Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Dermatologi

Psoriasisgigt: Komorbiditeter har muligvis ingen betydning for behandling med IL17-hæmmere

Udgivet:
Kommentarer (0)

Over 50 pct. af patienterne med psoriasisgigt har en eller flere komorbiditeter, og det er ikke usædvanligt, at de skifte rundt mellem behandlinger.

Dansk forskning viser, at nogle af de nyeste biologiske lægemidler, IL17-hæmmerne, virker lige godt til personer med psoriasisgigt og flere komorbiditeter som til personer med psoriasisgigt uden komorbiditeter. Studie gør os klogere på det rigtige valg til den enkelte patient med psoriasisgigt, siger forsker.


Nogle behandlinger til personer med psoriasisgigt har nedsat effekt, hvis patienterne har flere komorbiditeter, men det gælder ikke behandling med IL17-hæmmere som secukinumab og ixekizuma. Det viser ny dansk forskning.

Lægemidlerne virker lige godt på alle patienter, som også fastholdes i behandling i lige lang tid.

Til gengæld viser forskningen også, at komorbiditeter kommer med andre problemstillinger for patienter med psoriasisgigt. Det drejer sig blandt andet om øget risiko for angst og depression og højere sygdomsaktivitet.

Ifølge en af forskerne bag studiet er resultatet relevant i og med, at patienter med psoriasisgigt ofte skal afprøve flere lægemidler, før de finder et, som passer til dem.

»Over 50 pct. af patienterne med psoriasisgigt har en eller flere komorbiditeter, og det er ikke usædvanligt, at de skifter meget rundt mellem behandlinger, inden de finder den rigtige. Derfor har vi brug for at få kortlagt, om nogle behandlinger egner sig bedre til nogle grupper af patienter sammenlignet med andre. I den henseende er det positivt, at IL17-hæmmerne ser ud til at virke lige godt på patienter uafhængigt af komorbiditeter. Det gør det lettere for os at vælge den helt rigtige behandling, forbedre vores patienters livskvalitet og samtidig spare penge ved at undgå ikke-effektive behandlingsforløb,« fortæller forsker og medicinstuderende Magnus Petersen fra Parker Institute ved Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Forskningen er offentliggjort i Rheumatology Advances in Practice.

155 danskere med i forsøg

I studiet har forskerne trukket data fra DANBIO-databasen og andre danske databaser på 155 danskere med psoriasisgigt i behandling med IL17-hæmmere.

Forskerne inddelte patienterne i tre grupper i forhold til antallet af komorbiditeter:

  • Ingen komorbiditeter

  • Én komorbiditet

  • To eller flere komorbiditeter eller én alvorlig komorbiditet.

Forsøgsdeltagerne i de 3 grupper var mediant 45-49 år gamle, havde et mediant BMI på mellem 27,2 og 30,5 på tværs af grupperne og havde mediant haft psoriasisgigt i 3 til 5 år.

Forskerne undersøgte derefter, om der mellem grupperne var forskel på blandt andet klinisk respons, behandlingslængde, sygdomsudtryk ved baseline og mere.

»Der er lavet lignende undersøgelser af behandling med TNF-alfa-hæmmere, som repræsenterer en ældre generation af biologiske lægemidler, og her fandt man en forskel, i og med at behandlingsresponset var dårligere hos patienter med flere komorbiditeter, og at gruppen af patienter med flere komorbiditeter også forblev på behandlingen i kortere tid. For psoriasisgigt-patienter med flere komorbiditeter, som måske har været i behandling med TNF-alfa-hæmmere uden effekt, er det interessant, om tendensen også peger i retning af, at IL17-hæmmere måske også virker dårligere på dem, eller om en IL17-hæmmer vil være en bedre behandling,« forklarer Magnus Petersen.

Ingen forskel i behandlingseffekt

Resultatet af undersøgelsen viser, at der mellem de tre grupper ingen forskel var i den kliniske respons på behandlingen med en IL17-hæmmer.

Patienterne forblev i behandlingen i mediant hhv. 1,8 år, 1,9 år og 1,5 år, men der var ingen statistisk signifikant forskel mellem grupperne.

Til gengæld fandt forskerne, at flere komorbiditeter var associeret med større risiko for depression og angst ved baseline, ligesom flere komorbiditeter var associeret med højere niveauer af C-reaktivt protein i blodet, hvilket er en markør for inflammation og dermed sygdomsudtryk ved psoriasisgigt.


Psoriasisgigt

Psoriasisgigt, også kendt som psoriasisartrit, er en kronisk inflammatorisk sygdom, der påvirker både hud og led. Sygdommen påvirker ca. 30 pct. af personer med psoriasis, og det anslås, at omkring 0,1-1 pct. af verdens befolkning generelt lider af psoriasisgigt. Symptomerne inkluderer smerte, stivhed og hævelse i led og sener samt skællende, rød hud.

Behandlingsmulighederne inkluderer NSAID’er, steroider, DMARD’er og biologiske lægemidler. Det er vigtigt at få behandling for psoriasisgigt, da ubehandlet sygdom kan føre til permanent ledskade og nedsat livskvalitet.


»Dette har også tidligere studier peget på, så det var forventeligt og fortæller noget om, at denne gruppe patienter med psoriasisgigt og flere komorbiditeter er en meget syg patientgruppe, vi skal passe godt på,« siger Magnus Petersen.

Han tilføjer, at forskerne i studiet blot har kigget på 155 patienter med psoriasisgigt, hvilket er en forholdsvis lille patientgruppe, og at man som sådan skal være varsom med at slå for tykke streger under konklusionen.

»Normalt er man i kliniske studier glad for at finde en forskel, men her er det faktisk godt, at vi ikke finder en, men vi finder det i en smal patientgruppe,« siger Magnus Petersen.

Kan guide behandlingen

Magnus Petersen mener, at resultatet bidrager til viden om, hvordan den enkelte patient med psoriasisgigt bedst behandles.

For den enkelte patient er det relevant at vide, om de på forhånd ikke skal forvente den store effekt af en behandling, fordi de har mange komorbiditeter.

Det kan måske benyttes til hurtigere at skifte fra for eksempel et TNF-alfa-præparat, der er førstevalget mellem biologiske lægemidler til patienter med psoriasisgigt, til en IL17-hæmmer, hvis patienten har mange komorbiditeter.

»Vi kan ikke lave nye retningslinjer på baggrund af det her studie, men ingen har undersøgt dette før os, og vi håber, at vores forskning kan starte en interesse for videre forskning i effekten af IL17-hæmmer-behandling hos psoriasisgigt-patienter med komorbiditeter. Det kan både komme patienterne til gavn, fordi de hurtigere kan komme frem til det lægemiddel, der virker for dem, og det kan også spare samfundet for penge, fordi vi til nogle patienter bruger dyr medicin, som ikke virker, som det skal,« siger Magnus Petersen.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere