Dermatologi
Dansk studie på EAACI: Medicin til atopisk eksem virker lige godt uanset astmastatus
Udgivet:
Kommentarer (0)
Nogle former for medicin til behandling af atopisk eksem er også godkendt til behandling af astma, men flere lægemidler har lige god effekt på den atopiske eksem uafhængigt af astmastatus, viser et dansk studie præsenteret på årets EAACI.
Der foregår lige nu en kamp mellem lægemiddeludviklere om at vinde markedsandele inden for behandling af voksne med atopisk eksem og samtidig astma.
EAACI 2022:
Find alle vores artikler fra dækningen af årets EAACI her.
I den sammenhæng har lægemidlet dupilumab lige nu førertrøjen på, fordi det var det første lægemiddel på markedet til moderat til svær atopisk eksem og både er indiceret til behandling af atopisk eksem og svær astma, mens andre lægemidler kun er indiceret til behandling af atopisk eksem.
Det får naturligt også firmaet bag dupilumab og præparatet dupixent, Sanofi, til at mene, at lægemidlet bør være førstevalg til patienter med både atopisk eksem og astma, hvilket udgør omkring en tredjedel af patientpopulationen.
I et nyt studie, der er sponsoreret af lægemiddelvirksomheden Pfizer, har danske forskere været med til at vise, at hvis man udelukkende skeler til behandlingen af atopisk eksem med dupilumab eller abrocitinib, en nyduviklet JAK1-hæmmer, som Pfizer står bag, gør det ingen forskel, om patienten også har en diagnose med astma.
De forskellige lægemiddeludviklere har travlt med at vise, at man kan bruge deres lægemidler til det ene eller det andet, og i den sammenhæng er der brug for studier til at kaste et lys over effekten af de forskellige lægemidler til den ene eller anden patientgruppe
Jacob Thyssen, professor, Dermatologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital og Københavns Universitet
»De forskellige lægemiddeludviklere har travlt med at vise, at man kan bruge deres lægemidler til det ene eller det andet, og i den sammenhæng er der brug for studier til at kaste et lys over effekten af de forskellige lægemidler til den ene eller anden patientgruppe. Vores undersøgelse er sådan et studie, der kaster lys over, hvordan forskellige lægemidler virker til personer med atopisk eksem med eller uden astma,« fortæller professor Jacob Thyssen fra Dermatologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital og Københavns Universitet.
Forskningen er netop blevet præsenteret på den årlige kongres for European Academy of Allergy and Clinical Immunology (EAACI).
837 personer med eksem med i studie
I studiet har 837 patienter med atopisk eksem deltaget. Lidt over 30 pct. havde en tillægsdiagnose med astma.
Patienterne blev randomiseret til behandling med dupilumab eller abrocitinib i to forskellige doser i 12 uger.
Dupilumab blokerer for blandt andet effekten af proteinerne IL-13 og IL-4, som spiller vigtige roller i immunforsvarets funktion, mens abrocitinib blokerer for flere proteiner udover IL-13 og IL-4, eksempelvis IL-22 og IL-31.
Efterfølgende undersøgte forskerne, om der var forskel i effekten af lægemidlerne på den atopiske eksem afhængigt af patienternes astmastatus.
»Her kunne man måske tænke, at nogle behandlinger ikke virker lige så godt på den atopiske eksem, hvis patienterne samtidig har en astmadiagnose,« forklarer Jacob Thyssen.
Virker lige godt på patienter med eller uden astma
Resultatet af undersøgelsen viser, at en astmadiagnose ikke har den store betydning for, om lægemidlerne virker på atopisk eksem.
Det drejer sig altså ikke bare om effekten på den primære sygdom, men også effekten på komorbiditeter. De kan komme til at betyde meget for behandlingsvalg på grund af hensyn til sekundære effekter, men også bivirkninger
Jacob Thyssen, professor, Dermatologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital og Københavns Universitet
Efter 12 uger havde sammenlignelige andele af patienterne opnået EASI75, der er et mål for 75 pct. reduktion i eksemens sværhedsgrad:
58 pct. af patienterne uden astma i behandling med 100 mg abrocitinib havde opnået EASI75, mens tallet var 61 pct. for patienter med astma.
For 200 mg abrocritinib var tallene 70 og 72 pct.
For behandling med dupilumab var tallene 56 og 63 pct.
Ifølge Jacob Thyssen er det betryggende at se, at behandling med abrocitinib virker lige godt, uanset om man har en astmadiagnose eller ej.
»Selvfølgelig er der stadig det spøgelse, at man også kan ramme astmaen ved behandling med dupilumab, men vi mangler data til at vise, hvor svær astma voksne patienter med atopisk eksem egentlig har. Derfor har vi brug for at kunne konkludere, om det giver mening at behandle med dupilumab fremfor de andre behandlinger, som altså virker lige så godt som dupilumab selv til patienter med en tillægsdiagnose med astma,« siger han.
Jacob Thyssen uddyber, at studiet blot er ét blandt mange, der forsøger at kortlægge, hvad den bedste behandling til patienter med atopisk eksem med eller uden astma skal være, og at JAK-hæmmere i den sammenhæng for tiden er lidt i modvind, fordi de i nogle studier er associeret med øget risiko for blandt andet hjertekarsygdom.
»Det drejer sig altså ikke bare om effekten på den primære sygdom, men også effekten på komorbiditeter. De kan komme til at betyde meget for behandlingsvalg på grund af hensyn til sekundære effekter, men også bivirkninger,« siger han.
Del artiklen: