Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

COVID-19

Lungesvigtpatienter klarer sig lige så godt med mindre ilt

Udgivet:
Kommentarer (0)

Stor danskledet undersøgelse definerer for første gang et terapeutisk vindue for optimal iltbehandling af intensivpatienter med lungesvigt.


Iltbehandling af kritisk syge intensivpatienter er en hårfin balance mellem at give for lidt og meget ilt. Der skal behandles med nok ilt til at sikre kroppens funktioner, men ikke så meget, at det kan skade patientens lungevæv.

Nu har en stor, danskledet undersøgelse givet intensivlægerne et bedre grundlag at arbejde ud fra, når de skal fastlægge den optimale iltbehandling af patienter med lungesvigt. Det er resultaterne af det såkaldte HOT-ICU-studie (Handling Oxygenation Targets in the Intensive Care Unit), som viser, at intensivpatienter med lungesvigt har lige så god overlevelse og ikke får flere bivirkninger eller længere indlæggelse på intensivafdeling, hvis de behandles med en iltbehandling på 8 kilopascal, som hvis de behandles med et større tryk på 12 kilopascal. HOT-ICU blev tidligere på året publiceret i New England Journal of Medicine og præsenteret på Critical Care Reviews Meeting 2021.

»Hidtil har vi ikke kendt det optimale område for iltindhold i blodet hos kritisk syge patienter. Resultaterne af nyere studier har peget på, at det er sikkert for patienterne at tilstræbe lavere niveauer af iltindhold, men reelt har vi ikke vidst, om det samlet set gavner eller skader. Med HOT-ICU har vi for første gang fastlagt det terapeutiske vindue for iltbehandling af patienter med akut lungesvigt, som indlægges på en intensiv afdeling,« siger Bodil Steen Rasmussen, overlæge ved Aalborg Universitetshospital og professor i anæstesi- og intensivmedicin ved Aalborg Universitet.

Sammen med professor Anders Perner fra Centre for Research in Intensive Care (CRIC) på Rigshospitalet er hun initiativtager til HOT-ICU-studiet.

Største iltstudie af intensiv

I samarbejde med forskerkollegaer fra England, Finland, Holland, Island, Norge og Schweiz har Bodil Steen Rasmussen og Anders Perner over en periode på ca. tre år indsamlet data fra 2.928 patienter med akut lungesvigt indlagt på 35 intensiv­afdelinger i de syv lande. Datagrundlaget gør HOT-ICU til det hidtil største iltstudie udført på intensivpatienter på verdensplan.

Vi kan med sikkerhed være tilbageholdende med at give ilt i store mængder, og det er vigtig viden – også i forhold til patienter med COVID-19, der indlægges til iltbehandling på en intensiv afdeling

Bodil Steen Rasmussen, overlæge ved Aalborg Universitetshospital

Da studiet blev indledt, var det forskergruppens hypotese, at et lavere mål for iltbehandling ville reducere dødeligheden, sammenlignet med hvis patienterne blev behandlet til et højere mål. Resultaterne af studiet viste, at dødeligheden inden for tre måneder i gruppen af patienter, der fik iltbehandling med et tryk på 8 kilopascal, var 42,9 pct., og 42,4 pct. i gruppen, der fik iltbehandling med et tryk på 12 kilopascal.

»Der var med andre ord ikke forskel i dødeligheden. Undersøgelsen fastlægger for første gang et terapeutisk vindue for iltbehandling på 8-12 kilopascal til patienter med akut lungesvigt. Den har dels lært os at målrette iltbehandlingen under indlæggelsen på intensiv afdeling, dels at den restriktive holdning, vi i de skandinaviske lande har til iltbehandling, ser ud til at være fornuftig,« siger Bodil Steen Rasmussen og fortsætter:

»Vi kan med sikkerhed være tilbageholdende med at give ilt i store mængder, og det er vigtig viden – også i forhold til patienter med COVID-19, der indlægges til iltbehandling på en intensiv afdeling, og særligt i den aktuelle situation, hvor der flere steder i verden er mangel på ilt,« siger Bodil Steen Rasmussen.«

Ilt er et lægemiddel

Bodil Steen Rasmussen mener, at vi skal være bedre til at se på ilt som et lægemiddel, vi faktisk ikke ved særlig meget om i forhold til ordination og behandling.

»Vi kan være tilbøjelige til at glemme, at ilt er et af de hyppigst anvendte lægemidler, og at vi ikke desto mindre fortsat ved forbavsende lidt om den rette dosis. Vi er kun lige begyndt at forstå, hvordan ilt anvendes optimalt,« siger Bodil Steen Rasmussen.

I forhold til, hvor ofte iltbehandling anvendes på patienter, mangler der efter Bodil Steen Rasmussens vurdering sikker viden om den bedste anvendelse.

»Når vi fremadrettet skal se på, hvad resultaterne af HOT-ICU betyder for iltbehandling af intensivpatienter, er det vigtigt, at ilt skal anvendes og ordineres som alle andre lægemidler, at der skal sættes et mål for iltbehandlingen, og at vi ved at målrette iltbehandlingen undgår overdosering af ilt. Men vi skal også fortsat have for øje, at der kan være subgrupper af patienter, som har fordel af et lavere mål for iltbehandling, og andre subgrupper, som har ­fordele ved et højere mål for ­iltbehandling.«

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere