Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Dermatologi

Danske forskere finder mulig kobling mellem psoriasis og øget risiko for andre sygdomme

Udgivet:
Kommentarer (0)

Læge Bjørn Kromann Hansen er med i forskergruppe bag studie, der gør forskere klogere på den systemiske inflammation ved psoriasis.

Danske forskere har undersøgt, hvordan psoriasis påvirker de proteiner, som findes i blodet. Undersøgelsen peger på, at komplement-kaskade-proteiner spiller stor rolle ved psoriasis og måske kan forklare koblingen mellem psoriasis og øget risiko for andre sygdomme.


Når personer har psoriasis, har de ikke bare sygdom i huden, men i hele kroppen.

Det bliver mere og mere klart, i takt med at forskere og læger er blevet mere interesseret i at forstå, hvad der ellers sker i kroppen, når folk har psoriasis.

Den systemiske del af psoriasis er der netop kommet ny viden om, idet danske forskere har analyseret, hvordan psoriasis påvirker op- eller nedreguleringen af næsten 700 proteiner i blodet, herunder inflammationsmarkører og proteiner relateret til immunforsvaret.

Studiet peger på, at proteiner med betydning for den medfødte del af immunforsvaret bliver opreguleret ved psoriasis, og det kan måske være med til at forklare koblingen mellem psoriasis og øget risiko for andre sygdomme, for eksempel hjerte-karsygdom.

»Andre studier har vist, at opregulering af komplementproteiner fra det medfødte immunforsvar kan bidrage til udvikling af hjerte-karsygdom, og i vores studie ser vi, at komplementproteinerne er opreguleret i blodet hos personer med psoriasis. Det kan medvirke til koblingen mellem sygdommene og gøre os klogere på den systemiske inflammation ved psoriasis,« forklarer en af forskerne bag studiet, læge og ph.d.-studerende Bjørn Kromann Hansen fra Dermatologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital Roskilde, samt Afdeling for Allergi, Hud- og Kønssygdomme ved Herlev og Gentofte Hospital.

Forskningen er offentliggjort i International Journal of Molecular Science.

691 forskellige proteiner i blodet

I studiet ønskede forskerne at blive klogere på, hvad der sker i blodet, når folk har psoriasis.

Det har forskere i stigende grad interesseret sig for og også undersøgt, men i takt med at undersøgelsesmetoderne til at undersøge niveauerne af proteiner i blodet bliver bedre, bliver det også muligt at gøre billedet skarpere.

I studiet undersøgte forskerne ved hjælp af massespektrometri for forskelle i niveauerne af 691 proteiner i blodprøver fra 59 personer med psoriasis og 21 raske kontroller.

»Vi kan måle meget mere nu, end vi kunne for bare to til tre år siden. Derfor er det også relevant at blive ved med at lave denne slags studier, hvor vi ser på forskelle mellem personer med psoriasis og raske kontroller, for derved at forstå, hvad der adskiller de to grupper, når vi udelukkende ser på, hvad der sker i blodet,« siger Bjørn Kromann Hansen.

Det medfødte immunforsvar er overaktiveret

Resultatet var først og fremmest lidt overraskende for forskerne, idet de havde forventet større forskelle i analyserne fra de to grupper.

Hvis lokalbehandling kan være med til at hjælpe på den systemiske inflammation, vil det alt andet lige være godt for personer med psoriasis

Bjørn Kromann Hansen, læge forsker, Sjællands Universitetshospital Roskilde og Herlev og Gentofte Hospital

Det fandt de ikke; faktisk var der kun få signifikante forskelle mellem personer med psoriasis og raske kontroller.

Bjørn Kromann Hansen understreger, at det er vigtigt at nævne, at selvom 689 proteiner er et højt antal, så indeholder blodet tusindvis af proteiner, som ikke er blevet målt i dette studie.

Forskerne fandt dog, at en håndfuld proteiner var enten op- eller nedreguleret hos personer med psoriasis, herunder især såkaldte komplement-kaskade-proteiner, der er en del af det medfødte immunforsvar, altså kroppens hurtige immunrespons mod blandt andet infektioner.

Disse proteiner var opreguleret hos personer med psoriasis.

»Tidligere studier har indikeret, at dette kunne være tilfældet, men resultaterne har ikke været entydige. Nogle studier har peget på, at komplement-kaskade-proteiner er opregulerede hos personer med psoriasis, mens andre studier har fundet, at de var ens mellem personer med eller uden psoriasis. Selvom vi kun har 80 personer med i vores studie, er det faktisk et af de største af slagsen, hvilket gør, at vi har tillid til vores resultater,« forklarer Bjørn Kromann Hansen.

Kan have betydning for behandling af psoriasis

Bjørn Kromann Hansen mener, at der er to perspektiver i studiet.

For det første er det som sagt velkendt, at personer med psoriasis har forhøjet risiko for hjertekarsygdom.

Studier har også vist, at har man øget aktivitet af komplement-kaskade-proteiner, kan det øge risikoen for udvikling af hjertekarsygdom. Derfor kan komplement-kaskade-proteinerne være en af de faktorer, som kobler psoriasis og hjertekarsygdom sammen.

Et andet interessant perspektiv er ifølge Bjørn Kromann Hansen, at et andet studie har vist, at patienter med øget aktivitet i komplement-kaskade-proteinerne responderer bedre på behandling med topikal creme for deres psoriasis.

På samme vis responderer personer med lav aktivitet i komplement-kaskade-proteinerne mindre godt på topikal behandling.

»Det er vigtigt at behandle psoriasis, og hvis lokalbehandling kan være med til at hjælpe på den systemiske inflammation, vil det alt andet lige være godt for personer med psoriasis og kan måske også reducere risikoen for hjertekarsygdom. Det er selvfølgelig ikke noget, som vi kan udtale os om på baggrund af det her studie, men resultaterne bidrager til en bedre forståelse i denne kontekst,« siger Bjørn Kromann Hansen.

Han uddyber, at det næste skridt i forskningen bør være undersøgelser af, hvordan behandling for psoriasis påvirker niveauerne af komplement-kaskade-proteinerne.

»Og så er det også vigtigt at få undersøgt, om de opregulerede komplement-kaskade-proteiner også er aktiverede, eller om de blot er til stede. Det ved vi ikke på baggrund af vores resultater, så det er væsentligt at få undersøgt først,« siger Bjørn Kromann Hansen.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere