Kræft
Studie viser lovende ny behandling af hyppigste hjernetumor hos børn og unge
Udgivet:
Kommentarer (0)
Karsten Nysom, leder af forskningsenheden ‘Ny medicin til børn med kræft’ på Rigshospitalet, kalder resultaterne FIREFLY-1 for et stort skridt fremad.
Behandling med lægemidlet tovorafenib til børn og unge med lavgradsgliom skrumper tumor betydeligt hos de fleste patienter, viser resultater af fase 2-studie. Rigshospitalet har deltaget i studiet, og resultaterne er et stort skridt fremad, siger leder af forskningsenhed.
Resultaterne af det internationale fase 2-studie FIREFLY-1, som netop er blevet publiceret i Nature Medicine, giver håb om forbedrede behandlingsmuligheder for børn og unge med den hyppigst forekommende børnehjernetumor lavgradsgliom.
I studiet blev 137 børn og unge med recidiv af lavgradsgliom behandlet med tovorafenib. Deltagerne havde i gennemsnit allerede fået tre forskellige typer kemoterapi eller målrettet lægemiddel. Selv om deres tumor var blevet forværret under de tidligere behandlinger, fik flere end halvdelen af patienterne et væsentligt svind af deres tumor under behandlingen, og blandt en del af de øvrige patienter stoppede tumorvæksten. Flere delresultater fra studiet er præsenteret ved kongressen Society for Neuro-Oncology (SNO) i Canada
Producenten har stillet lægemidlet til rådighed for os. Vi er blevet prioriteret, fordi vi har kunnet rekruttere så mange deltagere til fase 2-studiet
Karsten Nysom, overlæge, Rigshospitalet
Forskningsenheden ‘Ny medicin til børn med kræft’ på Rigshospitalets Afdeling for Børn og Unge har inkluderet 12 børn og unge i studiet. På SNO-kongressen præsenterede enhedens leder overlæge Karsten Nysom delresultater fra FIREFLY-1. Præsentationen fik kongressens præmie for bedste kliniske forsøg.
»Resultaterne af FIREFLY-1 er et stort skridt fremad i vores bestræbelser på at finde bedre behandlingsmuligheder for børn og unge med alvorlige hjernetumorer,« siger Karsten Nysom.
Selvom en del lavgradsgliomer hos børn og unge sidder, så de kan fjernes ved operation, er der også mange, som ikke kan. Det kan f.eks. være, fordi tumor sidder et sted, hvor en operation ville gøre alt for stor skade, eller fordi tumor har spredt sig til flere steder i hjernen. Og selvom disse patienter kan tilbydes behandling med kemoterapi, virker kemoterapien kun forbigående eller slet ikke på de fleste. Derfor får mange af de børn og unge med lavgradsgliom, som ikke kan opereres bort, flere årelange behandlinger med kemoterapi.
»Hvis tovorafenib i det kommende fase 3-studie, FIREFLY-2, viser sig at være lige så effektivt, som de hidtidige forsøg tyder på, kan det meget vel blive den nye standard som første behandling af lavgradsgliom hos børn og unge, hvor operation ikke er nok,« siger Karsten Nysom.
Vedvarende effekt?
Forskerne bag fase 2-studiet er fortsat i gang med at undersøge langtidseffekten af behandlingen med tovorafenib.
»Vi vil undersøge, om effekten varer ved, så tumoren f.eks. ikke begynder at vokse igen, når behandlingen er overstået. Efter to års behandling med tovorafenib forsøger vi med en ‘drug-holiday’, observerer patienten, og genoptager om nødvendigt behandlingen,« forklarer Karsten Nysom.
Rekruttering af deltagere til fase 3-studiet FIREFLY-2 er nu indledt, og målet er at inkludere 400 børn og unge med lavgradsgliom. I fase 3-studiet sammenlignes effekt og bivirkninger af behandling med tovorafenib med den nuværende standardbehandling med kemoterapi, som første behandling til børn og unge, der ikke kan behandles med operation alene.
Indtil resultaterne af FIREFLY-2 foreligger har Lægemiddelstyrelsen i en række tilfælde givet Rigshospitalet tilladelse til såkaldt ‘compassionate use’ af tovorafenib til børn med lavgradsgliomer, der vokser efter tidligere behandling.
»Producenten har stillet lægemidlet til rådighed for os. Vi er blevet prioriteret, fordi vi har kunnet rekruttere så mange deltagere til fase 2-studiet,« siger Karsten Nysom.
Producenten af tovorafenib har søgt den amerikanske lægemiddelstyrelse FDA om godkendelse, og FDA har tildelt tovorafenib en såkaldt ‘breakthrough therapy designation’.
137 børn er inkluderet i fase 2-studiet FIREFLY-1
Forsøgsenheden ‘Ny Medicin til Børn med Kræft’ på Rigshospitalet har været med til at afprøve lægemidlet tovorafenib på børn og unge med lavgradsgliom, hvor mindst én type kemoterapi eller målrettet behandling ikke kunne kontrollere sygdommen, så børnene havde progression/recidiv når de indgik i forsøget. Forsøget hedder FIREFLY-1.
FIREFLY-1 inkluderede patienter fra USA, Canada, Europa (herunder Danmark og Sverige), Israel, Korea og Australien
FIREFLY-1 har i alt inkluderet og behandlet 137 børn med recidiv af lavgradsgliom. Rigshospitalet inkluderede 12, heraf 8 børn henvist fra 4 forskellige svenske børnekræftafdelinger.
I FIREFLY-1 havde godt halvdelen af patienterne et væsentligt svind af deres tumor under behandlingen, på trods af at tumor var forværret under en række tidligere behandlinger. Deltagerne havde i gennemsnit allerede fået tre forskellige typer kemoterapi eller målrettet lægemiddel.
Lavgradsgliom er den hyppigste hjernetumor hos børn og unge, og der findes ca. 12 nye tilfælde af sygdomme om året i Danmark.
Den hyppigste genfejl i lavgradsgliomer er i BRAF-genet, som enten har en punkt-fejl (mutation) eller er koblet ind i et forkert kontrolsystem, så det er for aktivt (fusion)
Lægemidlet tovorafenib hæmmer BRAF. Det tages via munden én gang om ugen, som tablet eller som en opløsning, hvilket især er patientvenligt for små børn.
Kilde: Juliane Marie Centret, Rigshospitalet
Del artiklen: