Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Kræft

Svendborg Sygehus modtager stor EU-bevilling til forskningsprojekt om brug af kamerakapsler

Udgivet:
Kommentarer (0)

Gunnar Baatrup, som er leder ved CICA, mødtes med resten af holdet bag AICE-projektet. Til kick-off mødet i Svendborg deltog de 12 samarbejdspartnere fra hele Europa.

Kamerakapsler kan i fremtiden erstatte koloskopier, når patienter skal undersøges for tarmkræft. Kirurgisk forskningsenhed ved OUH Svendborg har modtaget millionbevilling fra EU til at føre forskningsprojektet helt til døren.


Når en patient skal undersøges for tarmkræft foregår det i dag med koloskopi, hvor en lang slange med et lille kamera føres op gennem tarmen, hvilket kan føles ubehageligt for patienten. En helt ny teknologi, som forskere fra OUH Svendborg blandt andet står bag, kan dog i fremtiden erstatte de ubehagelige koloskopier.

Endepunktet er, at det skal ud og virke hos patienterne, og de elementer, der er nødvendige for, at det kan lade sig gøre, er inkluderet i projektet

Gunnar Baatrup, professor og centerleder, OUH Svendborg Sygehus

En række forskere har nemlig udviklet en såkaldt kamerakapsel-teknologi, som skal erstatte 50-65 pct. af de 40.000 til 50.000 koloskopier, der foretages i Danmark hvert år.

Kamerakapsler er små kapsler på størrelse med en fiskeoliepille, som patienten sluger, og så sørger kapslen for at tage billeder hele vejen ned gennem tarmen. På den måde kan man undersøge en patient for tarmkræft uden at udsætte patienten for det ubehag, der ellers kan være forbundet med en almindelig koloskopi.

Center for Clinical Implementation of Capsule Endoscopy (CICA) ved Kirurgisk forskningsenhed på OUH Svendborg har modtaget seks mio. euro fra EU-Kommissionen og UK Research and Innovation fra Horizon Europe Framework Programme til et fireårigt forskningsprojekt omhandlende kamerakapsel-teknologien.

Projektet er et multidisciplinært projekt, hvor 12 forskellige partnere fra EU og Skotland deltager. Professor Gunnar Baatrup er leder af CICA og skal stå for definere og koordinere de internationale arbejdsopgaver således, at alle partnere formår at spille sammen.

»Min rolle har i første omgang været at definere, hvad det er, vi ønsker at lave. Med min rolle som international koordinator skal jeg nu få alle partnerne til at spille sammen. Alt skal passes ind, så det både tidsmæssigt er til rådighed for de næste, som skal bruge det, samt at slutproduktet bliver noget, der kan komme ud til patienterne,« fortæller Gunnar Baatrup.

Forskningsprojektet, der arbejder med kamerakapslerne, hedder AICE og har til formål at udvikle algoritmer til kunstig intelligens, der kan bruges i forbindelse med billedanalyse i undersøgelser med kamerakapsler. Desuden skal projektet validere de eksisterende algoritmer på data fra andre lande, der også anvender kamerakapsel-teknologien.

Til gavn for patienterne

CICA afholdte 12.-14. september et internationalt kick-off møde, hvor projektet blev gennemgået, og der blev taget hul på opgaverne mellem arbejdspartnerne. Alle partnerne fra EU mødte op. I et projekt som dette, er alle parterne meget afhængige af hinanden, hvorfor det var vigtigt at mødes fysisk.

Hvis vi nu kan præsentere noget, som faktisk kommer patienterne til gavn, så ville det være helt vildt. Det er sjældent, at en forsker får lov til at være med fra, at en opdagelse er helt ny og til, at det virker ude hos patienterne

Gunnar Baatrup, professor og centerleder, OUH Svendborg Sygehus

Der er ikke tale om et traditionelt forskningsprojekt, hvor man ønsker at undersøge et givent emne. Endepunktet i AICE er at få det ud til patienterne, hvilket kræver, at både sikkerhed, databearbejdelse, teknik og meget andet er fuldstændig i orden og lever op til alle nationale og internationale guidelines.

En af de primære samarbejdspartnere i projektet har været sundhed.dk, og for at få det til at fungere i praksis, skal data blandt andet kunne kobles op til patienternes journaler på sundhed.dk. Det er altså et større arbejde, der kræver, at alle arbejdspartnere leverer det, som de skal, på det rette tidspunkt.

»Endepunktet er, at det skal ud og virke hos patienterne, og de elementer, der er nødvendige for, at det kan lade sig gøre, er inkluderet i projektet. Det adskiller sig fra et traditionelt forskningsprojekt, og det er også det, som gør det spændende. Der er enormt mange forskellige faggrupper, der skal arbejde sammen og snakke det samme sprog. Det er ikke helt enkelt altid, og det er også nyt for os,« siger Gunnar Baatrup.

Stor betydning lokalt for Svendborg Sygehus

Forskningsprojektet har stor betydning for Svendborg Sygehus. Det er helt ekstraordinært, at Svendborg Sygehus modtager en bevilling fra EU af den størrelse til et forskningsprojekt, men forskningsaktiviteterne på sygehuset har været tiltagende i en periode.

»Tidligere var det svært at rekruttere nyuddannede læger, fordi alle nye læger eller lægestuderende ville være inde i byerne, men det problem har vi slet ikke mere. Nu søger nye læger aktivt mod Svendborg Sygehus. Det betyder, at det er blevet lettere at rekruttere,« forklarer Gunnar Baatrup.

Svendborg Sygehus skal være et nyt supersygehus, og derfor er rekruttering yderst vigtig for fremtidens OUH Svendborg. Med både etableringen af CICA samt spændende forskningsprojekter bliver Svendborg Sygehus sat på landkortet, og det er de stolte af, fortæller Gunnar Baatrup.

Med støtte fra OUH og regionen

For at kunne gennemføre et så omfattende internationalt projekt ved CICA har det været helt afgørende at have nogle gode samarbejdspartnere med på holdet. Foruden sundhed.dk har også Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet ved Syddansk Universitet og Kirurgisk forskningsenhed på Svendborg Sygehus været primære samarbejdspartnere for selve forskningsprojektet samt etableringen af CICA.

Forskning og afprøvning har stået på i mere end syv år, og Gunnar Baatrup udtrykker, at det kun er grundet samarbejdsvillige partnere, at forskningen har været mulig. Særligt direktionen på Odense Universitetshospital samt sundhedsudvalget i regionen med Kurt Espersen i front har været med til at gøre det umulige muligt.

»Det er ikke nemt at få det offentlige til at satse en masse penge på et projekt. Regionen har været risikovillig, for da de præsenterede det første gang fik det ikke medvind – folk sagde, at det aldrig ville blive til noget, når vi for eksempel præsenterede projektet på kongresser. Men regionen valgte at tro på projektet, og det har været helt uundværligt for os,« siger Gunnar Baatrup.

For Gunnar Baatrup er det også et helt specielt forskningsprojekt, da han har været med helt fra start, og nu står de forhåbentlig klar med en ny screeningsmetode inden for få år, som kan komme mange patienter til gavn.

»Hvis vi nu kan præsentere noget, som faktisk kommer patienterne til gavn, så ville det være helt vildt. Det er sjældent, at en forsker får lov til at være med fra, at en opdagelse er helt ny og til, at det virker ude hos patienterne. Det kunne være ret fedt at slutte en karriere med,« fortæller Gunnar Baatrup.


Om AICE-projektet

Forskningsprojektet ledes og koordineres af CICA, Center for Clinical Implementation of Capsule Endoscopy, som er forankret på Kirurgisk Afdeling A ved OUH i Svendborg og Klinisk Institut på Syddansk Universitet. CICA ledes af professor Gunnar Baatrup.

De 12 øvrige partnere i AICE-projektet er følgende:

  • Mærsk McKinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet (Danmark)

  • Highland Health Board (Skotland), University of Strathclyde (Skotland)

  • University of Edinburgh (Skotland)

  • Lunds Universitet (Sverige)

  • Umeå Universitet (Sverige)

  • Norges Arktiske Universitet (Norge)

  • National and Kapodistrian University of Athens (Grækenland)

  • Universidad Autonoma de Barcelona (Spanien)

  • Sundhed.dk (Danmark)

  • Stratos-AI (Danmark)



Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere