Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Dermatologi

Klar sammenhæng mellem eksem og bred vifte af andre sygdomme

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Tilbage i 1980erne var børneeksem en relativ ny sygdom, så nu hvor denne generation bliver ældre, rykker vi ind i nyt territorium i forhold til forståelsen af konsekvenserne af den. Nu kan vi blandt andet begynde at se på, hvad det betyder for risikoen for andre sygdomme at have fået stillet en diagnose med børneeksem som barn. Her kan vi blandt andet se et stort genetisk overlap i forhold til andre immunologiske sygdomme, men også en psykisk påvirkning, som øger risikoen for psykiatriske sygdomme,« forklarer en af bidragyderne

Personer med atopisk eksem har øget risiko for at udvikle alt fra kroniske tarminfektioner til psykiske sygdomme. Dansk forsker advarer forældre om ikke at tage det alvorligt nok.


I 1980’erne oplevede store dele af den vestlige verden en eksplosion i forekomsten af børneeksem (atopisk eksem), som har varet ved indtil i dag.

Gennem mange år har læger fortalt forældre, at der ikke har været noget at bekymre sig om, og at næsten alle børnene nok skulle vokse fra det, men ny forskning peger på, at det i hvert fald er en sandhed med modifikationer.


EAACI 2021:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets EAACI her.


I et nyt studie med svenske registerdata viser forskere, at personer, der i 1970’erne og 1980’erne fik en diagnose med atopisk eksem i Sverige, her omkring 40 år senere har signifikant højere risiko for blandt andet at udvikle kroniske tarminfektioner, infektioner generelt, psykiatriske sygdomme og en lang række andre sygdomme.

Forskningsresultatet er netop blevet præsenteret på den årlige kongres for European Academy of Allergy and Clinical Immunology (EAACI).

»Tilbage i 1980erne var børneeksem en relativ ny sygdom, så nu hvor denne generation bliver ældre, rykker vi ind i nyt territorium i forhold til forståelsen af konsekvenserne af den. Nu kan vi blandt andet begynde at se på, hvad det betyder for risikoen for andre sygdomme at have fået stillet en diagnose med børneeksem som barn. Her kan vi blandt andet se et stort genetisk overlap i forhold til andre immunologiske sygdomme, men også en psykisk påvirkning, som øger risikoen for psykiatriske sygdomme,« forklarer en af bidragyderne til det nye studie, professor og overlæge Jacob Thyssen fra Hudafdelingen på Bispebjerg Hospital.

Flere end 200.000 svenskere indgik i forsøg

Det her studie viser i knastørre tal, at det genetiske overlap kommer til udtryk som øget risiko for at udvikle autoimmune sygdomme, hvis man har eksem

Jacob Thyssen, professor og overlæge, Hudafdelingen på Bispebjerg Hospital

I studiet er indgået data på 92.413 svenskere med mild til moderat atopisk eksem (gennemsnitsalderen var 42,2 år, og 65 pct. var kvinder), 15.361 personer med svær atopisk eksem (gennemsnitsalderen var 46,8 år og 62, 4 pct. var kvinder) samt 107.774 matchede kontroller (gennemsnitsalderen var 42,9 år og 64,6 pct. var kvinder).

Forskerne sammenlignede i studiet forekomsten af en lang række følgesygdomme mellem grupperne og fandt, at personer, der havde fået en diagnose med børneeksem, i langt højere grad havde risiko for at udvikle de forskellige undersøgte sygdomme.

Det drejede sig blandt andet om astma, allergi, fødevareallergi, psykiatriske sygdomme, neurologiske sygdomme, øjensygdomme, infektioner, immunologiske sygdomme, infektionssygdomme, endokrinologiske sygdomme og metaboliske sygdomme.

For personer med mild til moderat eksem fandt forskerne ingen sammenhæng mellem atopisk eksem og øget risiko for type 2-diabetes, men den sammenhæng fandt forskerne hos personer med svær atopisk eksem.

Forskerne fandt også, at jo længere tid personer havde gået uden symptomer på atopisk eksem, desto lavere var deres risiko for at udvikle andre sygdomme.

Genetisk overlap til nogle sygdomme

Jacob Thyssen fortæller, at det er velkendt, at der er et genetisk overlap mellem eksempelvis eksem og astma samt allergi.

Det samme gælder også for autoimmune sygdomme som kroniske tarminfektioner, der har genetisk overlap med 39 risikogener for atopisk eksem.

»Det her studie viser i knastørre tal, at det genetiske overlap kommer til udtryk som øget risiko for at udvikle autoimmune sygdomme, hvis man har eksem,« siger Jacob Thyssen.

Når det gælder den øgede risiko for at udvikle psykiatriske sygdomme, skal en stor del af forklaringen formentlig findes i, at atopisk eksem som sygdom er enormt psykisk belastende.

er har været en tendens blandt mange forældre til at se tiden an, men man skal behandle eksemen aggressivt og hurtigt, så man får kontrol over den, og den ikke bliver kronisk

Jacob Thyssen, professor og overlæge, Hudafdelingen på Bispebjerg Hospital

Sygdommen rangerer som nummer 17 på listen over sygdomme, der er allermest livsødelæggende. Det er højere rangerende end eksempelvis type 1-diabetes som barn.

»Eksem påvirker psyken rigtig meget, og vi ved fra tidligere studier, at personer med eksem generelt klarer sig dårligere i uddannelsessystemet. Her kan vi så også se, at de har øget risiko for at udvikle blandt andet depression og angst,« siger Jacob Thyssen.

Forældre må ikke være tilbageholdende

Ifølge Jacob Thyssen understreger studiet, hvor vigtigt det er at tage hånd om eksem tidligt i livet, da det ellers kan være forbundet med en masse andre sygdomme.

Eksempelvis skal forældre ifølge lægen ikke være tilbageholdende med at bruge hormoncreme, hvis deres barn udvikler eksem.

»Der har været en tendens blandt mange forældre til at se tiden an, men man skal behandle eksemen aggressivt og hurtigt, så man får kontrol over den, og den ikke bliver kronisk. Vi har en masse værktøjer til at få bugt med eksem, men i mange tilfælde bruger vi dem ikke,« siger Jacob Thyssen.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere