Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Kræft

Sundhedsreform udskyder tidsplan for Kræftplan V

Udgivet:
Kommentarer (0)

Arbejdet med Kræftplan V er ifølge Sundhedsstyrelsen ikke sat i bero, men styrelsen ønsker, »at tage bestik af den kommende aftale om sundhedsreformen«.

Kræftplan V er forsinket, fordi Sundhedsstyrelsen ikke kan færdiggøre sit arbejde med en faglig anbefaling til Kræftplan V, før sundhedsreformen er på plads.


Sundhedsstyrelsen skulle i starten af oktober have afleveret sit faglige oplæg til Kræftplan V til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Men nu er processen med at færdiggøre de faglige anbefalinger sat i bero, fordi ministeriet ønsker, at den kommende sundhedsreforms konsekvenser skal indarbejdes i Sundhedsstyrelsens endelige faglige anbefaling.

Sundhedsreformen er på nuværende tidspunkt endnu ikke politisk færdigbehandlet, og det er derfor usikkert, hvornår Sundhedsstyrelsen kan genoptage arbejdet med Kræftplan V.

Professor Michael Borre, der er formand for Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG), og også er medlem af den Sundhedsstyrelsens faglige følgegruppe for Kræftplan V, ser frem til at kræftplanen kommer endeligt på plads.

»Selv om det kan forsinke arbejdet med at få Kræftplan V på plads, er det uklogt at forcere processen. Det er svært at komme med klare anbefalinger for en ny kræftplan i en ikke færdigt forhandlet ramme for sundhedsreformen,« siger Michael Borre.

Arbejdet med Kræftplan V blev indledt i efteråret 2023, og styrelsen skulle efter planen aflevere det faglige oplæg til Kræftplan V til Indenrigs- og Sundhedsministeriet i efteråret 2024, mere konkret medio oktober. Efterfølgende skulle planen forelægges for regeringen i slutningen af 2024.

I et skriftligt svar til Dagens Medicin oplyser Sundhedsstyrelsen, at arbejdet med at udarbejde det faglige oplæg fortsat er »i fuld gang«. Det er ikke sat i bero, men styrelsen ønsker, »at tage bestik af den kommende aftale om sundhedsreformen«.

Forventningen er, at Sundhedsstyrelsen vil kunne færdiggøre det faglige oplæg til Kræftplan V i 2024, fremgår det af styrelsens svar.


25 år med nationale kræftplaner

2000: Kræftplan I

Fokus især på afdækning af epidemiologien af kræftsygdomme i Danmark, sammenlignet med de øvrige nordiske lande, samt forøgelse af kapaciteten i forhold til både stråle, medicinsk og kirurgisk behandling.

2005: Kræftplan II

Fokus på bedre sammenhæng i og organisering af patientforløbet, hvilket resulterede i den senere udarbejdelse af pakkeforløb for kræft. Desuden fokus på tobaksforebyggelse og styrkelse af kræftkirurgien. Kræftplan II fik en opfølgning i 2007 med en faglig gennemgang, som bl.a. pegede på behov for en forstærket indsats inden for pakkeforløb, kræftkirurgi, kliniske retningslinjer, monitorering, sammenhæng i patientforløb og tobaksforebyggelse.

2010: Kræftplan III

Fokus på at forbedre og udbygge de dele af patientforløbet, der ligger før og efter udredning og behandling i sygehusregi, bl.a. tidlig opsporing, rehabilitering og palliation. Desuden blev pakkeforløbene for kræft revideret, ligesom man supplerede pakkeforløbene med sygdomsspecifikke opfølgningsprogrammer med beskrivelser af rammerne for opfølgning af kræftpatienter.

2016: Kræftplan IV

Kræftplan IV blev også kaldt ‘Patienternes Kræftplan’. Den byggede videre på de tidligere kræftplaner, og ambitionen bag kræftplan IV var at styrke forebyggelsen, så færre skulle opleve at få en kræftsygdom, forbedre udredning og behandling, så flere overlever kræft, samt at sikre veltilrettelagte forløb var, og at patienterne blev inddraget undervejs.

202?: Kræftplan V

Regeringen har fra og med 2025 afsat 600 mio. kr. årligt til Kræftplan V. Et pilotstudie af et nationalt screeningsprogram for lungekræft, en ny patientrådgivning for patienter med livstruende sygdomme, en specialenhed for behandling af livstruende sygdomme m.v. skal finansieres indenfor denne ramme. Det faglige oplæg er under udarbejdelse, men planen ventes bl.a. at komme med bud på, hvordan kræftområdet kan fremtidssikres i en nær fremtid, hvor stadig flere overlever kræft, og der dermed også bliver også flere ældre, som lever med kræft og følgerne af sygdomme. Kræftplan V ventes også at forholde sig til muligheder for at inkludere ny teknologi til at modvirke det problem, at arbejdsstyrken ikke vokser i samme takt, som der bliver flere ældre.


Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere