COVID-19
COVID-19 har ramt folk med diabetes hårdt
Udgivet:
Kommentarer (0)
Mange millioner mennesker har under COVID-19-pandemien ikke fået stillet en diagnose med diabetes eller haft adgang til rutineundersøgelser af deres blodsukker.
EASD 2021:
Find alle vores artikler fradækningen af årets EASD her.
Ny forskning, som er blevet præsenteret på den årlige kongres for European Association for the Study of Diabetes (EASD), viser, at myndighedernes COVID-19-respons i Storbritannien efterlod mere end én mio. briter uden adgang til rutineundersøgelser af deres blodsukker.
Data i den nye undersøgelse stammer fra seks pct. af diabetescentrene i Storbritannien, og hvis man ekstrapolerer, indikerer tallene, at 2,5 mio. diabetestests har været annulleret eller forsinket i løbet af den seks mdr. lange lockdown i landet og ledt til 213.000 missede diagnoser for prædiabetes og 68.500 diagnoser for diabetes. Det har forsinket både behandling og råd om livsstilsændringer.
Ydermere har personer med diabetes misset 1,4 mio. tests i forhold til at monitorere sygdommen, herunder tests af 500.000 personer med høje blodsukkerniveauer. De missede tests øger på både kort og lang sigt sandsynligheden for komplikationer som hyperglykæmi, hjertesygdom, nyresygdom, blindhed, nerveskader, hjerteanfald og slagtilfælde.
Op imod en tredjedel af COVID-19-dødsfald i Storbritannien har været blandt personer med diabetes, og mange er stadig i risiko
David Holland, forsker, The Benchmarking Partnership
Ifølge forskerne bag studiet er det vigtigt, at personer med diabetes holder deres blodsukkerniveauer tæt på det normale, men COVID-19-pandemien har været genstand for hidtil usete forstyrrelser i forhold til mange rutine-sundhedstjenester, herunder monitorering af blodsukker, som er nøglen til diagnoser og behandling af diabetes.
»Op imod en tredjedel af COVID-19-dødsfald i Storbritannien har været blandt personer med diabetes, og mange er stadig i risiko på grund af effekten af ikke at have haft styr på deres sygdom under pandemien eller på grund af, at de ikke er blevet diagnosticeret. Ukontrolleret diabetes gør stor skade på kroppen. Derfor er det vigtigt at fokusere på de store implikationer for personer med diabetes og andre grupper med kroniske sygdomme, da COVID-19 har øget kronikeres risiko for dårligere sygdomsudfald såvel som langvarige helbredsproblemer,« siger David Holland fra The Benchmarking Partnership i Storbritannien i en pressemeddelelse, som er sendt ud fra EASD.
Antallet af tests fald med 80 pct.
I studiet undersøgte forskerne effekten af COVID-19 på diagnoser med diabetes og diabeteskontrol ved hjælp af rutinemæssigt indhentede laboratoriedata. Forskerne havde adgang til data under pandemien og i tre måneder op til lockdown. De analyserede data er fra seks britiske sundhedscentre, der servicerer i alt 3,7 mio. briter, hvilket svarer til seks pct. af befolkningen. Data inkluderer blandt andet 3,6 mio. målinger af langtidsblodsukker blandt 1,7 mio. personer.
Fra data estimerede forskerne antallet af missede tests for langtidsblodsukkeret, både i forhold til diagnostik og monitorering i perioden under lockdown fra 23. marts til 30. september 2020. De udregnede derefter den potentielle effekt af alle de missede tests i forhold til monitorering og nye diagnoser.
COVID-19 har øget kronikeres risiko for dårligere sygdomsudfald såvel som langvarige helbredsproblemer
David Holland, forsker, The Benchmarking Partnership
Data indikerer, at antallet af tests af langtidsblodsukker faldt dramatisk under lockdown. Sammenlignet med før lockdown faldt antallet af monitoreringstests fra 32.000 pr. mdr. til 19.000 pr. mdr. Screeninger faldt fra 46.000 pr. mdr. til 32.000 pr. mdr., og diagnostiske tests blev mere end halveret fra 31.000 pr. mdr. til 12.000 pr. mdr.
Forskerne estimerer, at under lockdown missede 28.500 personer med diabetes og dårlig blodsukkerkontrol deres tests på et af de seks centre, hvilket har øget deres risiko for komplikationer. Data indikerer, at denne gruppe patienter har oplevet en gennemsnitlig stigning i deres langtidsblodsukker på mellem to og tre mmol/mol.
Ydermere estimerede forskerne, at 37.000 i perioden har misset en diagnose med prædiabetes, og 3.800 har misset en diagnose med diabetes.
»COVID-19 har været skyld i mere skade, end vi havde forestillet os. Adgang til en praktiserende læge blev begrænset i løbet af pandemien, hvor praktiserende læger aflyste eller udskød rutineundersøgelser under lockdown. Ydermere har mange højrisikopersoner, herunder personer med diabetes, været modvillige i forhold til at besøge deres praktiserende læge, fordi de var bange for at få COVID-19,« siger David Holland.
»Dette har haft stor indflydelse på tests, hvor det overordnede volumen af tests blev reduceret med 80 pct. i april 2020 og efterfølgende har haft svært ved at komme tilbage til tidligere niveauer. Selv nu i september 2021 er volumen af tests først ved at være tilbage til det niveau, som det var på før pandemien«.
Del artiklen: