Dermatologi
Psoriasis kan være et forvarsel om øget risiko for iskæmisk hjertesygdom
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Denne artikel gør det relevant at undersøge, om man ved at behandle triglycerider ned i forbindelse med en diagnose med psoriasis kan nedsætte sværhedsgraden af psoriasis og samtidig forebygge progression til hjertesygdom,« siger afdelingslæge Anders Møller Greve.
Den genetiske risiko for at have forhøjede niveauer af triglycerider i blodet er associeret til forøget risiko for udvikling af psoriasis, viser dansk forskning. Læger skal måske overveje at måle niveauerne af triglycerider i blodet hos deres patienter med psoriasis, siger forsker.
Forhøjede niveauer af triglycerider i blodet øger ikke bare risikoen for udvikling af iskæmisk hjertesygdom, men også psoriasis.
Det viser et nyt dansk studie, hvori forskere kobler de to sygdomme sammen i et stort datasæt med flere end 100.000 danskere.
Koblingen mellem de to sygdomme gør det ifølge en af forskerne bag studiet relevant at overveje, om det at behandle niveauerne af triglycerider ned hos personer med psoriasis ud over at reducere sværhedsgraden af deres psoriasis måske kan minimere risikoen for udvikling af iskæmisk hjertesygdom.
»Det er i hvert fald klinisk relevant, og måske gør det også, at læger bør undersøge deres patienter med psoriasis for forhøjede niveauer af triglycerider,« siger en af forskerne bag studiet, afdelingslæge og ph.d. Anders Møller Greve fra Afdeling for Klinisk Biokemi ved Rigshospitalet.
Forskningen er offentliggjort i British Journal of Dermatology.
Forskere og læger har længe spekuleret i, om forhøjede niveauer af triglycerider i blodet kan lede til mere end bare øget risiko for iskæmisk hjertesygdom.
Sagen er nemlig, at personer med forhøjede niveauer af triglycerider i blodet også ofte har høje niveauer af C-reaktivt protein, der er en markør for inflammation i kroppen.
Tanken bag det nye studie var, at det forhøjede niveau af inflammation i kroppen kunne lede til udvikling af psoriasis, der jo er en inflammatorisk tilstand i huden.
Som naturens eget lodtrækningsforsøg
For at undersøge en mulig sammenhæng granskede forskerne data fra Herlev-Østerbro-undersøgelsen, hvor flere end 100.000 danskere har deltaget og blandt andet afgivet blodprøver samt svaret på spørgsmål vedrørende deres helbred.
Det er tidligere slået fast, at personer med psoriasis har forhøjet risiko for udvikling af hjertesygdom
Anders Møller Greve, forsker, Rigshospitalet
I studiet sammenholdt forskerne forekomsten af genetiske varianter for øgede niveauer af triglycerider i blodet hos studiedeltagerne med hospitalskoder for en diagnose med psoriasis eller med udskrivelse af medicin til behandling af psoriasis.
Forskerne tog ved baseline i studiet alle med en diagnose med psoriasis ud af datasættet og undersøgte efterfølgende for nye tilfælde af psoriasis i en opfølgningsperiode på mediant 9,3 år.
»Niveauerne af triglycerider i blodet kan være forhøjede af mange årsager, men når vi kigger på de genetiske varianter for forhøjede niveauer af triglycerider, er det som naturens eget lodtrækningsforsøg, der giver os en meget bedre indsigt i en mulig årsagssammenhæng,« forklarer Anders Møller Greve.
Markant forøget risiko
Resultatet af studiet viser, at personer med genetisk disposition for forhøjede niveauer af triglycerider i blodet havde markant forhøjet risiko for i opfølgningsperioden at udvikle psoriasis.
855 fik i opfølgningsperioden stillet en diagnose med psoriasis, og forskerne fandt, at en fordobling i niveauerne af triglycerider i blodet var associeret til 1,26 gange forhøjet risiko for at have udviklet psoriasis.
Anders Møller Greve forklarer, at i hele tal udvikler omkring to pct. af befolkningen psoriasis, mens risikoen var én til to pct. højere, hvis studiedeltagerne havde forhøjede niveauer af triglycerider i blodet.
Derudover fandt forskerne, at forskellen i udvikling af psoriasis mellem personer med høje og normale niveauer af triglycerider i blodet for alvor blev tydelig efter 40-årsalderen.
Psoriasis kan være et varsel om hjertesygdom
Ifølge Anders Møller Greve kan man trække flere interessante konklusioner ud af studiet.
For det første ser det ud til, at inflammation associeret til forhøjede niveauer af triglycerider i blodet måske kan lede til udvikling af psoriasis.
En anden interessant vinkel er forskellen på det tidspunkt, hvor en diagnose med hhv. psoriasis og iskæmisk hjertesygdom typisk opstår.
Her ser Anders Møller Greve en mulighed for, at en diagnose med psoriasis omkring 40-årsalderen kan være et forvarsel om forøget risiko for udvikling af iskæmisk hjertesygdom efter 50-årsalderen.
»Det er tidligere slået fast, at personer med psoriasis har forhøjet risiko for udvikling af hjertesygdom, uden at man har vidst hvorfor. Denne artikel kommer med en mulig forklaring på sammenhængen og gør det relevant at undersøge, om man ved at behandle triglycerider ned i forbindelse med en diagnose med psoriasis kan nedsætte sværhedsgraden af psoriasis og samtidig forebygge progression til hjertesygdom,« siger han.
Anders Møller Greve mener også, at læger kan bruge sammenhængen diagnostisk til at identificere nogle personer med forhøjede niveauer af triglycerider i blodet.
»Får en patient en diagnose med psoriasis, vil det være relevant også at undersøge dem for forhøjede niveauer af triglycerider i blodet. Vi ved, at overvægt, fed kost og alkohol øger niveauerne af triglycerider i blodet, og det vil da være nærliggende at tro, at man måske kan forebygge udvikling af psoriasis eller sværhedsgraden af psoriasis med vægttab, begrænset alkoholindtag og en kostomlægning, som desuden kan være beskyttende i forhold til risiko for udvikling af iskæmisk hjertesygdom,« siger han.
Del artiklen: