Kræft
Nye lovende lægemidler til behandling af brystkræft
Udgivet:
Kommentarer (0)
SABCS byder på flere studier med lovende nye behandlinger. To lægemidler ser ud til at kunne forlænge livet for kvinder med brystkræft, der er svær at behandle.
San Antonio Breast Cancer Symposium (SABCS) er stedet, hvor nye behandlinger til patienter med brystkræft ofte bliver præsenteret.
Sådan er det også i år, hvor forskere netop har fremlagt resultater fra bl.a. EMBER-3-studiet med det eksperimentelle lægemiddel imlunestrant.
Læs hele dækningen af SABCS 2024her.
Imlunestrant er en næste generations selektiv østrogenreceptor-hæmmer (SERD), der i EMBER-3 forbedrede den progressionsfrie overlevelse for i forvejen hormonbehandlede patienter med HR-positiv, HER2-negativ fremskreden brystkræft som monoterapi hos patienter med ERS-1-mutation og i kombination med abemaciclib til patienter uanset ESR-1-mutationsstatus.
Forskningsresultatet er samtidig publiceret i New England Journal of Medicine.
»CDK4/6-hæmmere har været et essentielt tillæg til standard hormonbehandling med aromatasehæmmere, og hvis der har været progression, kan en kombination af en CDK4/6-hæmmer og en SERD være gavnligt for patienterne,« forklarer en af forskerne bag studiet, læge Komal Jhaveri, der er klinisk direktør for Early Drug Development Service ved Memorial Sloan Kettering Cancer Center, i en pressemeddelelse fra SABCS.
»Der er dog begrænsninger ved de nuværende former for SERD, for eksempel fulvestrant, da lægemidlet blandt andet ikke kan tages oralt, men skal tages som månedlige intramuskulære injektioner. Ligeledes har de begrænset effekt hos patienter med ESR-1-mutation. Derfor bliver nye SERDs, som for eksempel imlunestrant, udviklet med det mål at forbedre både effektiviteten og patienternes oplevelse gennem lettere administration,« uddyber Komal Jhaveri.
Signifikant forbedret PFS
I studiet deltog 874 kvinder, der havde HR-positiv, HER2-negativ fremskreden brystkræft.
De blev randomiseret 1:1:1 til behandling med enten imlunestrant alene, standard hormonterapi med fulvestrant plus exemestane eller imlunestrant plus abemaciclib.
Samlet set er disse data opmuntrende
Komal Jhaveri, klinisk direktør, Early Drug Development Service ved Memorial Sloan Kettering Cancer Center
Sammenlignet med standard hormonterapi forbedrede behandlingen med imlunestrant som monoterapi den progressionsfrie overlevelse og risiko for død hos patienter med ESR-1-mutation med 38 pct.
Der var ingen forskel i den brede undersøgelseskohorte.
Ydermere var kombinationen af imlunestrant og abemaciclib associeret til 43 pct. reduktion i risikoen for sygdomsprogression og død sammenlignet med behandling med imlunestrant alene i den brede gruppe af patienter.
I de to grupper var den progressionsfrie overlevelse henholdsvis 9,4 måneder og 5,5 måneder.
Denne fordel ved at kombinere imlunestrant med abemaciclib blev observeret hos alle patienter uafhængigt af ERS-1-mutation eller PI3K-signalvejsmutationer, herunder dem der tidligere havde været behandlet med en CDK4/6-hæmmer.
Endelig var behandlingen veltolereret med ikke flere bivirkninger end ved behandling med fulvestrant, og kun 6,3 pct. af patienterne stoppede i behandlingen før tid.
»Disse resultater er betryggende, idet de fleste patienter, der kandiderer til andenlinjebehandling, allerede har modtaget en CDK4/6-hæmmmer, ligesom mange af de nuværende andenlinjebehandlinger kræver hensyntagen til biomarkører. Samlet set er disse data opmuntrende for patienter og viser, at imlunestrant som monoterapi eller i kombination med abemaciclib kan være en udelukkede oral målrettet terapi ved sygdomsprogression efter hormonterapi til patienter med HR-positiv, HER2-negativ fremskreden brystkræft,« siger Komal Jhaveri.
PARP-hæmmer giver bedre overlevelse
Et andet af de studier, der er blevet præsenteret data fra til SABCS, er OlympiA-studiet, hvori patienter med højrisiko BRCA-positiv brystkræft er blevet behandlet med PARP-hæmmeren olaparib i ét år efter standardbehandling og fulgt i mediant 6,1 år.
Data fra studiet viser, at patienterne fortsat har forbedret overlevelse sammenlignet med de patienter, der kun modtog placebo efter standardbehandling.
1.836 patienter med BRAC-positiv, HER2-negativ brystkræft har deltaget i studiet, hvor de blev randomiseret til behandling med olaparib eller placebo i ét år efter kemoterapi, kirurgi og stråleterapi.
Tidligere resultater fra OlympiA-studiet har ledt til en markedsgodkendelse af olaparib i denne indikation.
Efter mediant 6,1 års opfølgning har patienterne fortsat fordel af behandlingen med olaparib. Det gælder både tripple-negative patienter og HR-positive patienter.
For patienter, der var blevet behandlet med olaparib, lød de invasive sygdomsfrie overlevelse på 79,6 pct. mod 70,3 pct. i placebogruppen.
Den metastasefrie overlevelse lød i de to grupper på henholdsvis 83,5 pct. og 75,7 pct.
Ydermere var behandlingen med olaparib associeret til 28 pct. reduceret risiko for død, og der var ved behandlingen ingen øget risiko for udvikling af myelodysplastisk syndrom eller akut myeloid leukæmi.
Der var i gruppen i behandling med olaparib færre tilfælde af BRCA-associeret kræft (38 mod 57 i placebogruppen), og der var lige mange graviditeter blandt kvinder i de to grupper.
»Disse data understreger sikkerheden ved behandlingen med olaparib og dermed muliggør at rykke behandlingen med PARP-hæmmere til patienter med lavere risiko. Det vil også gøre det muligt at overveje ideen om en sikker og effektiv oral behandling, der kan udvikles til meget hurtigt at eliminere kræftceller hos patienter med BRCA-mutationer, hvor kræften er begyndt at udvikle sig til andre typer af sygdomme,« siger en af forskerne bag studiet, læge og leder af Division of Cancer Genetics and Prevention ved Dana-Farber Cancer Institute, Judy E. Garber, i en pressemeddelelse.
Del artiklen: