Danmarks Bedste Hospital
Vinder: Forbedringsproces har bragt Sydjylland til tops i behandling af ADHD
Udgivet:
Kommentarer (0)
Et øget antal henvisninger sammen med for mange irrelevante henvisninger presser afdelingen. Men godt kollegaskab bærer afdelingen gennem hårde belastninger, siger ledende overlæge Thorsten Schumann.
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Ambulatorium, Sydjylland, bestående af afdelinger i Esbjerg, Aabenraa og Vejle er bedst til behandling af ADHD. Afdelingerne har arbejdet systematisk på at forbedre deres arbejde og skabe en fælles standard ved hjælp af data, siger ledende overlæge Thorsten Schumann.
Hvad tror du er årsagen til, at netop I er så dygtige til behandling af ADHD?
»Gennem de seneste fire år har vi systematisk arbejdet på at skabe en forbedringsproces omkring vores ADHD-udredningsforløb. Vi så, at der var variation på både indhold og længde i udredningen og også forskel på, hvilke muligheder vi hver især havde i Syddanmark. Der var ikke nogen systematik. Vi har siden fokuseret på at forbedre os på tre aspekter; det gælder den tidsmæssige gennemførelse af udredningen, at få undersøgt de rigtige ting samt at dokumentere, hvad vi gør. Vi har lavet regelmæssige målinger på de tre områder, og når det ikke har været tilfredsstillende, har vi skærpet metoden. I april 2021 begyndte vi med vores nye arbejdsgange inden for tidsforløbet på udredninger, og her formåede vi på 90 dage at ændre praksis, så vi kom op på fuld målopfyldelse. Delen med indholdet har taget længere tid at få på plads, men der ramte vi også ind i sommerferie og strukturændringer.«
Opfyldelsesgraden er historisk lav i seneste årsrapport, hvordan kan det være?
»Det handler til dels om, at vi på afdelingerne har brug for arbejdsro. Vi har svært ved at nå vores arbejde, fordi vi oplever et henvisningspres, for ofte får irrelevante henvisninger og ikke kan rekruttere medarbejdere nok til at gennemføre udredningsforløb. Vi mangler især læger og psykologer. I den kommende årsrapport kommer vi nok til at overskride tidsfristerne for indikatorerne for udredning, fordi vi sidste efterår blev ramt af en masse henvisninger, hvor vi ikke kunne følge med.«
Hvordan bruger I data til at forbedre behandlingen?
Vi har meget fokus på udredning, og det føles ikke altid tilfredsstillende, når vi ikke kan give det samme engagement inden for behandling
»Vi bruger netop data i vores forandringsproces, hvor vi systematisk kigger på målopfyldelse på nogle på forhånd opstillede kriterier. Vi har efterfølgende på månedlig basis målt, hvordan vi ligger indtil nu, hvor forandringerne er blevet formaliseret og er i drift. Vi har skrappe krav til vores ambitionsniveau. Målopfyldelsens skal gerne være 100 pct. Det når vi ikke altid, men vi prøver. Det at arbejde datadrevet egner sig særligt til børne- og ungdomspsykiatrien, fordi vi har ADHD-databasens indikatorsæt at bygge på. Det har vi ikke i samme omfang på andre diagnosegrupper, som udredning for autisme eller behandlingstilbud til børn og unge med angst eller OCD.«
Læs mere om kåringen af Danmarks bedste hospitaler – Psykiatriher.
Hvis du skal pege på noget, der kan forbedre jeres muligheder for at yde endnu bedre behandling, hvad vil det så være?
»Det bliver en stor hjælp, når alle 37 anbefalinger i psykiatriplanen er indført. Inden for børne- og ungdomspsykiatrien er der brug for, at vi får tilført flere ressourcer og dermed rekrutteret mere personale, så vi kan levere ordentlige behandlingsindsatser. Vi har meget fokus på udredning, og det føles ikke altid tilfredsstillende, når vi ikke kan give det samme engagement inden for behandling. Hvis en patient kun har ADHD i en lille eller middelsvær grad, må vi ofte sige til dem, at de ikke er syge nok til, at vi vil behandle dem. Lige nu fylder det akutte og de sværest syge i vores arbejde, mens der ikke er meget tid til det kontinuerlige arbejde med borgere, hvor der er godt udviklingspotentiale. Hvis vi kunne arbejde mere med behandling og udvikling, ville det give en større chance for at fastholde speciallæger.«
Hvad har været den største succesoplevelse på jeres afdeling i det seneste år?
DBH 2022 Psykiatri
Vinder: »Medarbejderne skal have lyst til at komme på arbejde og give den fuld gas«
Vinder: Cheflæge vil have tværregionalt vikarstop
»Den største succes er, at vi er lykkedes med at gennemføre en standardisering på tværs af fire ambulatorier og to afdelinger i Syddanmark. Da vi gik i gang, var der ingen, der troede på, at det ville være muligt, fordi der er mange lokale traditioner og kulturer at tage hensyn til. Men det er lykkedes at få alle til at trække på samme hammel, og alle har gennemført en forandring, der betyder, at det er det samme tilbud, patienterne får, om de er i Esbjerg, Odense, Vejle eller Aabenraa.«
Alle taler om, at psykiatrien er i krise. Hvordan kan I mærke krisen?
»Det er en stor udfordring at rekruttere speciallæger. Vi har tabt en del af vores medarbejdere til den private sektor, og samtidig rammer det stigende antal henvisninger os særligt hårdt. Forhåbentligt kan det hjælpe, at vi på regionsplan er ved at lave om på vores organisering på børne- og ungdomspsykiatrien. Vi er den eneste region med en 20-årsgrænse i stedet for 18 år. Det betyder, at vi har nogle særlige udfordringer, fordi vi skal levere på voksenområdet, hvilket vi ikke er gearet til.«
Hvordan vil du betegne arbejdsmiljøet på jeres afdeling?
»Vores arbejdsmiljø er svingende. Generelt er der en oplevelse af, at det som medarbejder er svært at nå det, man ønsker. Det presser medarbejderne. Det, at vi har et stort henvisningspres, og at lægerne er meget involverede i akut arbejde, skaber også frustration, specielt hos yngre læger, der ikke har tid til udviklingsarbejde. På plussiden har vi en stor tradition for tværfagligt arbejde og teamsamarbejde. Det medfører et stort kollegafællesskab både i lægegruppen og tværfagligt blandt kolleger. Kollegaskabet bærer os igennem tider med stor faglig belastning.«
Hvad glæder du dig mest til bliver til virkelighed i den nye psykiatriplan?
»Jeg er taknemmelig for, at den første del af psykiatriplanen har en indsats på den kommunale side med håndtering af mistrivsel blandt børn og unge. På sigt vil det forebygge, at børn og unge kommer til os. Generelt er det dejligt, at der med psykiatriplanen både er kommet fokus på området og en forpligtelse fra næsten alle politiske partier. Politikerne er klar på at bygge videre på det store arbejde, som de faglige organisationer har lavet sammen med Sundhedsstyrelsen i det faglige oplæg. Vi ser frem til, at de 37 anbefalinger gradvist bliver implementeret og omsat til gavn for børn, unge og familier.«
Læs også:
ADHD: Alle advarselslamper er tændt
DBH 2022 Psykiatri ADHD
*: Indgår ikke i vurderingen pga. få eller ingen patienter**: Indgår ikke i vurderingen pga. for mange uoplyste forløb.***: Aabenraa, Vejle og Esbjerg indberretter nu sammen under navnet Sydjylland.
Del artiklen: