COVID-19
SSI-studie: COVID-19-smitte fører ikke til flere alvorlige infektionssygdomme
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Vi fandt ingen grund til bekymring. Der var ikke flere indlæggelser med andre infektionssygdomme efter smitte med COVID-19 end forventet. Tværtimod så det ud til at der overordnet set var lidt færre,« siger Anders Hviid.
En ny stor registerundersøgelse fra Statens Serum Institut viser, at der ikke var flere voksne, som blev indlagt med alvorlige infektionssygdomme, efter de havde været smittet med COVID-19.
Forskere fra Statens Serum Institut (SSI) har i en ny stor registerbaseret undersøgelse undersøgt sammenhængen mellem smitte med COVID-19 og risikoen for indlæggelse med andre infektionssygdomme i tiden efter den akutte COVID-19 sygdom var overstået. Konklusionen er, at der ikke var flere indlæggelser med andre infektionssygdomme efter smitte med COVID-19. Det skriver SSI i en pressemeddelelse.
Forskerne har fulgt 2.4 mio. danskere i alderen 50 år eller ældre, i perioden fra januar 2021 til december 2022, hvor knap 1 mio. blev smittet med COVID-19.
I Studiet blev der i alt analyseret 78.246 indlæggelser med infektionssygdomme i perioden. Professor og afdelingschef Anders Hviid varsler ingen bekymring, tværtimod:
»Vi fandt ingen grund til bekymring. Der var ikke flere indlæggelser med andre infektionssygdomme efter smitte med COVID-19 end forventet. Tværtimod så det ud til, at der overordnet set var lidt færre.«
Vaccinerne virker
Forskerne bag studiet undersøgte også effekten af vaccinerne. De observerede, at en mindre gruppe af danskere, der ikke havde fået en vaccine mod COVID-19, havde større risiko for indlæggelse med influenza og alvorlige bakterielle infektioner efter smitte.
Denne øgede risiko var ikke tilstede hos de vaccinerede. De booster-vaccinerede havde generelt de laveste risici.
»Vi ser endnu engang, at selvom vi ikke kan forhindre smitte fuldstændigt med vaccinerne, så er de såkaldte gennembrudsinfektioner mildere. Vores resultater tyder på, at dette ikke kun gælder for den akutte COVID-19-sygdom, men også for de mulige post-akutte skadevirkninger, der har med immunforsvaret at gøre,« siger Anders Hviid.
Det nye studie viser også, at der ikke var noget, som tydede på, at en eventuel immunsvækkelse medførte flere indlæggelseskrævende infektioner hos flertallet af de danskere over 50 år, der blev smittet i studieperioden.
Du kan læse hele studiet her.
Del artiklen: