Kræft
Statsrevisorer kommer med næsthårdeste kritik af manglende overholdelse af kræftventetider
Udgivet:
Kommentarer (0)
Statsrevisorerne kritiserer i skarpe vendinger, at regionerne og Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke har sikret, at alle kræftpatienter starter i behandling i overensstemmelse med reglerne om maksimale ventetider.
Både regionerne og Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ikke overholdt danske kræftpatienters rettigheder i forhold til reglerne om maksimale ventetider. Det fører nu til skarp kritik fra statsrevisorerne, der i en beretning om overholdelse af de maksimale ventetider for kræftpatienter udtaler:
»Statsrevisorerne påtaler skarpt, at regionerne og Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke har sikret, at alle kræftpatienter starter i behandling i overensstemmelse med reglerne om maksimale ventetider. Statsrevisorerne finder det kritisabelt, at regionerne i stort omfang ikke har tilbudt patienter behandling et andet sted, når regionerne ikke har kunnet overholde patienternes ret til at starte i behandling inden for den maksimale ventetid. Statsrevisorerne kritiserer skarpt, at regionerne og Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke er enige om, hvad et tilbud om behandling et andet sted skal indeholde, for at patientrettighederne er overholdt. Uenigheden har bl.a. betydet, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet har overvåget overholdelsen af patientrettighederne på et mangelfuldt og ikke retvisende grundlag,« står der blandt andet i beretningen, der er offentliggjort i dag.
Næsthårdeste niveau af kritik
I deres beretninger tager Statsrevisorerne altid afsæt i en 5-trins karakterskala, og når revisorerne som i dette tilfælde ‘påtaler skarpt’, så er det den næsthårdeste kritik, de kan give.
Ministeriet har desuden hverken haft retvisende viden om regionernes overholdelse af reglerne, eller haft kendskab til ledig behandlingskapacitet. Konsekvensen er, at nogle kræftpatienter risikerer at vente unødigt længe på behandling, mener statsrevisorerne.
På den baggrund ‘finder Rigsrevisionen, at regionernes og Indenrigs- og Sundhedsministeriets manglende overholdelse af patientrettighederne er stærkt utilfredsstillende’.
Rigsrevisionen har undersøgt perioden fra juli 2019 til juni 2023, og konkluderer på den baggrund bl.a., at behandlingsfristen i ca. 6.500 tilfælde er overskredet uden gyldig grund, og at regionerne for mellem 3.100 og 6.400 forløbs vedkommende ikke har overholdt kræftpatienternes ret til at få tilbudt behandling på et andet sygehus.
Regionerne har heller ikke levet op til lovens krav om at informere kræftpatienter om helbredsmæssige konsekvenser ved længere ventetid til behandling.
Tilliden skal genskabes
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) siger i en pressemeddelelse, at det nu er afgørende, at tilliden til kræftområdet genoprettes.
Den metode, som Rigsrevisionen har anvendt, giver ikke et retvisende billede af virkeligheden
Karin Friis Bach (R), formand for sundhedsudvalget, Danske Regioner
»Vi skal have et sundhedsvæsen, hvor kræftpatienter kan være trygge ved at få den behandling, de har krav på. Derfor har jeg allerede inden Rigsrevisionens undersøgelse sat gang i en genopretning af kræftområdet, der skal sikre, at patientrettighederne overholdes Men jeg tager det naturligvis meget alvorligt, at Rigsrevisionen nu retter så hård kritik af overholdelsen af kræftpatienters rettigheder. Beretningen understreger, at det er helt afgørende, at vi får genskabt tilliden til kræftområdet,« siger ministeren i pressemeddelelsen, og tilføjer:
»Det siger sig selv, at reglerne skal være klare, og myndighederne skal have det nødvendige overblik. Derfor har Sundhedsstyrelsen også som led i vores genopretningsplan opdateret vejledningen om reglerne, og vi er ved at indføre en ny overvågning af kræftområdet, som skal forbedre og sikre en mere tidstro overvågning af ventetiderne. Og jeg vil opfordre patienter, der er i tvivl om, hvorvidt de har fået overholdt deres rettigheder, til at tage fat i patientvejledningen i deres region, som også vil kunne hjælpe med at klage til rette myndighed, hvis ens rettigheder ikke er blevet overholdt.«
Regioner: Regler har været uklare
Regionerne tager Rigsrevisionens kritik af overholdelse af de maksimale ventetider for kræftpatienter alvorligt, fremgår det af en pressemeddelelse fra Danske Regioner.
»Det er altafgørende, at patienter med kræft får behandling af høj kvalitet til rette tid. For regionerne er det en kerneopgave. Rigsrevisionens beretning bekræfter, at der har været uklarhed om fortolkningen af reglerne på området. Jeg er glad for, at der nu er kommet en ny vejledning fra Sundhedsstyrelsen, som skaber klarhed,« siger Karin Friis Bach (R), formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner.
Hun hæfter sig samtidig ved, at der fra årets start er etableret en langt mere systematisk national registrering og monitorering af samtlige kræftforløb omfattet af de maksimale ventetider.
»Hvis en afdeling ikke har mulighed for at give behandling indenfor de lovgivningsmæssige tidsfrister, skal patienten naturligvis have grundig information og hjælp til at få et andet tilbud. Det er det, som vejledningen skal være med til at sikre, og tal fra den nye monitorering i januar og februar viser, at det heldigvis er meget sjældent, at patientrettighederne ikke overholdes,« siger Karin Friis Bach.
Her henviser hun til foreløbige tal fra en ny og mere detaljeret overvågningsmetode, som Sundhedsstyrelsen og Sundhedsdatastyrelsen har udviklet i samarbejde med regionerne.
De foreløbige tal baseret på i alt 5.870 behandlingsforløb i de 5 regioner i januar og februar 2024 viser, at 91,3 procent af patienterne kommer i behandling inden for tidsfristerne. I langt de fleste forløb, som er længere end tidsfristerne, skyldes det, at lægerne har været nødt til at udsætte behandlingen af hensyn til patientens helbredstilstand eller at patienten selv har valgt at udskyde sin behandling.
1,2 procent af patienterne oplever på grund af manglende kapacitet at vente længere end tidsfristerne, men patienten er informeret korrekt om rettigheder og muligheder.
Rigsrevisionens rapport viser, at omfanget af overskridelser har været større, end vi frygtede
Jesper Fisker, adm. direktør, Kræftens Bekæmpelse
Samtidig kritiserer Danske Regioner, at den metode som Rigsrevisionen har brugt i sin undersøgelse og konklusion om reglerne vedrørende maksimale ventetider, efter deres vurdering er meget problematisk. Det skyldes, at alle Rigsrevisionens tal er beregnet ud fra en mindre stikprøveundersøgelse af 380 patientjournaler, og Rigsrevisionens konklusioner derfor bygger på, om der i disse 380 journaler er tilstrækkelig skriftlig dokumentationen for overholdelsen af reglerne.
»Den metode, som Rigsrevisionen har anvendt, giver ikke et retvisende billede af virkeligheden. Vi anerkender, at der har været uklarhed både om fortolkning af regler og i dokumentationen, men det er meget problematisk, at man ganger en stikprøve op. Det betyder i praksis, at kritikken er baseret på patienter, som vi ikke umiddelbart kan identificere og række ud til. Jeg vil derfor opfordre til, at man kontakter patientrådgivningen i sin region, hvis man som patient er det mindste i tvivl, om ens rettigheder er blevet overholdt,« siger Karin Friis Bach.
Problemer kendt længe
Adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker hæfter sig i en pressemeddelelse ved, at problemerne med ministeriets overvågning af forsinkelser på kræftområdet har været kendt længe.
»Kræft er en tidskritisk sygdom, hvor hurtig behandling i de fleste tilfælde er afgørende for patientens chancer for at blive helbredt. Det er derfor, at de maksimale ventetider på kræft- og hjerteområdet blev indført. Undersøgelsen (Statsrevisorernes beretning, red.), som vi nu vil nærlæse, har en dybt nedslående konklusion,« siger Jesper Fisker.
Allerede i 2018 udtalte Rigsrevisionen kritik af forsinkelser på kræftområdet og bemærkede dengang, at Sundhedsministeriets overvågning var mangelfuld.
»Regionerne har i flere år været udfordret på ventetiderne på kræftområdet. Den siddende regering har reageret på sagen fra Aarhus og iværksat en række tiltag, som vi i Kræftens Bekæmpelse mener er helt rigtige og støtter op om,« siger Jesper Fisker.
Forstærket overvågning af overholdelsen af maksimale ventetider samt præciseringer i vejledningen på området har tilsyneladende ikke været tilstrækkelige, mener Jesper Fisker:
»Rigsrevisionens rapport viser, at omfanget af overskridelser har været større, end vi frygtede. Der har været problemer i hele landet. Jeg appellerer kraftigt til, at man én gang for alle får taget fat om problemerne, så kræftpatienter kan være sikre på at deres patientrettigheder bliver overholdt, og de bliver behandlet til tiden,« siger han.
Hvad mener regionerne?
Region Nordjylland:
»Vi tager Rigsrevisionens kritik af os og Indenrigs- og Sundhedsministeriet meget alvorligt. Der skal være styr på gældende praksis, og det er et klart problem, at der ikke har været klarhed om fortolkningen af bekendtgørelsen. Derfor er det også godt, at en ny vejledning fra Sundhedsstyrelsen nu kan skabe klarhed. Det er meget beklageligt, at der er fundet fejl i form af ikke tilstrækkelig dokumentation i nogle af de forløb, som Rigsrevisionen har gennemgået fra Region Nordjylland,« siger Mads Duedahl (V), regionsrådsformand, Region Nordjylland, i en pressemeddelelse.
Region Syddanmark:
»Vi tager selvfølgelig kritikken til os. Sygehusene og regionerne er sat i verden for at hjælpe patienterne, og vores job er at give dem den bedst mulige behandling, hurtigst muligt. Og hvis det ikke er muligt, så skal deres ret til behandling et andet sted altid overholdes, og der skal naturligvis journaliseres korrekt. Derfor er jeg også glad for at se, at Sundhedsstyrelsen netop har udsendt en opdateret vejledning på området, der skal sikre enighed mellem regionerne og sundhedsmyndighederne om, hvordan reglerne skal overholdes,« siger formanden for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Mette With Hagensen (S), i en pressemeddelelse.
Regionsdirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen siger:
»Vi sætter hvert år gang i 40.000 kræftpakkeforløb på de syddanske sygehuse, men det er aldrig godt nok, når patienter oplever, at de maksimale ventetider overskrides. Så det tager vi meget alvorligt. Jeg erkender, at der har været udfordringer med at overholde reglerne for de maksimale ventetider, og det vil jeg gerne beklage. Det skal vi have rettet op på, men vi må også erkende, at vores kapacitet på flere områder periodevis er meget presset. Vi arbejder dog hårdt for at styrke kræftbehandlingen og sikre patienternebehandling inden for de maksimale ventetider,« siger Kurt Espersen.
Region Sjælland:
»Vi tager kritikken alvorligt. Problematikken har været kendt siden vores faglige gennemgang af kræftområdet i foråret 2023. Vi har siden da været i fuld gang med at løse problematikken. Derfor er vi glade for, at Sundhedsstyrelsen netop er kommet med en ny vejledning, der skaber klarhed for området,« siger Jesper Gyllenborg, lægefaglig koncerndirektør i Region Sjælland, i en pressemeddelelse og tilføjer:
»Patienterne skal vide, hvad de kan forvente og har ret til. Medarbejderne skal vide, hvad der forventes af dem. Og politikerne og styrelsen skal være trygge ved, at de får de informationer, de har brug for. Derfor er vi også enige i kritikken fra Rigsrevisionen om, at der har været forskellige tolkninger af reglerne på området. Det er vores forventning, at den nye vejledning fra styrelsen kan være med til at sikre en fælles forståelse af reglerne. Samtidig tyder de første tal for i år på, at vi næsten har fuld overholdelse af reglerne,« siger Jesper Gyllenborg.
Region Hovedstaden:
»Mennesker, der oplever at få kræft, skal ikke være i tvivl om, at de får en hurtig og rigtig behandling. Det kan man føle sig helt sikker på, men den her uklarhed om reglerne skaber utryghed. Det kan vi ikke være bekendt overfor mennesker, der i forvejen står i en sårbar situation. Regionen gennemfører hvert år ca. 13.000 kræftbehandlinger omfattet af de maksimale ventetider, og desværre opstår der i nogle tilfælde problemer med at overholde tidsfristerne, men heldigvis er der oftest tale om ganske få dage. Det er jo også derfor, at mange patienter siger, at de hellere vil vente på at blive behandlet tæt på hjemmet frem for at skulle til en anden ende af landet eller udlandet,« siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) i en pressemeddelelse fra regionen.
Del artiklen: