Kræft
Røntgen bruges stadig hyppigt forud for lungekræftdiagnoser: Behov for at informere praktiserende læger
Udgivet:
Kommentarer (0)
En undersøgelse, som chefkonsulent i Kræftens Bekæmpelse Søren Gray Worsøe Laursen præsenterede på Danske Kræftforskningsdage viser, at en signifikant større andel af de lungekræftpatienter, der fik røntgen først, havde sygdom i et mere fremskredent stadie og en højere etårsdødelighed, end de patienter, der startede det diagnostiske forløb med en CT-scanning.
40 pct. af danske lungekræftpatienter fik i 2022 foretaget en røntgenundersøgelse af thorax inden for et år før diagnosen, viser undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, som blev præsenteret på Danske Kræftforskningsdage. Det sker selvom det siden 2022 har været muligt at henvise til CT-scanning ved vage symptomer. Der kan være behov for at informere praktiserende læger bedre om muligheden for henvisning.
Selv om det siden 1. juli 2022 har været muligt at henvise patienter med vage symptomer på kræft eller anden alvorlig sygdom til en CT-scanning, er der fortsat en stor gruppe patienter, der ikke tilbydes den radiologiske undersøgelse, som med størst sikkerhed kan fastslå, om patienten har lungekræft.
Chefkonsulent i Kræftens Bekæmpelse Søren Gray Worsøe Laursen præsenterede på Danske Kræftforskningsdage en retrospektiv kohorteundersøgelse af brugen af CT-scanninger og røntgen forud for diagnosen blandt danske patienter, der i perioden 2010-2022 fik diagnosen lungekræft.
»Den gode nyhed er, at der i perioden 2010-2022 er sket en betydelig stigning i brugen af CT-scanninger, og at der derfor overordnet er sket en forskydning i retning af, at flere får stillet diagnosen i et tidligt stadie af deres kræftsygdom. Men der er fortsat en stor gruppe patienter, hvor røntgen var førstevalg som diagnostisk metode,« siger Søren Gray Worsøe Laursen.
Undersøgelsen viser, at 40 pct. af danske lungekræftpatienter i 2022 fik foretaget en røntgenundersøgelse af thorax inden for et år før diagnosen. Mens en CT-scanning med brug af kontrast har en sensitivitet på mindst 95 pct., er sensitiviteten ved røntgen mindre end 80 pct. og formodentlig væsentligt lavere ved små tumorer.
»Vores data viser, at en signifikant større andel af de patienter, der fik røntgen først, havde sygdom i et mere fremskredent stadie og en højere etårsdødelighed, end de patienter, der startede det diagnostiske forløb med en CT-scanning,« siger Søren Gray Worsøe Laursen.
Selv om der de senere år er sket betydelige fremskridt i diagnostik og behandling af lungekræft, har Danmark fortsat én af verdens højeste forekomster af lungekræft og et tilsvarende højt antal dødsfald på grund af lungekræft. For patienter med alarmsymptomer, der henvises til et lungekræftpakkeforløb, er CT-scanning obligatorisk. Patienter med uspecifikke symptomer på alvorlig sygdom, som kan være kræft, vil ofte blive henvist til et diagnostisk center.
Få henvisninger fra almen praksis
Den tredje gruppe er de patienter, hvor den henvisende læge ikke helt kan udelukke, at der kan være tale om en alvorlig sygdom (»low risk, but not no risk«), og hvor vurderingen er, at det ikke er lægefagligt begrundet at henvise til kræftpakke eller diagnostisk pakkeforløb.
Tidlig cancer overses med den mindre sensitive røntgenundersøgelse, og opdages først senere
Søren Gray Worsøe Laursen, chefkonsulent, Kræftens Bekæmpelse
»Ca. 35 pct. af de patienter, der viser sig at have lungekræft, tilhører denne gruppe med vage eller ukarakteristiske symptomer, men præcis hvilke patienter, der sendes videre til udredning, på hvilke indikationer, og hvad resultatet af undersøgelserne er, vil vi gerne undersøge nærmere et studie, vi netop er gået i gang med,« siger Søren Gray Worsøe Laursen.
Regionerne har i et notat fra slutningen af september 2023 opgjort antallet af henviste gruppe tre patienter til i alt 661 patienter i andet halvår af 2022. Notatet er den hidtil eneste, foreløbige opgørelse af erfaringerne med henvisning via gruppe tre. I notatet skriver regionerne, »at det ikke er overvældende, hvad der er kommet ind af gruppe tre henvisninger fra almen praksis i perioden,« og »at hovedparten af henvisningerne kommer fra ganske få lægehuse«. Årsagen til det lave antal gruppe tre-henvisninger er efter regionernes vurdering »manglende kendskab til henvisningsmulighederne blandt de fleste almen praktiserende læger«.
Derfor kan der være behov for igen at informere de praktiserende læger om mulighederne for at henvise til gruppe tre, mener regionerne.
Notatet giver dog ikke svar på, om det er almen praksis, som henviser til røntgen som første undersøgelse, eller det er den radiologiske afdeling, der viderehenviser den praktiserende læges oprindelige ønske om at få lavet en CT-scanning af thorax, til en røntgenundersøgelse af thorax.
Behov for at undersøge fordele og ulemper
Søren Gray Worsøe Laursen mener, at den aktuelle undersøgelse peger på et behov for at få undersøgt gevinsterne – og om muligt også ulemperne – for patienterne ved en mere udbredt brug af CT-scanninger til især de patienter, hvor lungekræft er én ud af flere mulige diagnoser.
»Årsagen til den højere stadiefordeling – og derfor også ringere overlevelse – vi finder blandt de patienter, der starter med røntgen, kan være diagnostisk forsinkelse. Tidlig cancer overses med den mindre sensitive røntgenundersøgelse, og opdages først senere. Derfor er det også vores anbefaling, at der laves yderligere undersøgelser, som ser på potentialet for at finde flere patienter i et tidligt stadie af sygdommen, og som derfor vil have en bedre prognose, hvis CT i højere grad anvendes som første billeddiagnostiske undersøgelse, frem for røntgen,« siger Søren Gray Worsøe Laursen.
Del artiklen: