Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Dermatologi

Giver markant reduktion i atopisk eksem: Danske patienter bør tage D-vitamin i minimum 3 måneder årligt

Udgivet:
Kommentarer (0)

Vi har nu relativ flot evidens for at sige, at danskere med atopisk eksem bør tage D-vitamintilskud i minimum tre mdr., da det kan nedbringe symptombyrden,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge og ph.d. Howraman Meteran fra Lungemedicinsk Afdeling, Roskilde/Næstved Sygehus

En dansk gennemgang af den tilgængelige forskning inden for området viser, at der kan være store forbedringer i symptomerne på atopisk eksem at hente ved at indtage kosttilskud med D-vitamin. Det vil give mening, hvis læger anbefaler deres patienter med atopisk eksem at tage D-vitamin i månederne fra oktober til april, siger læge og forsker bag studiet.


Holdningen til D-vitamin har i mange år bølget frem og tilbage.

Nogle gange bliver vitaminet set som en mirakelkur mod både det ene og det andet, mens vitaminet andre gange bliver sat i bås med alternativ behandling og hokuspokus.

Nu viser et nyt dansk studie, at indtag af D-vitamin til at lindre symptomerne på atopisk eksem er alt andet end hokuspokus.

Faktisk fandt forskerne, at D-vitamintilskud gav så markant en forbedring i symptomerne på atopisk eksem, at det vil give mening at anbefale personer med hudsygdommen her i Danmark at tage D-vitamin i årets kolde måneder, hvor mange af os ikke får set nok til Solens lys.

»Jeg vil gerne stå på mål for at sige, at hvis læger har sikret sig, at deres patienter med atopisk eksem smører sig med creme, som de skal, kan det være en lavthængende frugt at plukke at anbefale dem af tage tilskud af D-vitamin fra oktober til april. Vi har nu relativ flot evidens for at sige, at danskere med atopisk eksem bør tage D-vitamintilskud i minimum tre mdr., da det kan nedbringe symptombyrden,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge og ph.d. Howraman Meteran fra Lungemedicinsk Afdeling, Roskilde/Næstved Sygehus, og Institut for Immunologi og Mikrobiologi, Københavns Universitet.

Forskningen er offentliggjort i Nutrients.

D-vitaminmangel koblet til udvikling af AD

Det er ikke grebet ud af den blå luft, at D-vitamin kan have betydning for sygdomsudtrykket ved atopisk eksem.

Vi havde ikke regnet med, at vi ville se så stor en effekt, men den er meget markant og signifikant

Howraman Meteran, læge og ph.d., Roskilde/Næstved Sygehus

Blandt andet har D-vitamin betydning for immunforsvarets funktion, ligesom flere ældre studier har indikeret, at lave niveauer af D-vitamin kan have betydning for udvikling af atopisk eksem.

På den baggrund har flere studier undersøgt, om det at behandle personer med atopisk eksem med D-vitamintilskud kan have effekt på sygdommen.

I det nye studie indsamlede de danske forskere resultaterne fra alle disse tidligere studier i en metaundersøgelse for at se, hvad den samlede bevisbyrde kunne bære.

»Vi samlede et hold med blandt andet en professor i dermatologi, mig selv som forsker med interesse for atopiske lidelser, en forsker med forstand på statistisk metode og flere andre til at belyse dette spørgsmål grundigt fra flere vinkler,« forklarer Howraman Meteran.

Klinisk betydningsfuld effekt

Forskerne identificerede 11 studier, hvori 686 børn eller voksne med atopisk eksem var blevet randomiseret til at modtage D-vitamintilskud eller placebo.

De forskellige studier brugte forskellige scoringssystemer (SCORAD eller EASI) til at vurdere effekt, men ved hjælp af statistiske metoder kunne de danske forskere alligevel samle alle data i ét studie og udelukkende kigge på ændringer i udtrykket af atopisk eksem som mål for effekt af tilskud med D-vitamin.

Resultatet af gennemgangen viste, at effekten af tilskud med D-vitamin til personer med atopisk eksem var meget større, end forskerne havde regnet med.

Samlet set ledte tilskud med D-vitamin til en ændring på 0,52 i standardiseret mean difference i sygdommens udbredelse, hvilket ifølge Howraman Meteran svarer til ‘moderat effekt’ eller ‘klinisk betydende effekt’.

Forskningen viste også, at der var stigende gevinst ved behandling i op til tre mdr. Derefter var der ingen yderligere gevinst ved at indtage D-vitamin.

»Vi havde ikke regnet med, at vi ville se så stor en effekt, men den er meget markant og signifikant. I tre af studierne havde forskerne bag dem behandlet patienterne i endnu længere tid, men det gav ingen øget effekt. Det peger på, at så snart man har tilstrækkelige niveauer af D-vitamin i kroppen, gavner det ikke noget at give det i endnu længere tid eller i større doser,« siger Howraman Meteran.

D-vitaminlagrene skal fyldes op

Ifølge Howraman Meteran peger data entydigt på, at der kan være en gevinst at hente ved at sætte personer med atopisk eksem i behandling med D-vitamin, hvis disse har D-vitaminmangel, sådan som mange danskere har i årets mørkeste måneder.

Sundhedsstyrelsen anbefaler allerede, at personer med astma eller KOL sikrer sig, at de i løbet af vinteren dagligt indtager 10 til 20 mikrogram D-vitamin, og det bør personer med atopisk eksem også gøre.

Howraman Meteran fortæller, at ved indtag af D-vitamin i tre til seks mdr., afhængigt af kropsvægt, kroppens optag, soleksponering og udgangspunktet for D-vitaminniveauet, bør kroppens lagre blive fyldt op, hvilket kan hjælpe immunforsvaret med at fungere optimalt.

Derudover ser D-vitamin også ud til at spille en vigtig rolle i at opretholde lipidbarrieren i huden, og netop lipidbarrierens integritet er udfordret hos personer med atopisk eksem.

»Vores gennemgang af de randomiserede studier inden for området peger alle sammen klart i retning af, at personer med atopisk eksem skal sikre sig, at de tager D-vitamintilskud på givne tidspunkter af året, uden at de dog tager for meget, tager det året rundt eller tror, at det kan være en erstatning for brug af fugtighedscreme, hormoncreme eller anden behandling for deres hudsygdom. Ydermere virker det til, at effekten er størst hos personer med mild til moderat atopisk eksem, hvilket er rigtig godt, fordi det er det, som de fleste lider af, og som vi nu har fået endnu en mulighed for at gøre noget ved, særligt hvis folk oplever opblussen i vintermånederne,« siger Howraman Meteran.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere