Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Dermatologi

Forskere kortlægger hudens sunde og usunde mikrobiom ved akne

Udgivet:
Kommentarer (0)

Forskere kortlægger, hvordan hudens bakteriesammensætning ændrer sig ved akne, og hvordan behandlinger faktisk kan øge forekomsten af bakterier, som vi bestemt ikke har lyst til at have i huden. Forskningen giver også indsigt i en ny tilgang til behandling af hudsygdommen, siger forsker.


Når primært unge mennesker udvikler akne, sker der forandringer i bakteriesammensætningen i huden.

Den nye bakteriesammensætning kan lede til blandt andet inflammation og udvikling af bumser, og for nogle unge kan akne være så alvorligt, at det rammer både deres udseende og selvværd hårdt.

Nu viser et nyt studie, hvad der præcist sker med bakteriesammensætningen i huden ved udvikling af akne, og når man behandler akne.


EADV 2024:Dagens Medicins journalist Kristian Sjøgren rapporterer direkte fra årets EADV i Amsterdam. Følg dækningen her.


Forskningen viser også, hvad man muligvis kan gøre for at behandle tilstanden anderledes i fremtiden.

»Problemet med akne er, at de nuværende behandlinger ikke bare slår de problematiske bakterier ihjel, men alle bakterier. Det gør huden sårbar over for kolonisering med bakterier, som vi ikke vil have i og på huden. Derfor er vi nødt til at blive klogere på, hvad der kendetegner et sundt hudmikrobiom, og hvad der kendetegner et usundt hudmikrobiom. Det kaster dette studie lys over,« fortæller en af forskerne bag studiet, lektor Holger Brüggemann fra Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet.

Holger Brüggemann har netop præsenteret de nye forskningsresultater, der er lavet i samarbejde med speciallæge og lektor Hans B. Lomholt fra Hudlægecenter Nord og Aalborg Universitet, på den årlige kongres for European Academy of Dermatology and Venereology (EADV).

Lægemidler slår alt ihjel

Hudens mikrobiom i ansigtet og den øvre del af ryggen er primært domineret af bakterier af arten Cutibacterium acnes.

Cutibacterium acnes findes dog i fleretyper, hvoraf nogle er gode at have i huden, mens vi helst gerne vil være fri for andre, da de er associeret til øget grad af inflammation.

Ved akne er det også velkendt, at diversiteten af bakterier i hudens mikrobiom er smallere.

I studiet undersøgte forskerne sammensætningen af bakterier i huden hos personer med normal hud, hos personer med akne og hos personer med akne efter behandling med retinoider for tilstanden.

Undersøgelsen fremhæver betydningen af ​​forskellige typer af bakterier i huden og antyder, at visse typer er mere tilbøjelige til at bidrage til akne, mens andre bidrager til sund hud

Holger Brüggemann, lektor, Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet

Typisk behandles moderat til alvorlig akne med retinoider, der udtørrer huden for den olie, som bakterierne skal bruge for at overleve.

»Problemet med retinoider er dog, at det også fjerner levegrundlaget for de bakterier, som vi gerne vil have i huden,« forklarer Holger Brüggemann.

Behandling laver rod i hudmikrobiomet

Undersøgelsen viser, at forekomsten af ​​de skadelige stammer af Cutibacterium acnes stiger i relative antal ved akne sammenlignet med i sund hud.

Forskningen viser også, at behandling med retinoider reducerer forekomsten 37-fold, hvilket også er årsagen til, at denne form for behandling er så effektiv.

Ydermere viser undersøgelsen, at akne skaber dysbiose i forholdet mellem andre bakterier end Cutibacterium acnes. Blandt andet leder akne til dysbiose mellem forskellige arter af stafylokokker, hvilket ifølge Holger Brüggemann formentlig også har betydning for sygdommens udvikling og hudmikrobiomets muligheder for at indeholde en sund sammensætning af bakterier.

Skal der nogle tal på bordet, så viser forskningsresultatet en relativ stigning i andelen af stafylokokker sammenlignet med Cutibacterium acnes i huden fra 1:34 i sund hud til 1:11 ved akne. Samtidig sker der et skifte i sammensætningen af arter, for eksempel forsvinder arter som Staphylococcus hominis, mens der kommer flere af den skadelige Staphylococcus aureus.

Behandling med retinoider reducerede i studiet forekomsten af stafylokokker i huden med 3,6 fold, men reduktionen var hovedsageligt båret af en reduktion i Staphylococcus epidermidis, mens der samtidig skete en stigning i andelen af den skadelige Staphylococcus aureus hos nogle patienter.

»Undersøgelsen fremhæver betydningen af ​​forskellige typer af bakterier i huden og antyder, at visse typer er mere tilbøjelige til at bidrage til akne, mens andre bidrager til sund hud. Derudover kan vi vise, at selvom behandling med retinoider reducerer forekomsten af Cutibacterium acnes, skaber behandlingen også bedre miljø for skadelige bakterier som Staphylococcus aureus,« siger Holger Brüggemann.

Vil bekæmpe bakterier med bakterier

Ifølge Holger Brüggemann tegner forskningsresultatet et billede af, hvordan man muligvis kan skabe balance i hudmikrobiomet og derigennem eliminere fundamentet for de bakterier, der bidrager til udvikling af akne.

Løsningen bør ikke være en behandling, der tager livet af alle bakterier, men snarere en behandling, der spænder ben for de skadelige bakterier, og samtidig understøtter væksten af de bakterier, som vi gerne vil have i huden.

Løsningen er med andre ord ikke antibiotika eller retinoider, men Holger Brüggemann har et andet forslag.

Sammen med sine kolleger har han identificeret nogle bakterier, der selektivt angriber de akne-associerede bakterier og slår dem ihjel uden at gøre skade på andre.

Det betyder, at hvis man smører disse bakterier på huden, vil de skadelige bakterier forsvinde, mens de gode vil blive ved med at være der.

»Det er noget forskning, som vi vil gå videre med. Vi er heller ikke alene om at tænke i disse baner, da nogle firmaer også er begyndt at undersøge muligheden for at behandle akne på en helt ny måde med hjælp fra bakterier til selektivt at dræbe de skadelige bakterier, som bidrager udvikling af akne,« siger Holger Brüggemann.


Dagens Medicin tager hudsygdomme alvorligt

Udover at dække årets EADV-kongres, afholder Dagens Medicin 22. oktober Dermatologidagen 2024, hvor du får den nyeste viden serveret fra førende eksperter.Meld dig til her. Derudover arrangerer vi 28. novemberen politiske høring, hvor du kan deltage i debatten om fremtidens behandling af psoriasis, atopisk eksem og HS patienter.


Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere