Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Dermatologi

Genetik spiller også en rolle for hjertekarrisikoen ved hudlidelsen hidrosadenitis suppurativa

Udgivet:
Kommentarer (0)

Medicinstuderende Valdemar Wendelboe fra Dermatologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital er en af forskerne bag studiet. Han fortæller, at har man en genetisk risiko, skal man særligt være opmærksom på ens hjertekarrisikoprofil, hvis man har hidrosadenitis suppurativa.

Dansk studie viser, at genetik også er involveret i koblingen mellem hudsygdommen hidrosadenitis suppurativa og øget risiko for hjertekarsygdom og diabetes. Måske kan identificerede proteiner være lægemiddelmål i behandlingen af både hjertekarrisikoen og hudsygdommen, siger forsker.


Store observationelle studier har flere gange vist, at personer med hudsygdommen hidrosadenitis suppurativa har øget risiko for udvikling af blandt andet hjertekarsygdom og diabetes.

Personer med hidrosadenitis suppurativa har dog også ofte øget forekomst af overvægt, og så er flere rygere, hvilket kan være med til at forklare sammenhængen.

Nu viser et nyt dansk studie, at også generne spiller en rolle ved sammenhængen mellem hidrosadenitis suppurativa og øget risiko for udvikling af hjertekarsygdom og diabetes.

Den genetiske kobling er ikke vanvittig stærk, men alligevel nok til at det kan give mening at udforske den nærmere for at blive klogere på, hvordan hidrosadenitis suppurativa påvirker andet end huden hos patienterne.

»Det taler ind i historien om en sammenhæng mellem hidrosadenitis suppurativa, diabetes og hjertekarsygdom. Denne sammenhæng skyldes mere end bare rygning og overvægt, og har man en genetisk risiko, skal man måske være ekstra opmærksom på ens hjertekarrisikoprofil, hvis man har hidrosadenitis suppurativa,« fortæller en af forskerne bag studiet, medicinstuderende Valdemar Wendelboe Nielsen fra Dermatologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital.

Forskningen er offentliggjort i JAMA Dermatology.

Data på næsten 400.000 personer med i studie

I studiet undersøgte forskerne først data på 1.200 personer med hidrosadenitis suppurativa, der var blevet helgenomsekventerede i FinnGen-databasen.

På den måde kan vi se, om gener, der øger risikoen for udvikling af hidrosadenitis suppurativa, også øger risikoen for udvikling af hjertekarsygdom eller diabetes

Valdemar Wendelboe Nielsen, forsker, Bispebjerg Hospital

Her identificerede de en serie typiske risikogener for hidrosadenitis suppurativa, og dem ledte de så efter hos 391.481 personer i UK Biobank.

Forskerne lavede en risikoscore for hver person, og på den måde kunne de risikostratificere personerne i UK Biobank ud fra deres genetiske risiko for at have hidrosadenitis suppurativa – uden at personerne i undersøgelsen nødvendigvis havde sygdommen udtrykt.

Forskerne risikostratificerede personerne i UK Biobank efter deres risikoprofil i forhold til at udvikle hidrosadenitis suppurativa og undersøgte så for forekomsten af hjertekarsygdom og diabetes hos de 25 pct. med den højeste risikoscore sammenlignet med de 25 pct. med den laveste risikoscore.

»På den måde kan vi se, om gener, der øger risikoen for udvikling af hidrosadenitis suppurativa, også øger risikoen for udvikling af hjertekarsygdom eller diabetes,« forklarer Valdemar Wendelboe Nielsen.

Forskerne fulgte forsøgspersonerne i 15 år.

Gener og proteiner forandret

Resultatet af undersøgelsen afslører, at personer med høj risikoscore for udvikling af hidrosadenitis suppurativa også har forhøjet risiko for udvikling af hjertekarsygdom og diabetes.

I gruppen med den højeste risikoscore udviklede 8,22 pct. iskæmisk hjertesygdom, og 4,17 udviklede diabetes.

Det vil være interessant at undersøge, om nogle af disse proteiner muligvis kan være lægemiddelmål til behandling af både hidrosadenitis suppurativa og hjertekarrisiko

Valdemar Wendelboe Nielsen, forsker, Bispebjerg Hospital

De tilsvarende tal i gruppen med den laveste risikoscore var 7,81 pct. og 3,66 pct.

Tallene modsvarer en risikoforøgelse hos personer med høj genetisk risikoscore for hidrosadenitis suppurativa på hhv. seks pct. og 14 pct. for hjertekarsygdom og diabetes.

Valdemar Wendelboe Nielsen erkender, at tallene ikke er af en størrelse, så man kan bruge dem klinisk til at inddele personer med hidrosadenitis suppurativa i grupper med høj eller lav risiko for udvikling af hjertekarsygdom eller diabetes.

»Det kommer nok ikke til at få en direkte anvendelse i den retning, men vi kan i stedet se den polygenetiske risikoscore som et værktøj til at udforske den genetiske sammenhæng mellem hidrosadenitis suppurativa og hjertekarsygdom samt diabetes,« siger han.

I studiet undersøgte forskerne også for sammenhænge mellem proteiner i blodet og den polygenetiske risikoscore.

Her fandt de en sammenhæng mellem den polygenetiske risikoscore for hidrosadenitis suppurativa og ændringer i forekomsten af 58 proteiner i blodet.

Proteiner kan være lægemiddelmål

Valdemar Wendelboe Nielsen forklarer, at når det kommer til behandlingen af patienter med hidrosadenitis suppurativa i en klinisk sammenhæng, bør fokus stadig være på at reducere overvægt og få folk til at lade være med at ryge.

Det vil have den største effekt på deres hjertekarrisiko og risiko for udvikling af diabetes.

Den genetiske risikoscore kan i den sammenhæng måske bruges til at skabe ekstra opmærksomhed på, hvor vigtigt det er for personer med hidrosadenitis suppurativa at have fokus på risikofaktorer for hjertekarsygdom og diabetes.

Endelig mener Valdemar Wendelboe også, at det vil være interessant fremadrettet at undersøge, hvilke metaboliske og vaskulære processer de identificerede proteiner spiller ind i, og hvordan det måske kan være med til at kaste mere lys over sammenhængen mellem sygdom og hjertekarrisiko hos personer med hidrosadenitis suppurativa.

»Det vil være interessant at undersøge, om nogle af disse proteiner muligvis kan være lægemiddelmål til behandling af både hidrosadenitis suppurativa og hjertekarrisiko,« siger han.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere