Manglende retningslinjer kan føre til uens hjemmebehandling

Selv om mulighederne for at få hjemmebehandling i forbindelse med kræftsygdom efterspørges både fra politisk side og fra patienter, er der på nuværende tidspunkt ikke ens praksis for hvilke hjemmebehandlinger, der tilbydes, eller overblik over hvor mange patienter der modtager hjemmebehandling.

Det viser resultaterne af en kortlægning af hjemmebehandling og digitale løsninger i kræftbehandlingen i Danmark, som Kræftens Bekæmpelse har gennemført i samarbejde med Nationalt Tværfagligt Hæmatologisk Forskningsnetværk i Danmark.

Årsagen skal især findes i, at der endnu ikke er nationale guidelines på området, og at landets onkologiske og hæmatologiske afdelinger ikke har en registreringspraksis for hjemmebehandlede patienter, mener Hanne Bødtcher, chefkonsulent i Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, der har stået i spidsen for kortlægningen i samarbejde med klinisk sygeplejespecialist og forsker Kristina Nørskov fra Hæmatologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital.

Vi ved, hvordan patienter klarer sig i studier, som undersøger hjemmebehandling, men vi ved ikke hvordan de klarer sig i den ’virkelige verden’

Hanne Bødtcher, chefkonsulent, Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning

»Der eksisterer ikke nogen nationale eller internationale guidelines for hjemmebehandling, og det kan bidrage til den uens praksis. Derfor bør der udvikles nationale guidelines på området, hvilket vil medvirke til at sikre ens adgang til hjemmebehandling uanset hvor i landet man bor,« siger Kristina Nørskov.

Kortlægningen viser også, at der er variation i, hvilke kriterier afdelingerne har for at tilbyde den enkelte hjemmebehandling, hvornår i behandlingsforløbet hjemmebehandling tidligst kan tilbydes, men også, at den lægefaglige vurdering af, hvilke patienter der kan tilbydes hjemmebehandling formodentlig, varierer fra læge til læge.

»Ingen afdelinger opgør systematisk, hvor mange og hvilke patienter, der modtager hjemmebehandling. En systematisk registreringspraksis kan være med til at få viden om patienternes udbytte af hjemmebehandlingen,« siger Hanne Bødtcher.

Lige muligheder

Fordi der ikke er en registreringspraksis for kræftpatienter i hjemmebehandling på nuværende tidspunkt, efterlader det en række ubesvarede spørgsmål: Hvem og hvor mange er patienterne, hvor længe varer behandlingen, hvordan klarer de sig i forhold til komplikationer og utilsigtede hændelser, adskiller deres prognose sig fra de patienter, der følger behandlingen på en hospitalsafdeling, hvordan er deres livskvalitet, etc.

»Første skridt er at sikre, at der er en registreringspraksis. Det har vi ikke endnu. Vi ved, hvordan patienter klarer sig i studier, som undersøger hjemmebehandling, men vi ved ikke hvordan de klarer sig i den ’virkelige verden’,« siger Hanne Bødtcher.

Tidligere undersøgelser foretaget i Danmark peger på, at kemoterapi givet i hjemmet er sikkert, også når patienter selv skal håndtere et centralt venekateter og en infusionspumpe.

Internationalt har undersøgelser vist, at patienttilfredsheden er høj, og der er færre omkostninger og genindlæggelser, når hospitalsbehandling sker i hjemmet. For de pårørende kan det opleves som både en lettelse og en glæde, at patienten kan blive i eget hjem, mens de er i behandling med kemoterapi, men også at det kræver noget af de pårørende i forhold til håndtering og ansvar.

»Kræftpatienter bør kunne tilbydes de samme muligheder på tværs af landet i forhold til hjemmebehandling. Beslutningen om hjemmebehandling skal tages på baggrund af en drøftelse mellem den sundhedsprofessionelle og patienten, og tilrettelægges individuelt med afsæt i de ressourcer, der er hos patienten og patientens sociale netværk. Det er vigtigt at være opmærksom på, at der også er patienter, der ikke ønsker hjemmebehandling,« siger Kristina Nørskov, der mener, at det er vigtigt at afdække årsagerne til ikke at ønske behandling i eget hjem.

Ofte vil det i praksis være muligt at iværksættes et tæt samarbejde med primærsektoren, og tilrettelægge et forløb, som patienten føler sig tryg ved.

De sårbare kræftpatienter

Hjemmebehandling og flere teknologiske og digitale løsninger er ikke kun i patienternes interesse, men er i et vist omfang også en nødvendighed for at mindske presset på de onkologiske og hæmatologiske afdelinger fra et stigende antal patienter. Et pres, som demografiske fremskrivninger peger på, vil stige i de kommende årtier.

I Kræftplan IV fra 2017 nævnes det, at både regioner og kommuner bakker op om ønsket om mere hjemmebehandling til kræftpatienter, og om at udbrede andre innovative behandlingsformer, som tager højde for patienters ønsker og behov. Med Kræftplan IV blev der afsat 40 mio. kr. i 2017-2020 til at understøtte og realisere initiativet.

Sundhedsreformen fra 2022 nævner behovet for styrkelse af det nære sundhedsvæsen. Robusthedskommissionen anbefaler ’digitalt og teknologisk først’, og den nylige sundhedsreform nævner hjemmebehandlingsteams i hele landet.

Hanne Bødtcher mener, at der er behov for at imødekomme den enkelte patients ønsker og formåen, og tilbyde den rette støtte til sårbare patienter, der ønsker hjemmebehandling.

»Hyppige ambulante konsultationer og lang transporttid til og fra hospitalet kan være et problem for sårbare kræftpatienter. Med tilbud om hjemmebehandling kan der være bedre muligheder for at nå sårbare patienter, men det forudsætter, at den behandlende afdeling tænker patienternes behov ind i planlægningen, og f.eks. tager højde for patienter, der ikke har støtte fra pårørende,« siger Hanne Bødtcher.