Overraskende mange kræftoverlevere har svære symptomer og funktionsnedsættelse – især dem med kort uddannelse har det svært

Er man kræftoverlever, er sandsynligheden for at have svære livskvalitetsnedsættende symptomer efter sit kræftforløb eller have livskvalitetsnedsættende funktionsnedsættelse markant større, hvis man er kort uddannet, sammenlignet med hvis man er højt uddannet.

Det viser et nyt dansk studie, hvori forskere har kortlagt livskvaliteten efter et kræftforløb blandt næsten 30.000 danskere samt set på forskelle afhængigt af uddannelseslængde.

I studiet blev forskerne overrasket over to ting:

Vores resultater viser, at overraskende mange kræftoverlevere har livskvalitetsnedsættende smerter eller livskvalitetsnedsættende funktionsnedsættelse

Susanne Oksbjerg Dalton, professor, Center for Kræftforskning ved Kræftens Bekæmpelse og Kræftafdelingen ved Sjællands Universitetshospital

For det første at så mange danskere har livskvalitetsnedsættende symptomer eller funktionsnedsættelse efter et kræftforløb, og for det andet at forskellen mellem det at være højt- eller lavt udannet er så stor, som den viser sig at være.

»Patienterne er færdigbehandlede og for de flestes vedkommende også færdige med opfølgningen, men alligevel har de store problemer. Og så kan vi se, at det ikke rammer helt tilfældigt, men at personer med kort uddannelse oftere slås med store problemer sammenlignet med personer med lang uddannelse. Vi har som system et stort ansvar for at finde og hjælpe dem, som efter et kræftforløb stadig slås med problemer med stor indvirkning på deres livskvalitet,« fortæller en af forskerne bag studiet, professor Susanne Oksbjerg Dalton fra Center for Kræftforskning ved Kræftens Bekæmpelse og Kræftafdelingen ved Sjællands Universitetshospital.

Forskningen er offentliggjort i Cancer Medicine.

40.000 kræftoverlevere har svaret på spørgeskema

Susanne Oksbjerg Dalton har med sine kollegaer i mange år forsket i ulighed i kræft.

De har blandt andet identificeret forskelle i ulighed ved diagnoser for kræft, behandling for kræft og kræftoverlevelse.

Denne forskning har belyst, at hvis man har kortere uddannelse, er ens sandsynlighed for at overleve og klare sig igennem kræftbehandlingen og efterforløbet forringet.

Forskerne har også identificeret, at der er ulighed i adgangen til rehabilitering og palliation.

I det nye studie ønskede forskerne at tage det næste skridt og identificere mulige forskelle i senfølger til kræftsygdom mellem personer med kort-, mellemlang- og lang uddannelse.

Til formålet inviterede forskerne 100.000 danske kræftoverlevere, som havde fået stillet en diagnose med kræft inden for de seneste to til 12 år, til at svare på et spørgeskema angående senfølger og livskvalitet.

Næsten 41.000 personer svarede på spørgeskemaet, og i studiet har forskerne inkluderet data på 27.857 personer med de mest hyppige kræftformer: Lungekræft, brystkræft, tarmkræft og prostatakræft.

Spørgeskemaet afdækkede informationer om fysisk funktionsevne, emotionel funktionsevne, kognitiv funktionsevne, rollefunktionsevne og social funktionsevne.

Ydermere skulle forsøgsdeltagerne svare på spørgsmål vedrørende generelle symptomer som smerter, træthed, åndenød, søvnproblemer mm. samt spørgsmål om mere behandlingsrelaterede senfølger som neuropati i hænder og fødder eller lymfødem.

»Samlet set giver det os et indblik i folks helbredsrelaterede livskvalitet, og vi har brugt disse spørgeskemasvar til at undersøge, om der er forskel på besvarelser blandt personer med videregående uddannelse sammenlignet med personer, der har en erhvervsfaglig uddannelse eller en folkeskoleuddannelse,« forklarer Susanne Oksbjerg Dalton.

Hun uddyber, at idet personer med kræft hører til i den ældre del af befolkningen, er det ikke unormalt, at mange kun har en folkeskoleuddannelse. I undersøgelsen gjaldt det mellem 10 og 17 pct.

Overraskende mange har nedsat livskvalitet

I studiet benyttede forskerne en nyudviklet grænseværdi for de forskellige symptomer og funktioner for på den måde at identificere symptomer, der kunne klassificeres som klinisk svære symptomer eller funktionsnedsættelse i så svær grad, at der kan være behov for en klinisk indsats.

Herefter undersøgte forskerne, hvor stor del af de lavt-, mellem eller højt uddannede der faldt inden for dette kriterie.

Forskerne justerede deres resultater for blandt andet alder, køn, livsstil, komorbiditeter og kræftbehandling, der kunne have effekt på sandsynligheden for at slås mere med senfølger efter et kræftforløb.

»Vores resultater viser, at overraskende mange kræftoverlevere har livskvalitetsnedsættende smerter eller livskvalitetsnedsættende funktionsnedsættelse. Generelt har for eksempel en tredjedel af alle overleverne en svært nedsat fysisk funktion, en tredjedel har svære smerter og en femtedel har svær træthed på tværs af de undersøgte kræftformer,« siger Susanne Oksbjerg Dalton.

Sværere at være kortuddannet kræftoverlever

Ydermere fandt forskerne, at personer med kort uddannelse kæmper meget mere med senfølgerne til kræft sammenlignet med personer med lang uddannelse.

Når jeg taler med kollegaer på senfølgeklinikkerne i de forskellige regioner, fortæller de, at mange af de patienter, der kommer på senfølgeklinikkerne, er højtuddannede

Susanne Oksbjerg Dalton, professor, Center for Kræftforskning ved Kræftens Bekæmpelse og Kræftafdelingen ved Sjællands Universitetshospital.

På tværs af alle kræftformer og de enkelte symptomer og funktioner fandt forskerne en højere forekomst af svære symptomer eller funktionsnedsættelse hos overlevere med folkeskoleuddannelse end hos overlevere med erhvervsfaglig eller videregående uddannelse. Denne ulighed er størst blandt overlevere efter bryst- og lungekræft.

Inden for lungekræft gælder det som eksempel, at 70 pct. af overlevere efter lungekræft med kort uddannelse har svær nedsat fysisk funktion, mens det gælder for 45 pct. med lang uddannelse. Det samme gælder for eksempel for træthed, hvor 48 pct. med kort uddannelse og 28 pct. med lang uddannelse rapporterer svær træthed.

»Niveauet af svære symptomer og funktionsnedsættelse er generelt højere i populationen af overlevere efter de fire kræftformer, end jeg havde forestillet mig, og den er overraskende høj hos personer med kort uddannelse. Vi finder, at symptombyrden er størst inden for de første to til fem år efter kræftdiagnosen, men at den stadig ses helt op til efter 12 år. Ydermere skal man huske på, at mange af disse kræftoverlevere nok slås med flere symptomer og flere former for funktionsnedsættelse på en gang – i vores undersøgelse har vi set på dem én for én. Et af vores næste projekter går ud på at finde ud af, om nogle grupper af overlevere har flere sameksisterende symptomer end andre, og hvem de overlevere er,« siger Susanne Oksbjerg Dalton.

Behov for større lighed i sundhedsvæsnet

Ifølge Susanne Oksbjerg Dalton kan der være flere forklaringer på, at det er sværere at være kræftoverlever som kortuddannet sammenlignet med som langt uddannet.

Én af forklaringerne kan være, at folk med længere uddannelse muligvis er bedre til at navigere i sundhedsvæsnet og opsøge den hjælp, som de har brug for til at reducere byrden efter et kræftforløb.

Susanne Oksbjerg Dalton fortæller, at forskningsresultaterne derfor også er vigtige at få ud til både hospitalerne, primærsektoren og kommunerne, som skal være mere opmærksomme på at afklare, om kræftoverlevere har gener og symptomer, der skal afhjælpes. Det skal ske for at sikre, at man får den hjælp, som man har brug for, uanset uddannelseslængde.

»Når jeg taler med kollegaer på senfølgeklinikkerne i de forskellige regioner, fortæller de, at mange af de patienter, der kommer på senfølgeklinikkerne, er højtuddannede. De er ofte bedre i stand til at navigere i systemet og fortælle, når de har behov for hjælp, men det skal ikke handle om at kunne navigere i systemet. I stedet skal sundhedsprofessionelle være bedre til at spørge ind til senfølger hos kræftoverlevere, så uligheden i hvert fald ikke skabes af, hvor meget patienterne selv spørger efter hjælp,« siger Susanne Oksbjerg Dalton.

Derudover mener hun, at det også er en vigtig besked at få ud til overleverne og de pårørende, så de ikke tror, at de er alene om at have senfølger efter et kræftforløb. Det kan formentlig være med til, at flere søger hjælp.