COVID-19
Danskudviklet våben mod virus kan være en gamechanger i kampen mod COVID-19
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Personer med et skrøbeligt immunforsvar er i store træk oversete. De mangler vacciner og behandlinger, og de er ekskluderet fra kliniske forsøg. Der er et stort behov for behandlinger til denne patientgruppe, og vi håber på, at vi her kommer med en,« siger professor Morten Sommer.
UNION therapeutics har udviklet en næsespray, der forhindrer coronavirus i at etablere sig i luftvejene. Næsesprayen, der lige nu bliver undersøgt i fase 3, kan være livreddende for skrøbelige patienter og et muligt våben mod en lang række virus i fremtiden.
Personer med meget svagt immunforsvar, eller som er i immunsupprimerende behandling, har ikke haft meget positivt at sige om de seneste to år med coronavirus. Men nu kommer der måske snart en god nyhed.
Specielt skrøbelige patienter mangler nogle muligheder for at blive beskyttet mod COVID-19. Dødeligheden i denne gruppe er ved smitte med coronavirus over 10 pct.
Morten Otto Alexander Sommer, professor, DTU
Danske UNION therapeutics har udviklet en ny form for behandling, der ser ud til effektivt at forhindre virus i at kunne etablere sig i luftvejene.
Behandlingen, der kommer som en næsespray, er allerede ved at blive testet i fase 3 og kan muligvis benyttes til at bekæmpe mange flere former for virusinfektioner end bare COVID-19.
Desuden er behandlingen ligeglad med, om varianten hedder delta, omikron eller noget helt tredje.
»Specielt skrøbelige patienter mangler nogle muligheder for at blive beskyttet mod COVID-19. Dødeligheden i denne gruppe er ved smitte med coronavirus over 10 pct., samtidig med at hverken vaccinerne eller andre tilgængelige behandlinger ser ud til at være gode løsninger. Det er her, hvor UNION kommer ind med et nyt behandlingsprincip, som kan noget andet end alle de andre former for behandlinger,« fortæller en af de forskere, som har været med til at udvikle den nye behandling, professor ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og medgrundlægger af UNION therapeutics Morten Otto Alexander Sommer.
Fanger virus i kugler af cellemembran
Niclosamid, som den nye form for behandling hedder, er specielt målrettet de over fire mio. mennesker alene i Europa, som er i immunsupprimerende behandling, har blodkræft eller er i dialyse.
Denne gruppe af mennesker har dårlig effekt af både vacciner og antistofbehandlinger, og de nyudviklede COVID-19-piller fra Merck og Pfizer er ikke godkendt til langvarig brug.
Derfor står de uden et reelt alternativ og har brug for noget andet.
Det adresserer næsesprayen med niclosamid, idet næsesprayen er målrettet virus’ livscyklus i humane celler.
Når en coronavirus trænger ind i en celle i de øvre luftveje, starter den med at forme det, som hedder et endosom, inde i de humane epitelceller. Endosomet er en lille kugle af den humane celles cellemembran, der indkapsler virussen inde i cellens cytoplasma.
Før virus kan inficere cellen og få den til at lave flere kopier af virus, skal den dog først bryde ud af endosomet, så den kan overtage cellens DNA-replikationsmaskineri.
Neutraliserer virus’ våben
Niclosamid forhindrer, at det sker, og fanger virus i en endosomkapsel, som virus ikke kan komme ud af.
Jeg ved, at nogle læger i blandt andet England har mistet halvdelen af deres patienter i dialyse. Der er et stort behov for behandlinger til denne patientgruppe, og vi håber på, at vi her kommer med en
Morten Otto Alexander Sommer, professor, DTU
»Derfor er vores behandling heller ikke afhængig af specifikke virusvarianter eller af at kunne genkende specifikke proteiner på overfladen af virus. Så længe virus danner et endosom, når den trænger ind i en human celle, virker behandlingen,« forklarer Morten Sommer.
Konkret gør niclosamid det, at den ændrer ved surhedsgraden inde i endosomet.
Når virus skal nedbryde endosomet, er den afhængig af lav pH-værdi, men niclosamid neutraliserer pH, så virus bliver fanget inde i ‘fængslet’ af cellemembran.
Kan virus ikke bryde ud, kan den ikke replicere sig, og så kan den ikke gøre folk syge.
»Studier af coronavirus har vist, at virus især er god til at trænge ind i cellerne i de øvre luftveje i næseepitelet. Derfra spreder de sig til de nedre luftveje og derefter til hele kroppen. Det betyder også, at hvis man kan stoppe virus fra at dele sig i cellerne i næseepitelet, kan man formentlig bremse hele infektionen og forhindre den i at blive systemisk,« siger Morten Sommer.
Bliver testet i fase 3
For at få niclosamid målrettet mod cellerne og virus i næsen har UNION therapeutics udviklet en næsespray, der leverer medicinen lige akkurat der, hvor den gavner mest.
Samtidig kommer næsesprayen med lavere risiko for systemiske bivirkninger, da behandlingen er lokal og koncentreret i en lille dosis.
Det gør også, at man kan være i behandling i lang tid, hvilket imødekommer et behov hos personer med nedsat immunforsvar.
Forskerne fra UNION therapeutics har allerede fået testet næsesprayen på raske personer i et fase 1-studie for at se, om behandlingen er veltolereret.
Det er den, og det har fået det danske biotekselskab til at tage behandlingen videre til fase 3, hvor den lige nu bliver testet som forebyggende behandling til hundredvis af personer, der er i dialyse.
»Forsøget er allerede sat i gang, og forsøgsdeltagerne skal behandles i ni måneder. Så ser vi efterfølgende på, om behandlingen har en effekt på risikoen for at blive alvorlig syg og i værste tilfælde dø af coronavirus. Forsøget køres lige nu af forskere fra Cambridge University i England, men vi er også ved at starte forsøget i Indien,« fortæller Morten Sommer.
Virker formentlig også mod influenza
Morten Sommer forventer, at positive resultater fra fase 3-forsøget kan være med til at få godkendt behandlingen hurtigt.
Han fortæller desuden, at UNION therapeutics også er ved at teste behandlingen mod andre former for infektioner end bare COVID-19. De fleste luftbårne virus inficerer nemlig humane celler på den samme måde, og derfor kan niclosamid formentlig også beskytte mod dem.
Blandt andet har forskerne allerede vist, at behandlingen har en effekt på influenzavirus, der ligesom coronavirus er en stor trussel mod personer med et skrøbeligt immunforsvar.
»Personer med et skrøbeligt immunforsvar er i store træk oversete. De mangler vacciner og behandlinger, og de er ekskluderet fra kliniske forsøg. Derfor har de heller ikke oplevet den store effekt, som vaccinerne har haft på den brede befolkning her under pandemien. Det har kun gavnet dem i meget lille grad. Jeg ved, at nogle læger i blandt andet England, hvor vi er i gang med forsøget, har mistet halvdelen af deres patienter i dialyse. Der er et stort behov for behandlinger til denne patientgruppe, og vi håber på, at vi her kommer med en,« siger Morten Sommer.
Del artiklen: