infertilitet og dermed har sværere ved at få børn. Man bør være opmærksom på disse patienter, hvis de har givet udtryk for, at de forsøger at få børn, men at det ikke sker af sig selv, siger forsker.
Kvinder med hidradenitis suppurativa slås formentlig med meget mere end bare hudsygdommen.
Det indikerer et nyt dansk studie, hvor forskere har fundet tegn på, at der kan være en sammenhæng mellem hidradenitis suppurativa og øget risiko for infertilitet.
Ifølge en af forskerne bag studiet bør læger måske være ekstra opmærksomme på deres patienter med hidradenitis suppurativa, hvis patienterne fortæller, at de forsøger at få børn.
Det kan være, at patienterne oftere vil have sværere ved at få det ad naturlige veje.
»Jeg vil ud fra vores forskning være forsigtig med klokkeklart at rådgive kvinder med hidradenitis suppurativa, da der er behov for større studier med flere mennesker, før vi kan give klar besked. Men indtil da skal læger måske være mere opmærksomme på de her patienter og på, om infertilitet kan være en problematik,« fortæller en af forskerne bag studiet, medicinstuderende Cecilia Medianfar fra Sjællands Universitetshospital.
Forskningen er offentliggjort i Archives of Dermalotological Research.
Kvinder med hidradenitis suppurativa slås ofte med mere end det
Det er ikke grebet ud af den blå luft, at der blandt kvinder med hidradenitis suppurativa kan være en problematik omkring infertilitet.
Med en større viden om risikoen for infertilitet kan vi enten berolige kvinderne om, at der ikke er noget at bekymre sig om, eller vi kan fortælle dem, at de måske lidt hurtigere skal søge hjælp
Cecilia Medianfar, forsker, Sjællands Universitetshospital
Kvinder med hudsygdommen har oftere svær overvægt, er oftere rygere og lider oftere af PCOS. Alle er faktorer, der kan nedsætte fertiliteten.
Cecilia Medianfar fortæller, at der er et stort behov for at få afklaret den mulige problematik omkring infertilitet hos kvinder med hidradenitis suppurativa, fordi det for det første vil gøre læger klogere på sygdommen og for det andet bidrage til forståelsen af det, som kvinder med sygdommen slås med.
»Det er ikke sjovt for nogen kvinder, hvis de ikke kan blive gravide, men kvinder med hidradenitis suppurativa slås med mange ting i forvejen. De har ofte sociale problemstillinger, kan have problemer med at bevæge sig, er ofte uden for arbejdsmarkedet og kan føle sig stigmatiserede. Med en større viden om risikoen for infertilitet kan vi enten berolige kvinderne om, at der ikke er noget at bekymre sig om, eller vi kan fortælle dem, at de måske lidt hurtigere skal søge hjælp, hvis graviditet ikke sker af sig selv,« forklarer Cecilia Medianfar.
161 danske kvinder med i studie
Flere studier har tidligere indikeret, at der kan være en kobling mellem hidradenitis suppurativa og infertilitet, og det var det, som forskerne bag studiet ønskede at undersøge blandt danske patienter.
I studiet inviterede forskerne 319 kvinder til at deltage, og kvinderne svarede så på forskellige spørgsmål ang. blandt andet, om de havde børn, hvor lang tid de havde forsøgt at få børn, om de havde fået fertilitetsbehandling, og om de havde forskellige risikofaktorer for infertilitet, for eksempel havde været i kræftbehandling.
Da studiet blev lavet i løbet af coronapandemien, var det ikke muligt for alle de inviterede kvinder at deltage, så i alt deltog kun 161.
En tredjedel af kvinderne havde hidradenitis suppurativa, en tredjedel havde anden hudsygdom som for eksempel psoriasis, og en tredjedel havde ingen hudsygdom.
Medianalderen i de tre grupper var hhv. 42 år, 41 år og 45 år.
Større andel slås med infertilitet
Resultatet af undersøgelsen pegede umiddelbart på, at kvinder med hidradenitis suppurativa ikke har øget risiko for infertilitet.
I hvert fald fandt forskerne ingen signifikant forskel mellem de tre grupper.
Dykker man lidt længere ned i tallene, kunne det dog godt tyde på, at der alligevel er en problematik at tale om, og at den ville blive tydelige i et større datasæt.
Selvom vi ikke kunne se noget i hovedanalysen, fortæller de rå tal måske en anden historie, og at disse kvinder måske oftere har behov for hjælp, hvis de gerne vil være gravide
Cecilia Medianfar, forsker, Sjællands Universitetshospital
I hvert fald fandt forskerne, at 25 pct. af kvinderne med hidradenitis suppurativa havde infertilitet som målt ved, at de havde forsøgt at blive gravide i 12 mdr., uden at det var lykkedes.
De tilsvarende tal blandt kvinder med anden hudsygdom og de raske kontroller var 18 pct. og 15 pct.
Tilsvarende havde 14,5 pct. af kvinderne med hidradenitis suppurativa modtaget fertilitetsbehandling mod 12 pct. blandt kvinderne med anden hudsygdom og 5,9 pct. blandt de raske kontroller.
»Selvom vi ikke kunne se noget i hovedanalysen, fortæller de rå tal måske en anden historie, og at disse kvinder måske oftere har behov for hjælp, hvis de gerne vil være gravide,« siger Cecilia Medianfar.
I studiet fandt forskerne også, at kvinder med hidradenitis suppurativa havde meget lavere seksuel funktion end både raske kvinder og kvinder med anden hudsygdom.
Ifølge de justerede analyser i undersøgelsen havde det dog ingen betydning for, om kvinderne havde børn eller ej.
Vær opmærksom på patienter med hidradenitis suppurativa
Cecilia Medianfar ser gerne, at resultaterne bliver efterprøvet i et større studie, hvor det kan slås fast, om der blandt kvinder med hidradenitis suppurativa er en infertilitetsproblematik eller ej.
Indtil det er lavet, har hun svært ved at se, hvordan hun kan rådgive kvinder med hudsygdommen.
Hun mener dog, at læger godt kan være opmærksomme på deres patienter med hidradenitis suppurativa alligevel, hvis de har et ønske om at få børn.
»Man kan i hvert fald være opmærksom på, om de i tillæg til hidradenitis suppurativa har PCOS. Derudover skal vi huske på, at kvinderne kun står for halvdelen af årsagerne til infertilitet. Mændene står for den anden halvdel, så hvis en kvinde med hidradenitis suppurativa ikke kan få børn, kan det også skyldes noget andet end infertilitet hos hende,« siger Cecilia Medianfar.
Del artiklen: