Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Kræft

Nu er der åbent for ansøgninger til længe ventet screeningsprogram

Udgivet:
Kommentarer (0)

Landets fem regioner kan nu søge om at køre et pilotprojekt, som skal udvikle og afprøve screening for lungekræft. Sundhedsstyrelsen har tirsdag åbnet for ansøgninger til projektet.


Regionerne kan nu søge om midler til et pilotprojekt, der skal undersøge mulighederne for at indføre et nationalt screeningsprogram for lungekræft.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen, der har åbnet for ansøgninger til midlerne tirsdag.

Pilotstudiet er en del af regeringens ‘Ny Sundhedspakke’, som blev præsenteret i maj for at forbedre kræftområdet. Der er bevilget 25 mio. kr. til projektet.

En af landets fem regioner bliver udvalgt til at køre projektet fra 2024 til 2026. Og det vil være en region med mange rygere, fortæller sundheds- og indenrigsminister Sophie Løhde (V) til DR.

»Årsagen til lungekræft er i langt de fleste tilfælde rygning, og derfor vil det også være en region med mange storrygere, der vil få mulighed for at stå for projektet,« siger ministeren til DR.

Deltagerne i pilotstudiet skal screenes med en såkaldt lavdosis CT-scanning en gang om året i de tre år, som studiet varer. Mindst 1.000 personer, der er i særlig risiko for at udvikle lungekræft, skal screenes. Det er både storrygere og tidligere storrygere, som er i særlig risiko for at udvikle lungekræft.

Mest dødelige kræftsygdom

Hvert år bliver cirka 4.700 personer diagnosticeret med lungekræft i Danmark, og hvert år dør cirka 3.700 af sygdommen. Lungekræft er primært forbundet med rygning, og overlevelsen er den laveste på tværs af alle kræftformer.

»Det (den høje dødelighed, red.) skyldes, at lungekræft ofte diagnosticeres sent, hvor kræften er i et avanceret stadie og har spredt sig, som vi ser det hos ca. 70 pct. af de diagnosticerede lungekræftpatienter i dag,« siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Maria Herlev Ahrenfeldt i pressemeddelelsen.

Hvis der systematisk bliver screenet for sygdommen, vil det være muligt at opdage lungekræft på et tidligere stadie. Og det vil betyde, at færre kommer til at dø af sygdommen, lyder det i pressemeddelelsen.

Målet med pilotprojektet er at få viden om, hvordan de organisatoriske og ressourcemæssige rammer for en screening bliver bedst etableret.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere