Udskammet nordjysk tarmkirurg: Tarmcancer­screeningsagens gode, onde og grusomme omstændigheder

Dette debatindlæg er en reaktion på Dagens Medicins artikel ‘Region Nordjylland: »Vi har udvist rettidig omhu«‘ publiceret 21. august 2020.

Koncerndirektør Anne Bukh siger i sit forsvar for valget om genindkaldelser til tarmcancerscreening i Region Nordjylland, at det var udtryk for ‘rettidig omhu’. Det forekommer imidlertid som ublu spin at bruge rettidig omhu som begreb i denne sammenhæng – og konsekvenserne af beslutningen har været voldsomme.

Her er tarmcancerscreeningsagens gode, onde og grusomme omstændigheder.

Den gode omstændighed:

Anne Bukh har ret i, at der var grund til at overveje, hvorfor enkelte kvalitetsindikatorer i den nationale årsrapport for tarmcancerscreeningen 2017 var lave for særligt to nordjyske sygehuse.

Det havde således været udtryk for rettidig omhu, hvis den nordjyske ledelse i første omgang havde lyttet til undertegnede og i øvrigt ladet sig rådgive af personer med basal epidemiologisk forståelse – som beskrevet af førende epidemiologer i de seneste ugers kronikker i Ugeskrift for læger (Simon Tilma Vistisen og Søren Paaske Johnsen: ’Dilemmaer i sag om tarmkræftscreening’ og Gunnar Lauge Nielsen og John Brodersen: ’Sag om tarmscreening rejser mange spørgsmål’).

Selv i bakspejlet stråler selvbedraget og den totale mangel på erkendelse af, at der er truffet forkerte beslutninger imidlertid stadig.

Axel Tilma, tidl. kirurgisk overlæge, Regionshospital Nordjylland

Så ville forklaringen på, hvorfor der ‘manglede’ 70 cancere i Thisted og Frederikshavn være oplagt – og den handler ikke om utilstrækkelig koloskopi.

Den onde …:

Desværre var ledelsens sundhedsfaglige rådgivning helt utilstrækkelig, hvilket betød, at man tog den forkerte beslutning om at indkalde 2.600 nordjyske borgere til nye undersøgelser – en rescreening, der har medført fravær fra arbejde, ekstra sygedage og alvorlige komplikationer, herunder et dødsfald.

Regionens fejlagtige konklusioner på ovennævnte årsrapport var desuden den direkte årsag til den ukollegiale smædekampagne fra mave-tarm kirurgisk afdeling på Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland – det, som Anne Bukh meget bekvemt kalder en personalesag.

Undertegnede har gennem fire årtier praktiseret i det nordligste Danmark som en af landets mest erfarne koloskopører. Erfaring er selvsagt synonymt med alder, og hele sagen lugtede langt væk af en bekvem og letforståelig forklaring: Min praksis var bedaget, og ledelsen frygtede endnu en møgsag fra udkanten.

Selv i STPS-regi refererer en tydeligvis inkompetent sagkyndig også til alder som argument. Som anklaget kliniker var det ganske enkelt umuligt at sikre sin egen retssikkerhed, når et flertal lod sig forlede af misforståede kvalitetsdata og nemme, men urigtige forklaringsmodeller.

Og den grusomme omstændighed:

Tidligt i forløbet pointerede jeg, at konklusionerne i årsrapporten 2017 var forkerte. De lavere detektionsrater var på ingen måde associeret med oversete cancere, så der måtte være noget andet på spil. I sommeren 2019 identificerede jeg den til dato mest plausible forklaring på samtlige tal i årsrapporten: At nordjyske borgere har en større blødningstendens end resten af landets borgere, særligt beboerne i det nordligste, Vendsyssel.

I ingen af tilfældene blev der dog lyttet til mig, den ansatte, som det hele kom til at dreje sig om. I stedet lod man sig forlede af 1-2 kvalitetsindikatorer. Derfor gik det så grueligt galt for patientsikkerheden og én klinikers retssikkerhed.

I halvandet år var jeg udskammet og sendt på ufrivillig pause. Alle sagerne mod mig blev dog i år komplet afvist ved Styrelsen for Patientsikkerhed og Regionernes Kliniske Kvalitetsprogram. Herefter burde man som læge med fire årtiers tjeneste bag sig nok som minimum forvente en uforbeholden undskyldning – men nej, jeg har blot modtaget mere sværte og mistænkeliggørelse fra mine tidligere arbejdsgivere i regionen.

Ud af flere end 20.000 koloskopier i mit arbejdsliv har jeg aldrig skabt alvorlige komplikationer. Rescreeningen i Nordjylland ledte til godt 300 nye koloskopier – heraf to med tarmperforationer til følge. En af disse borgere døde.

Regionen har således helt indlysende ikke kunnet skaffe den fornødne erfaring til at forestå koloskopierne – og den beslutning har udgjort den største fare for patientsikkerheden. At rescreeningen ydermere viste, at kvaliteten allerede forud for genindkaldelsen af 2.600 borgere var i orden, gør blot hele processen endnu mere tragisk.

Selv i bakspejlet stråler selvbedraget og den totale mangel på erkendelse af, at der er truffet forkerte beslutninger imidlertid stadig. Dét er måske den mest grusomme omstændighed i denne sag – for hvordan kan vi fremadrettet tro på klinikeres retssikkerhed, borgeres patientsikkerhed og kollegial adfærd, når ingen ansvarlige aktører vil erkende deres fejl? Når ingen implicerede vil give en reel forklaring og en oprigtig undskyldning til især de nordjyske borgere, som både sundhedsmæssigt og økonomisk har betalt dyrt for disse fatale fadæser?

Læs også:

Afvigelser i kvalitetsrapport førte til mistanke mod erfaren kirurg

Et tal i en rapport stoppede et langt lægeliv

Region Nordjylland: »Vi har udvist rettidig omhu«