Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Debat

Hjertekirurgiens historie gentager sig … åbenbart

Udgivet:
Kommentarer (0)

Det er ikke korrekt, at Rigshospitalet er de første og eneste til at udføre en bestemt type bypass på bankende hjerte, som det fremgår af en artikel i Dagens Medicin nr. 7/22. Det har man gjort i Aalborg siden 2018, skriver en række hjertelæger fra Aalborg UH i denne kommentar.


afMartin A. Nørgaard, uddannelsesansvarlig overlæge, lektor, dr.med. Jan Jesper Andreasen, professor emeritus, ph.d. Jørn Sollid, pensioneret overlæge, Jens Grønlund, ledende overlæge Hjerte-Lungekirurgisk Afd., Aalborg Universitetshospital.

Indledningsvis vil vi gerne ønske Rigshospitalets Hjertekirurger tillykke med, at de nu som os i Aalborg også er begyndt at udføre minimal invasiv hjertekirurgi i form af koronar bypass kirurgi via små huller uden at åbne brystbenet. Vi undrer os imidlertid over, at man i Dagens Medicin nr. 7/22 kunne læse, at ‘de (Susanne Holme og Christian L. Carranza) er desuden de eneste to hjertekirurger i hele Skandinavien til at udføre denne form for operation’.

Det er ikke korrekt, al den stund at vi i Aalborg siden juni 2018 har udført denne form for hjertekirurgi, og så endda med mulighed for at anlægge endnu flere by-passer på hjertet end bare en enkelt by-pass på forsiden af hjertet.

Man behøver ikke at være en såkaldt ‘stor’ afdeling for at kunne udføre mini-invasiv hjertekirurgi

Operationerne udføres via et ca. 5 cm. snit i huden, og 1-2 små snit på ca. 1 cm., som anvendes til støtteinstrumenter og siden dræn. Vi anvender i Aalborg den internationale betegnelse for disse indgreb ‘MICS’ (Minimally Invasive Coronary Surgery).

Ud af de patienter vi hidtil har opereret med MICS-metoden, har 48 pct. fået en enkelt by-pass, 33 pct. har fået en dobbelt by-pass, og 19 pct. har fået en tredobbelt by-pass.

‘MIDCAB’ (som Rigshospitalet kalder samme metode) er en gammel betegnelse, man anvendte i 1990’erne, for indgreb hvor man via en åbning af brystkassen mellem ribbenene (først på Skejby Sygehus) kunne udføre en enkelt by-pass på bankende hjerte, men med et noget større snit, end man anvender i dag.

MIDCAB-metoden med en enkelt by-pass er således ca. 25 år gammel og ikke en nyhed.

Forudsætningen for at kunne udføre alle disse typer af bypass-operationer, er en solid erfaring med bypasskirurgi udført på bankende hjerte (kaldet OPCAB-kirurgi).

De sammensyninger, som laves på hjertets kar, og som gerne skal holde i mange år, skal være af lige så god kvalitet, som de sammensyninger man kan lave, mens patienten er tilkoblet hjerte-lungemaskine og hjertet sat i stå. En sådan erfaring har vi i Aalborgs Hjerte-Lungekirurgiske afdeling, hvor 24 pct. af bypass-operationerne over de sidste fem år er blevet udført på bankende hjerte.

Behøver ikke være en ‘stor’ afdeling

Man behøver ikke at være en såkaldt ‘stor’ afdeling for at kunne udføre mini-invasiv hjertekirurgi.

Afdelingen i Aalborg, som er landets mindste hjertekirurgiske afdeling målt på antal gennemførte operationer, var den første i Danmark til at udføre aortaklapkirurgi via mini-sternotomi (delvis åbning af brystbenet) med et snit i huden på 8-9 cm. Vi startede denne procedure i april 2000.

Fra 2016 har det været vores standard-indgreb ved aortaklapkirurgi. Igennem de sidste fem år (2017-2021) har vi udført 95 pct. af aortaklap-operationerne via denne adgang. Desværre rapporterede Rigshospitalet fejlagtigt i marts 2003, at de var de første i Danmark til at udføre dette indgreb, hvilket vi kommenterede (Ugeskrift for Læger 2004;166;673-711).

I 2005 startede vor afdeling videoassisteret mitralklap-kirurgi uden åbning af brystbenet, også som den første afdeling i Danmark. Desværre rapporterede Rigshospitalet ligeledes fejlagtigt i 2020, at de var de eneste som udførte dette indgreb, hvilket vi kommenterede (Dagens Medicin 20. marts, 2020).

I november 2007 startede vor afdeling (igen som de første i Danmark) operationer for atrieflimren med ren kikkertteknologi, og uden åbning af brystbenet. Denne form for mini-invasiv hjertekirurgi har endnu ikke vundet indpas på Rigshospitalet.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere