Kræft
Patienter med bestemt type tarmkræft kan snart blive behandlet to steder i landet
Udgivet:
Kommentarer (0)
Sundhedsstyrelsen har besluttet, at Herlev og Gentofte Hospital fremadrettet kan varetage avanceret kirurgisk behandling af patienter med tarmkræft der har spredt sig til bughinden.
Snart kan patienter med tarmkræft, som har spredt sig til bughinden, blive behandlet to steder i landet. Udover Aarhus Universitetshospital kan patienter fremover også blive behandlet på Herlev og Gentofte Hospital.
Det bliver snart muligt for patienter med tarmkræft, som har spredt sig til bughinden, at blive behandlet på Gentofte og Herlev Hospital. Det har Sundhedsstyrelsen besluttet, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
I 2023 afdækkede DR kræftskandalen på AUH, hvor patienter i hundredvis ventede for længe på en operation. Siden da har Sundhedsstyrelsen besluttet, at ét til hospital skulle kunne tilbyde det avancerede kirurgiske indgreb cytoreduktiv kirurgi.
Sundhedsstyrelsen har modtaget ansøgninger fra henholdsvis privathospitalet Aleris, Aarhus samt Herlev og Gentofte Hospital. Ansøgningerne er blevet vurderet ud fra de faglige krav, Sundhedsstyrelsen stiller til varetagelse af højt specialiserede funktioner som f.eks. de faglige kompetencer og erfaring, der skal være til stede på sygehuset, samt samarbejdet mellem forskellige lægefaglige specialer. Ud fra de ovenstående vurderingskriterier har Sundhedsstyrelsen godkendt Herlev og Gentofte Hospital til fremadrettet, sammen med Aarhus Universitetshospital, at kunne varetage CRS-behandlingen.
»Med godkendelsen af Herlev og Gentofte Hospital vil der fremover være to sygehuse i Danmark, der kan behandle disse patienter, og dermed udvider vi den samlede nationale kapacitet. Samtidig kan patienterne blive opereret mere regionalt, og dermed sikrer vi en bedre geografisk dækning. Vi ved, at det kan give patienter en større tryghed at blive behandlet tættere på, hvor de bor og har familie,« fortæller Agnethe Vale Nielsen, enhedschef i Enhed for Sygehusplanlægning i Sundhedsstyrelsen og understreger:
»Herlev og Gentofte Hospital lever op til de krav, der er til at varetage CRS og har et solidt set-up med erfarne kirurger, specialister og sygeplejersker til at håndtere hele patientforløbet og har dermed forudsætning for at tilbyde den bedste behandling til patienterne.«
Tid til ordentlig implementering
Herlev og Gentofte Hospital skal som nyt godkendt hospital til varetagelse af CRS-behandling have tid til at implementere funktionen. Samtidig skal Herlev og Gentofte Hospital og Aarhus Universitetshospital videreudvikle deres eksisterende samarbejde med hinanden, så det også omhandler CRS-behandlingen. For at det kommer sikkert i mål, vil Sundhedsstyrelsen løbende være i dialog med de pågældende hospitaler.
Sundhedsstyrelsen har i forbindelse med beslutningen samlet information og rådgivning fra regioner og Lægevidenskabelige Selskaber i Det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning, som støtter godkendelsen af Herlev og Gentofte Hospital kan varetage CRS-behandlingen.
Læs mere om kræftskandalen her:
20. marts 2023: Patienter med fremskreden tarmkræft må vente mere end to uger på operation i Aarhus
12. april 2023: Region Midtjylland sætter initiativer i gang efter kræftsag på Aarhus Universitetshospital
27. juni 2023: Kræftskandalen på AUH: Afdelingsledelse fritages for tjeneste
12. december 2023: Kræftsag på AUH skal efterforskes af politiet
Del artiklen: