Danmarks Bedste Hospital
Ikke standarder for dødelighed efter aortaklapoperation
Udgivet:
Kommentarer (0)
Stabilt lav dødelighed blandt patienter, der får aortaklapoperation, viser årsrapport fra Dansk Hjerteregister.
Ligesom det er tilfældet med antallet af hjertebypassoperationer, er antallet af aortaklapoperationer på danske hjertecentre de seneste ti år faldet betydeligt, fremgår det af årsrapporten for 2022 fra Dansk Hjerteregister. Hvor der i 2013 blev udført 1.213 aortaklapoperationer, var antallet i 2022 faldet til 653. Faldet i aktivitet gør sig gældende for alle fire offentlige hjertecentre, men især Aarhus Universitetshospital har haft et stort fald i aktiviteten.
Se alle artikler fra Danmarks Bedste Hospitaler 2024: Hjerte-kar
Der er ikke udpeget standarder for isoleret aortaklapoperation. Dødeligheden inden for 30 dage efter operation er 1,0 pct., omtrent samme niveau som de to forudgående år. Det samme gør sig gældende i forhold til dødeligheden inden for et år, hvor dødeligheden var 3,5 pct., uden opdeling på EuroSCORE II-grupper. EuroSCORE anvendes inden for thoraxkirurgien til at risikostratificere patienterne forud for operation, hvilket gør det nemmere at sammenligne resultater fra de enkelte centre og for den enkelte kirurg.
I og med at patientantallet på de enkelte centre er relativt lavt, kan udsving i antal dødsfald fra år til år, og mellem de enkelte regioner, derfor være tilfældigheder.
Det skal bemærkes, at de såkaldte TAVI-operationer, ’Transcatheter aortic valve implantation’, som er en kateterbaseret hjerteklapoperation, de senere år har vundet indpas, og tilbydes en bredere gruppe af patienter som et reelt alternativ til åben hjertekirurgi.
DBH2024-Isoleret aortaklapoperation
* Indgår ikke i vurdering pga. for mange uoplyste indikatorer.
Del artiklen: