Kræft
Prostatakræft: Kun mindre effekt af postoperativ hormonbehandling
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Vi kan se, at det går vores patienter vældigt godt både med og uden hormonterapi. Det tegner et billede af, at det for mange patienter måske ikke er relevant at få hormonterapi,« siger Peter Meidahl Petersen.
Efter operation for prostatakræft er det muligt at behandle patienter med stråleterapi plus/minus hormonterapi. Nyt studie viser, at hormonbehandling formentlig kun er for de få, og at det i så fald betyder mindst to års bivirkningstung behandling.
Læger har længe spekuleret over, hvad der vil være den bedste behandling til risikopatienter med prostatakræft efter operation.
Skal de for eksempel behandles med hormonterapi i tillæg til stråleterapi, og i hvor lang tid skal man i så fald behandle?
Alt det kaster et nyt stort studie lys over.
I studiet (RADICALS-HD) kan forskere blandt andet vise, at tillæg af hormonterapi faktisk ikke gør den store forskel på overlevelsen for størstedelen af patienterne.
Skal overlevelsen forbedres blot en smule, er det nødvendigt med postoperativ hormonterapi i tillæg til stråleterapi i mindst to år og formentlig kun til patienter med højest risiko for tilbagefald og metastaser.
»Vi kan se, at det går vores patienter vældigt godt både med og uden hormonterapi. Det tegner et billede af, at det for mange patienter måske ikke er relevant at få hormonterapi. Det er formentlig mest relevant for de mest syge, og hvis man behandler med hormonterapi, skal man gøre det i to år for overhovedet at få en effekt. Mindre end det hjælper ikke noget,« fortæller en af forskerne bag studiet, professor og overlæge Peter Meidahl Petersen fra Kræftafdelingen på Rigshospitalet.
Forskningen er offentliggjort i flere artikler i Lancet, blandt andet her og her.
Næsten 3.000 med prostatakræft med i studie
Formålet med RADICALS-HD har været at etablere evidens for, hvad der er den optimale behandling til risikopatienter med prostatakræft efter operation.
Med risikopatienter menes der høj risiko for tilbagefald og nye metastaser.
Den ene del af RADICALS har omhandlet stråleterapidelen af den postoperative behandling, mens den anden del har omhandlet hormonbehandlingsdelen (RADICALS-HD).
Studierne her viser, at vi tidligere måske har taget lidt for stor en patientgruppe i behandling med hormonterapi
Peter Meidahl Petersen, Overlæge, Rigshospitalet
I hormonbehandlingsdelen, som for nylig blev afrapporteret i Lancet, har forskere både undersøgt, om hormonterapi i tillæg til stråleterapi i seks mdr. er bedre end ingen hormonterapi, og om hormonterapi i tillæg til stråleterapi i 24 mdr. er bedre end i seks mdr.
2.839 patienter er inkluderet i studiet og randomiseret til behandlingerne.
»Tidligere studier har vist, at postoperativ stråleterapi plus hormonbehandling er bedre end stråleterapi alene. Dette studier er gået ud på at finde ud af den optimale hormonbehandling,« siger Peter Meidahl Petersen.
Inklusionskriteriet for de 2.839 patienter, der har deltaget i studiet, var blandt andet, at de skulle have prostatakarcinom, postoperativ PSA på mindre end 0,2 og enten have kræft i stadie T3 eller T4.
Ingen effekt af behandling i seks mdr.
I det studie, hvor forskerne sammenlignede ingen hormonterapi med hormonterapi i seks mdr. som tillæg til strålebehandling efter operation, var der ingen forskel mellem de to behandlinger efter mediant ni års opfølgning.
Det primære endemål i studiet var metastasefri overlevelse efter 10 år, og her var der ingen signifikant forskel mellem de to grupper.
I gruppen, der ikke fik hormonterapi, var den metastasefri overlevelse efter 10 år 79,2 pct., mens den var 80,4 pct. i gruppen, som fik hormonbehandling i seks mdr.
»Det peger entydigt på, at til denne patientgruppe gavner det ikke noget at give hormonbehandling i kombination med stråleterapi i seks mdr. efter operation. Der er med andre ord intet holdepunkt for at sige, at nogen patienter skal tilbydes hormonbehandling i seks mdr.,« siger Peter Meidahl Petersen.
Effekter efter 10 år
Resultatet så lidt bedre ud, da forskerne sammenlignede hormonbehandling i seks mdr. med hormonbehandling i 24 mdr.
Her steg den metastasefri overlevelse efter 10 år fra 71,9 pct. til 78,1 pct.
Kigger man alene på overlevelsen, steg den dog kun minimalt fra 82 pct. til 84 pct.
Selvom forbedringen er signifikant, skal man ifølge Peter Meidahl Petersen huske på, at effekten først er efter ti år, hvoraf de to første år er med bivirkningstung hormonbehandling.
»Det er, hvad jeg vil kalde for en moderat effekt og så ikke mere end det,« siger han.
Måske behandler vi for mange
Peter Meidahl Petersen fortæller, at anbefalingen i Danmark er, at man kan overveje at give hormonbehandling i 24 mdr. til patienter med højest risiko for metastaser og tilbagefald.
Han mener, at resultatet af studiet indikerer, at formentlig færre vil få det fremadrettet, fordi effekten er marginal.
Skal man finde en større effekt, skal målgruppen af patienter nok snævres endnu mere ind, så den kun inkluderer patienter med den allerstørste risiko for metastaser og tilbagefald.
»Studierne bidrager med viden, som læger og patienter kan bruge til at træffe en beslutning på baggrund af. For rigtig mange patienter vil det formentlig ikke give mening at skulle i bivirkningstung hormonbehandling i 24 mdr. for at øge chancerne for overlevelse med ganske få pct. efter ti år. Men er man i den høje ende af risikoskalaen, kan det alligevel godt give mening. Studierne her viser, at vi tidligere måske har taget lidt for stor en patientgruppe i behandling med hormonterapi,« siger Peter Meidahl Petersen.
Del artiklen: