Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Dermatologi

Få overblikket: Her er de danske højdepunkter fra EADV

Udgivet:
Kommentarer (0)

Læge og seniorforsker David Thein har præsenteret hele tre forskningsresultater på årets EADV 2024 i Amsterdam

På årets kongres for European Academy of Dermatology and Venereology fremlagde danske forskere flere interessante forskningsresultater vedrørende blandt andet atopisk eksem, håndeksem, akne og behandlinger af de forskellige hudsygdomme.


Efter flere hektiske dage med en overflod af nye forskningsresultater inden for dermatologien er det tid til at se tilbage på den netop overståede kongres for European Academy of Dermatology and Venereology (EADV).

Kongressen bød igen i år på flere interessante forskningsresultater fra både ind- og udland, og her kommer en opdatering på nogle af de forskningsresultater, der stod en dansk afsender bag.

1. Flares har stor betydning for livskvalitet ved AD

For det første var der de forskningsresultater, som postdoc Mia-Louise Nielsen fra Dermatologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital fremlagde på kongressen.

For nogle patienter kan det være rigeligt med en mild behandling eller en creme det meste af tiden, mens de på andre tidspunkter kan have behov for systemisk behandling.

Mia-Louise Nielsen, postdoc, Bispebjerg Hospital

Mia-Louise Nielsen havde med sine kollegaer analyseret spørgeskemabesvarelser fra 1.557 personer med atopisk eksem i Danish Skin Cohort og undersøgt flares hos personer med atopisk eksem.

Forsøgsdeltagerne svarede blandt andet på spørgsmål angående alvorsgrad af eksem, hyppighed og alvorsgrad af flares, brug af medicinsk behandling for atopisk eksem og livskvalitet.

Forskningsresultatet pegede på en klar sammenhæng mellem alvorsgrad af atopisk eksem, hyppighed af flares og livskvalitet.

Det gør, at Mia-Louise Nielsen gerne ser en anden tilgang til patienter med atopisk eksem med flares, hvor behandlingen justeres, når patienterne oplever flares.

»For nogle patienter kan det være rigeligt med en mild behandling eller en creme det meste af tiden, mens de på andre tidspunkter kan have behov for systemisk behandling. Det skal vi kunne rumme, så det i hvert fald ikke er manglende behandling, som er årsagen til forringelse af livskvalitet hos denne patientgruppe,« sagde hun, da Dagens Medicins reporter snakkede med hende.

2. Sikkerhed ved medicinsk behandling er vigtigst for personer med atopisk eksem

Forskningsassistent Sascha Dinsen Wreschner Stave fra Bispebjerg Hospitals Dermatologisk Afdeling og Videncenter for Hudkræft var kommet til EADV med forskningsresultater, der peger på, at sikkerhed ved medicinsk behandling er vigtigst for patienter med atopisk eksem.

Sascha Dinsen Wreschner Stave havde ligesom Mia-Louise Nielsen analyseret spørgeskemaer fra Danish Skin Cohort, hvor personer med atopisk eksem havde svaret på, hvad de vægtede højest ved en behandling for sygdommen.

For det første kunne forskerne se, at i valget mellem daglige piller eller injektioner hver anden uge foretrak 57,4 pct. af forsøgsdeltagerne pillerne.


EADV 2024:

Dagens Medicins journalist Kristian Sjøgren rapporterer direkte fra årets EADV i Amsterdam. Følg dækningen her.


Men hvis forskerne koblede en minimal risiko til brugen af pillerne, for eksempel ekstremt lille risiko for blodpropper eller kræft (samme niveau som beskrevet for de orale JAK-hæmmere), foretrak 81,8 pct. af patienterne brugen af injektion.

Over hele linjen viste det sig, at lægemiddelsikkerhed var vigtigere end noget andet, og at usikkerhed omkring sikkerheden ved et lægemiddel kan være årsagen til, at mange personer med atopisk eksem er underbehandlede.

»Patienterne kan blive nervøse for brugen af et givent lægemiddel, hvor de er usikre på bivirkningerne, og så stopper de måske behandlingen eller skruer selv ned for brugen. Dette sker på trods af, at bivirkningerne til behandlingen potentielt er ekstremt sjældne, reversible eller først viser sig efter livslang anvendelse af præparatet. Det gør, at patienterne måske ikke er så velbehandlede, som vi gerne vil have,« fortalte Sascha Dinsen Wreschner Stave.

3. Chokerende mange danskere har håndeksem

Læge og seniorforsker David Thein fra Dermato- & Venerologisk Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital præsenterede på EADV hele tre forskningsresultater, hvoraf vi på Dagens Medicin har skrevet om to af dem.

Det ene omhandlede, at chokerende mange danskere lider af håndeksem, og at mange lider af kronisk håndeksem.

Resultaterne baserede sig endnu en gang på spørgeskemaer fra Danish Skin Cohort og viste, at 11,7 pct. af de adspurgte havde håndeksem, mens 3,7 pct. havde kronisk håndeksem.

60 pct. af dem med kronisk håndeksem havde det vedvarende i mere end tre mdr., og det tegner et billede af, at mange med tilstanden er underbehandlede.

Undersøgelsen fremhæver betydningen af forskellige typer af bakterier i huden og antyder, at visse typer er mere tilbøjelige til at bidrage til akne, mens andre bidrager til sund hud.

Holger Brüggemann, lektor, Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet

Det bør de dog ikke være, da der findes mange forskellige behandlinger til at tackle håndeksem.

»Mange patienter – og til tider også læger – tror måske, at hvis steroidbehandling ikke virker, kan ingenting hjælpe, men sådan er det slet ikke. Der er mange ting, som vi som læger kan gøre for vores patienter med håndeksem. Vi kan i hvert fald ikke have, at folk skal leve med et problem, der kan påvirke deres livsglæde og funktion, men som vi kan gøre noget ved. Det er også et spørgsmål om opmærksomhed i almen praksis, så man i højere grad får sendt patienter med håndeksem videre til en hudlæge, hvis man ikke selv kan hjælpe dem videre i behandlingen,« fortalte David Thein til vores journalist.

4. Skuffende effekt af dupilumab ved astma og atopisk eksem

David Theins andet studie omhandlede behandlingen af patienter med atopisk eksem og astma med dupilumab.

I studiet havde David Thein med sine kollegaer undersøgt, i hvor lang tid danskere med hhv. atopisk eksem og astma forbliver i behandling med lægemidlet.

264 personer med atopisk eksem og 252 personer med astma indgik i studiet.

Resultaterne var dog ret så skuffende.

For patienter med astma stoppede mere end 50 pct. i behandlingen med dupilumab inden for to mdr. Det betød, at den mediane behandlingslængde var på sølle 2,2 mdr.

For patienter med atopisk eksem var tallene lidt bedre. Her forblev 50 pct. af patienterne stadig på behandlingen efter 9,5 mdr.

»For patienter med astma er det ikke et godt resultat. For patienterne med atopisk eksem ser vi, at en tredjedel falder fra allerede inden for ét år. Selvom det ikke er ønskværdigt, er det dog ikke så slemt, når man sammenligner med nogle af de ældste biologiske behandlinger til personer med for eksempel psoriasis. Dog har vi i behandlingen af psoriasis fået adgang til meget mere effektive behandlinger, og der er nu også nyere biologiske behandlingsalternativer til atopisk eksem. Dette kunne man også ønske sig for patienterne med astma,« sagde David Thein.

5. Kortlægning af hudens mikrobiom ved akne

Endelig fik vi også talt med lektor Holger Brüggemann fra Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet om hans forskning i den bakterielle sammensætning i huden i ansigtet hos personer med akne.

I studiet undersøgte forskerne sammensætningen af bakterier i huden hos personer med normal hud, hos personer med akne og hos personer med akne efter behandling med retinoider for tilstanden.

Forskningen pegede på, at der ved akne kommer flere skadelige stammer af Cutibacterium acnes i huden sammenlignet med de gavnlige stammer.

Behandlingen med retinoider reducerede dog forekomsten af denne type bakterier 37-fold.

Forskningen viste også, at ved akne og behandling af akne opstår der dysbiose mellem andre typer af bakterier, herunder forskellige stammer af stafylokokker.

Også her var der et skifte i retning af højere forekomst af mere skadelige bakterier i huden ved akne og behandling af akne.

»Undersøgelsen fremhæver betydningen af ​​forskellige typer af bakterier i huden og antyder, at visse typer er mere tilbøjelige til at bidrage til akne, mens andre bidrager til sund hud. Derudover kan vi vise, at selvom behandling med retinoider reducerer forekomsten af Cutibacterium acnes, skaber behandlingen også bedre miljø for skadelige bakterier som Staphylococcus aureus,« sagde Holger Brüggemann.

Forskeren fortalte også, at han sammen med sine kollegaer arbejder på at udvikle en ny behandling til akne, hvor behandlingen består af gavnlige bakterier, som angriber de akne-fremkaldende bakterier i huden.


Dagens Medicin tager hudsygdomme alvorligt

Udover at dække årets EADV-kongres, afholder Dagens Medicin 22. oktober Dermatologidagen 2024, hvor du får den nyeste viden serveret fra førende eksperter.Meld dig til her. Derudover arrangerer vi 28. novemberen politisk høring, hvor du kan deltage i debatten om fremtidens behandling af psoriasis, atopisk eksem og HS patienter.


Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere