Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Dermatologi

Højdepunkter fra EADV: Personer med hudsygdomme bliver stigmatiseret og sover dårligt om natten

Udgivet:
Kommentarer (0)

To studier på den årlige kongres for European Academy of Dermatology and Venereology viser, at det at have hudsygdomme både kommer med øget risiko for at sove dårligt om natten og er associeret til stigma.


Voksne kvinder med akne bliver i samfundet anset som mindre tiltrækkende, mindre troværdige, mindre succesfulde, mindre dominerende, mindre glade og som havende mindre selvtillid.

Det viser et globalt studie, der er blevet præsenteret data fra på den årlige kongres for European Academy of Dermatology and Venereology (EADV).


EADV 2023

Dagens Medicins journalist Kristian Sjøgren rapporterer fra årets EADV i Berlin. Følg dækningenher


I studiet brugte forskere kameraer og computere til at følge øjnene på folk, der så på neutrale eller følelsesladede ansigter af kvinder med eller uden akne.

Én forsøgsgruppe blev bedt om at vurdere graden af akne, mens en anden blev bedt om at bedømme forskellige personlighedstræk ud fra de vurderede billeder.

Forsøgsdeltagerne var i gennemsnit i 30’erne.

Resultatet af studiet viste, at forsøgsdeltagerne vurderede kvinder med akne mindre tiltrækkende, mindre troværdige, mindre succesfulde, mindre dominerende, mindre glade og som havende mindre selvtillid.

Den værste vurdering af udseende fik kvinder med akne omkring munden, kæbelinjen og hagen. Denne gruppe af kvinder blev også vurderet til at være mindst glade.

Over de seneste 10 år har der været en stigning på 10 pct. i andelen af kvinder med akne i voksenlivet, hvor det er velundersøgt, at det kan have stor betydning for selvtillid, social isolation og psyken.

Selvom det er velkendt, at akne for en stor dels vedkommende skyldes genetik, er tilstanden også under indflydelse af andre faktorer, for eksempel stress, hormoner og kost, som alle kan øge risikoen for udvikling af akne.

Vores studie er det første til at vise effekten af mangel på søvn på fysik funktion hos personer med hudsygdom. Disse fund understreger det kritiske behov for tidligt at opdage og behandle søvnforstyrrelser

Bruno Haliouda, forsker, Paris

Flere studier har også vist, at lavere vurderet fysiske karakteristika kan lede til social stress, mere biologisk stress og også dårligere helbred. Udseende kan også spille en rolle for, om man bliver ansat i et givent job eller ej.

»Efter mere end et årti inden for feltet har jeg konsistent set, at voksne kvinder med akne er socialt mere udfordrede sammenlignet med for eksempel unge med akne. Disse nye fund understreger dette. Det var dog overraskende, at kvinder med mere udbredt akne med flere læsioner modtog mere positive vurderinger end kvinder med akne omkring U-zonen,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge Marek Jankowski fra Faculty of Medicine Bydgoszcz, Polen, i en pressemeddelelse fra EADV.

Han uddyber, at behandling bør fokusere på patienternes livskvalitet, ikke kun at reducere det overfladeareal af huden, som er påvirket af akne.

»Uheldigvis er det ikke et nuværende mål i behandlingen af akne, hvor guidelines stadig advokerer for specifikke behandlingsmodaliteter baseret på antallet af læsioner og deres lokation. Ikke overraskende korrelerer alvorsgraden af akne ikke med livskvalitet hos patienter med akne,« siger Marek Jankowski.

Hudsygdomme leder til dårlig søvn

Næsten halvdelen af patienter med hudsygdom sover også dårligt om natten.

Det var konklusionen på et andet af de store studier, der blev præsenteret data fra på EADV.

I ALL PROJECT, som studiet hedder, har forskere analyseret data på 50.000 personer med hudsygdom fra 20 forskellige lande.

42 pct. af forsøgsdeltagerne oplevede forstyrret søvn, hvilket havde stor indvirkning på deres liv. Blandt andet fortalte 49 pct. af personer med hudsygdom, at de havde reduceret produktivitet på arbejdet mod 19 pct. af personer uden hudsygdom.

De symptomer, der oftest havde indvirkning på søvnkvaliteten, var i studiet kløe (60 pct.) og brændende eller kildende fornemmelse (17 pct.).

Ydermere fortalte personer med hudsygdom også oftere, at de vågnede op trætte. Det gjorde 81 pct. af personer med hudsygdom mod 64 pct. af personer uden hudsygdom.

Personer med hudsygdom havde også oftere perioder med sløvhed i løbet af dagen (83 pct. mod 71 pct.), grus i øjnene (58 pct. mod 42 pct.) og gabte gentagne gange i løbet af dagen (72 pct. mod 58 pct.).

»Vores studie er det første til at vise effekten af mangel på søvn på fysik funktion hos personer med hudsygdom. Disse fund understreger det kritiske behov for tidligt at opdage og behandle søvnforstyrrelser,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge Bruno Haliouda fra Paris, i en pressemeddelelse.

Hidradenitis suppurativa forbundet med voldsomt stigma

I studiet havde forskerne også lavet en grundig undersøgelse af, hvordan hudsygdommen hidradenitis suppurativa påvirker livskvaliteten hos dem, som lider af den.

Hudsygdommen leder til udslet og arvævsdannelse i blandt andet skridtet, på brysterne og i armhulerne, men årsagen til hidradenitis suppurativa er endnu ukendt, selvom behandling kan lede til, at symptomerne forsvinder eller bliver forbedret.

Resultater fra ALL PROJECT viser, at 77 pct. af personer med hidradenitis suppurativa fortæller om stigmatisering på grund af deres lidelse, mens 58 pct. oplever, at andre afviser eller udelukker dem. 57 pct. oplever, at andre afholder sig fra at røre ved dem, og 54 pct. oplever, at andre ikke nærmer sig dem på grund af deres sygdom.

Konsekvenserne for personer med hidradenitis suppurativa er mange og store.

52 pct. af dem, som følte sig stigmatiseret, tog ikke selfies, og de var også meget mere bevidste om deres eget udseende, når de gik forbi et spejl.

79 pct. af patienter, som var dårlige til at være vedholdende omkring deres behandling, oplevede at blive stigmatiseret.

»Stigmatiseringen forbundet med denne lidelse har stor indflydelse på patienternes liv og kan igangsætte i ond cyklus af isolation og ikke være vedholdende med behandling. Dette studie peger på et behov for øjeblikkeligt at gøre noget, herunder at uddanne befolkningen i at forstå sygdommen og forbedre adgangen til skræddersyede sundhedsydelser og støtte til patienter med hidradenitis suppurativa,« siger Bruno Haliouda.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere