Dansk professor var med WHO i Wuhan: Vi har varme spor at forfølge

Danske Thea Kølsen Fischer har sammen med ni andre internationale forskere været i den kinesiske millionby Wuhan for at kortlægge, hvordan COVID-19 opstod tilbage i 2019. Det var verdenssundhedsorganisationen WHO, der havde sendt forskerne afsted, og fra omkring midten af januar og i knap en måned frem arbejdede de i døgndrift sammen med et tvillingehold af kinesiske eksperter.

»Det var nogle højintensive uger. Vi arbejdede ofte 12-14 timer om dagen og til sidst op imod ca. 18 timer i døgnet, hvor der var tryk på fra ­tidlig morgen til engang efter midnat. Adrenalinniveauet var højt undervejs, da vi var i et kapløb med tiden med kun 28 dage derovre,« siger Thea Kølsen Fischer, der til daglig er professor i virusepidemier og infektioner ved Københavns Universitet og forskningschef ved Nordsjælland Hospital.

Kapløbet med tiden skyldtes bl.a., at WHO’s forskerhold skulle sidde i isolation på hvert deres hotelværelse i 14 af de i alt 28 dage, de var i Kina, og efterfølgende forblev i semi-karantæne uden mulighed for at bevæge sig frit rundt uden for hotellet. Dette skyldtes nye regler som følge af et smitteudbrud i Beijing, og reglerne blev først indført i Kina, da forskerne allerede var i landet.

Men tidspresset var også et resultat af, at det allerede er over et år ­siden, at SARS-CoV-2 i første omgang brød ud. Var forskerne blevet sendt til Kina kort efter første udbrud, havde de haft lettere ved at opspore de forskellige led i smittekæderne, som i dag er markant sværere at optrevle.

Stridigheder med Kina

Siden COVID-19 brød ud i Kina, har der været politiske uenigheder om håndteringen af situationen. Kina har af flere lande været kritiseret og beskyldt for at hemmeligholde omfanget af udbruddet i begyndelsen. Ligeledes er WHO blevet kritiseret for at ligge under for Kina. Det har betydet, at der har været usikkerhed om, hvorvidt WHO-holdet ­måtte tage afsted, og hvornår det ville blive. Og der var tvivl helt frem til afrejsedagen.

Det er som at se en smalfilm, hvor vi forsøger at spole lang­somt tilbage. Vi går baglæns skridt for skridt og billede for billede og undersøger på så mange måder som muligt, om der skete noget før udbruddet i Wuhan i 2019

Thea Kølsen Fischer, ­professor i virus­epidemier og forskningschef

»Jeg stod således med mine kufferter i hånden på vej ud af døren, da jeg fik en SMS om, at Kina ikke ville give visum til holdet. Det var lidt af en nedtur og et efterfølgende limbo på fire dage, indtil der pludselig var gennembrud i forhandlingerne mellem WHO og Kina, og vi fik grønt lys til at rejse,« siger Thea Kølsen ­Fischer og fortsætter:

»Der var næsten ’spænding til briste­punktet’, og der var derfor stor lettelse og glæde, da vi mødtes i Singapore, men glæden fik lige en ridse, da vi skulle flyve videre derfra, og to deltagere blev tilbageholdt pga. SARS-CoV-2-antistoffer i blodet. Den ene af dem endte med efter mere end en uge i et hotelværelse uden dagslys at at måtte rejse hjem igen.«

14 dages isolation

Selvom halvdelen af tiden i Wuhan foregik isoleret på et hotelværelse, var dagene højintense. Thea Kølsen Fischer og de andre forskere fik knap en håndfuld timers søvn hver nat og sad konstant i møder med hinanden og med Kina. Indimellem skulle møder med f.eks. rådgivende COVID-udvalg under ministerier m.m. på hjemmefronten desuden passes ind.

»De første 14 dage foregik med konstante Zoom-møder fra værelserne. Jeg havde troet, at jeg ville sidde mere alene, og at det ville være lidt mere afslappende, hvilket ikke var tilfældet,« siger hun og fortsætter:

»Men det var ikke noget, man stillede spørgsmålstegn ved. Der var et meget omfattende arbejde, der skulle udføres, så fokus var bl.a. på det epidemiologiske team, der havde det mest omfattende arbejde. De skulle både gennemgå tusindvis af ­overvågningsdatapunkter, kortlægge udbruddets start på ­detaljeniveau i Wuhan i december 2019, samt sikre fremadrettede aftaler om samarbejdsprojekter med kinesiske blodbanker m.m. for at komme så dybt ned i datagrundlaget og metodologien som muligt inden for den begrænsede tid.«

I semi-karantænefasen på hotellet holder Thea Kølsen Fischer og epidemologiholdet fra WHO møde med de kinesiske ­kolleger, som sidder ved borde overfor med god afstand og iført mundbind.

På vej ind på et hospital i Wuhan bliver Thea Kølsen Fischer og to WHO-kolleger automatisk screenet for feber.

I semi-karantænefasen på hotellet holder Thea Kølsen Fischer og epidemologiholdet fra WHO møde med de kinesiske ­kolleger, som sidder ved borde overfor med god afstand og iført mundbind.

I semi-karantænefasen på hotellet holder Thea Kølsen Fischer og epidemologiholdet fra WHO møde med de kinesiske ­kolleger, som sidder ved borde overfor med god afstand og iført mundbind.

Fællesskab efter isolation

Efter de 14 dages isolation begyndte forskerne at kunne mødes med hinanden og de kinesiske forskere samt tage ud og nærstudere bl.a. Huanan Market i Wuhan, som man mente var epicentret for virusudbruddet.

Det hjalp på forståelsen af det ­arbejde, de kinesiske forskere allerede havde lavet, at hele forskergruppen nu kunne sidde sammen og arbejde. Men omstændighederne var stadig besværlige pga. semi-karantænestatus og regler.

»Vi måtte ikke tale med de lokale, og alt skulle arrangeres for os. Det krævede hele tiden ekstra logistik, for vi kunne ikke bare tage rundt selv. Der var en konstant opmærksomhed på, at der ikke kom coronavirus med os ind til Wuhan, så vi skulle ledsages af lokale, der skulle sørge for, at vi ikke brød karantænereglerne,« siger Thea Kølsen Fischer.

Læs også: Dansk professor skal undersøge COVID-19’s oprindelse i Wuhan

WHO-forskerne måtte desuden heller ikke spise ude i byen, men havde ét fast sted, hvor de måtte tage maskerne af. Derfor skulle de ofte bruge en del tid på transport frem og tilbage til hotellet for at kunne spise frokost på de dage, hvor der var flere møder med eksempelvis hospitaler og laboratorier.

»Vi effektiviserede selv måltiderne, så vi spiste og arbejdede samtidig. Der opstod en joke om, hvorvidt vi skulle droppe maden, for der var ikke tid til det,« siger Thea Kølsen Fischer og fortsætter:

»Det var selvfølgelig hårdt at køre på i så højt et aktivitetsniveau nonstop, og efter et par ugers arbejde på den måde begyndte de fleste også at kunne mærke sliddet. Men jeg oplevede ingen konflikter eller brok trods det enorme pres. Der var et højt og spændende fagligt niveau, og det var nogle meget inspirerende og på mange måder vilde folk med fantastiske kompetencer, personligheder og historier, som WHO havde samlet.«

Går baglæns skridt for skridt

Thea Kølsen Fischer forklarer, at hende og forskerholdets tur til ­Wuhan har været det første spæde skridt i en lang proces, der kan være mangeårig.

»Meningen med første mission til Kina var at følge op på de studier, som WHO allerede har aftalt med Kina i februar og juli/august 2020. Målet var at gennemgå data og metoder og på et oplyst grundlag træffe beslutninger om, hvilke spor vi ­kunne lukke, genoptage og forfølge yderligere, samt om behov og karakter af nye studier som f.eks. sero-epidemiologiske studier af kinesiske bloddonorer,« siger Thea Kølsen Fischer og fortsætter:

»Det er som at se en smalfilm, hvor vi forsøger at spole langsomt tilbage. Vi går baglæns skridt for skridt og billede for billede og undersøger på så mange måder som muligt, om der skete noget for udbruddet i Wuhan i 2019.«

Forskernes besøg er blevet til en 120 sider lang rapport, som beskriver både de konklusioner og iagttagelser, som de har gjort sig under besøget.

Der er gået geopolitisk magtspil i den, og det spænder ben for den videre forskning

Thea Kølsen Fischer, professor i virusepidemier og forskningschef

Madmarkedet i Wuhan

Opholdet i Kina har ført til to udfald: konklusioner og iagttagelser. De to elementer understøtter hinanden. Ud af de data, Thea Kølsen Fischer og de andre forskere har analyseret, kan de konkludere, at der allerede i november 2019 har været en stigning i antallet af registrerede luftvejsinfektioner. Første patient med ­coronavirus blev officielt konstateret 8. december 2019.

»Tallene passer godt overens med den viden, vi har i dag om, at ca. 10-20 pct. af SARS-CoV-2 patienter bliver alvorligt syge. Der kan være transmission, der er fløjet under ­radaren inden udbruddet i december, og det giver os en teori for madmarkedet i Wuhan,« siger Thea Kølsen Fischer.

Besøget på det lukkede Huanan Market hjalp bl.a. med indsigt i ­mulige virussmitteveje både i miljøet, som eksempelvis åbne spildevandsafløb og overdækkede område med boderne tæt placeret, og dyr og mennesker i nær kontakt. Havde boderne f.eks. stået med mere mellemrum mellem sig ude i det fri, var smitterisikoen mindre, og markedet havde nok ikke spillet så markant en rolle. Men situationen på markedet, der har været lukket siden januar 2020, var en helt anden.

»Markedet var overdækket, boderne lå tæt, spildevandsafløb og luftrensningsanlæg havde mange synlige defekter, som ikke er synlige på fotos fra markedet. Der var ­tydelige tegn på, at nogle boder brugte områder under loftet, som skulle være lager, til beboelse. Når vi spurgte kineserne, var der selvfølgelig ikke folk, der havde boet der, for det var forbudt, men der stod eksempelvis sutsko og madrasser, hvilket stærkt indikerede noget andet. ­Markedet var en lille by i byen,« siger Thea Kølsen Fischer.

Der er også et fund i dataene, der passer sammen med teorien om at virussen har spredt sig på mad­markedet, men ikke på at den skulle være opstået der. Forskerne har fundet ud af, at de patienter, der har haft coronavirus, har små variationer i virusarvematerialet. Hvis alle var blevet smittet på madmarkedet, var der lille sandsynlighed for variationer i virussekvenser. Det tyder derfor på, at virus i stedet kan være kommet ind med mennesker på madmarkedet og har smittet der, og at den er opstået tidligere og et andet sted.

Jagten på mellemværten

For at finde årsagen til – eller ­begyndelsen på – COVID-19 skal en såkaldt mellemvært identificeres. Det vil sige det sted, hvor virussen har krydset artsbarrieren. Det tyder ifølge WHO’s forskerhold på, at det er sket mellem september og december 2019.

Det er svært, her mere end et år efter, at forfølge alle spor, men et af de spor, rapporten anbefaler at forfølge, er netop relateret til dyr, der ifølge uofficielle kilder er blevet solgt på Huanan Market, såsom kaniner, ildere, mårhunde, katte, vaske­bjørne og mink. Alle sammen dyrearter med særlige receptorer for SARS-CoV-2. Dyrene kommer bl.a. fra farme fra de sydlige kinesiske provinser. Her er der også fundet virusvariationer i befolkningen, som har givet WHO en ny teori.

Thea Kølsen Fischer

Thea Kølsen Fischer er forskningschef og ledende overlæge ved Nordsjællands Hospital og klinisk ­professor ved Københavns Universitet. Hun er forhenværende chef for den nationale virologiske overvågning og forskning ved Statens Serum Institut og er trænet i public health, virologi og epidemiologi.

Hun blev i 1994 uddannet læge fra Københavns Universitet, fik en doktorgrad i ‘Infectious Disease Epidemiology’ fra Bergen Universitet og Statens Serum Institut i 2002, baseret på feltstudier af epidemier i Vestafrika (Guinea-Bissau), blev ­speciallæge i samfundsmedicin i 2010 og har en master i ledelse – Public Governance, Political Science and Government (MPG) fra Copenhagen Business School fra 2017.

Thea Kølsen Fischer er desuden som blot en af tre danskere trænet som ‘disease detective’ og har i 2005 gennemført to års uddannelse i udbrudshåndtering og epidemikontrol under Epidemic Intelligence Service programmet (EIS) ved det amerikanske Centers for Disease Control and Prevention (CDC).

»Hovedhypotesen er, at COVID-19 er opstået i flagermus i enten det sydlige Kina eller i Sydøstasien, hvorfra det har smittet en mellemvært for mere end 10 år siden. Her­efter har virus sandsynligvis udviklet sig i mellemværten gennem en længere årrække, hvorefter virus har krydset artsbarrieren over til mennesker i efteråret 2019,« siger Thea Kølsen Fischer og fortsætter:

»Vi har nogle forskere på holdet, vi kalder ‘flagermusekonger’. De er specialiserede i at studere coronavira i flagermus, og flere har deltaget i ­origin tracing tidligere.«

Når det kommer til flagermusen, vil det nemlig langt fra være første gang, at coronavirus fra flagermus via en mellemvært har startet ­større epidemier. I 2002/2003 udbrød SARS-Coronavirus 1, som især hærgede i Hong Kong, Singapore, Kina og Canada, og nåede at smitte mere end 8.000 mennesker fra 29 lande, hvoraf 774 ikke overlevede, ifølge de officielle tal rapporteret til WHO. Her var desmerdyret mellemvært, og epidemien blev endeligt stoppet, da Kina forbød al handel med ­desmerkatte og udryddede en stor del populationen af desmerkatte.

Ligeledes udbrød en epidemi i 2014 i Mellemøsten med Middle East Respiratory Syndrome, der skyldtes et MERS-coronavirus, hvor dromedarer viste sig at være mellemværter. MERS har siden 2014 ifølge WHO forårsaget mere end 2.500 tilfælde, hvoraf 885 ikke har overlevet, og er registreret i 27 lande verden over. Fælles var, at virussen kom fra en flagermus.

Håber at følge varme spor

Status for WHO’s forskerhold og Thea Kølsen Fischer er altså nu at forfølge de ‘varme spor’, som leder mod de sydøstlige kinesiske provinser. Den videre undersøgelse af sporene vil være noget, forskerholdet skal forfølge i fase to af deres ­forskning. Men situationen med Kina er atter blevet besværlig.

»Der er gået geopolitisk magtspil i den, og det spænder ben for den videre forskning. Der har fra WHO’s side været kritiske røster om Kinas datadelingsvillighed, og lige nu arbejder WHO og Kina på at løse konflikten. Vi er i gang med at planlægge fase to, og der er stadig mange spor, der skal forfølges, for at vi kan komme videre,« siger Thea Kølsen Fischer.

Dette forudsætter, at Kina fortsat tillader samarbejdet på deres jord. Når det forhåbentlig snart lykkes at genoptage samarbejdet, som Thea Kølsen Fischer formulerer det, er der en klar målsætning.

»Vi skal identificere mellem­værten og sikre, at den dyreart ikke længere kan smitte mennesker. På den måde kan vi også forhindre lignende pandemiske katastrofer fremad­rettet. Lige nu kan virus fortsat krydse artsbarrieren mellem et ukendt ­mellemværtsdyr og mennesker. Det er derfor afgørende, at mellemværten identificeres, og at fortsat smitte mellem dyr og mennesker bliver mulig at kontrollere,« siger Thea Kølsen Fischer.