Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Kræft

Motion beskytter kvinder mod brystkræft inden overgangsalderen

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Det er relevant at få kortlagt, hvad der øger risikoen for brystkræft, og hvad der ser ud til at beskytte mod brystkræft i disse to perioder af livet,« siger Lene Mellemkjær.

Stort internationalt studie med dansk deltagelse har kortlagt effekten af motion i fritiden på risikoen for brystkræft hos kvinder inden overgangsalderen. Det giver en nedsat risiko, og det er værd at bemærke, at jo mere fysisk aktiv man er, des bedre beskyttet er man, fortæller forsker.


Brystkræftrisikoen er ikke ens på hver side af kvinders overgangsalder – en skelsættende periode i mange kvinders liv.

Tidligere har forskning vist, at fysisk aktivitet beskytter kvinder mod brystkræft efter overgangsalderen, men det har endnu været uklart, om der også er en beskyttende effekt forbundet med det at være fysisk aktiv inden overgangsalderen.

Det kan et nyt stort studie offentliggjort i Journal of Clinical Oncology dog bekræfte.

»Det har tidligere været svært at udtale sig tydeligt vedrørende den beskyttende effekt af fysisk aktivitet hos kvinder inden overgangsalderen, mens vi har set mere klare resultater, når det kommer til kvinder efter overgangsalderen, hvor forekomsten af brystkræft også er hyppigere. På grund af at mange forskellige faktorer spiller ind i risikoen for brystkræft før og efter overgangsalderen, er det relevant at få kortlagt, hvad der øger risikoen for brystkræft, og hvad der ser ud til at beskytte mod brystkræft i disse to perioder af livet,« fortæller en af forskerne bag studiet, seniorforsker Lene Mellemkjær fra Kræftens Bekæmpelse.

Over en halv mio. kvinder med i studie

I studiet har forskerne indhentet en enorm mængde data fra 19 tidligere undersøgelser med relation til fysisk aktivitets indflydelse på brystkræftrisikoen hos kvinder inden overgangsalderen.

Resultatet ligger i tråd med det, som har været indikeret i andre studier, men nu er vi mere sikre på sammenhængen. Nu ser det ud til, at motion beskytter mod udvikling af brystkræft både før og efter overgangsalderen

Lene Mellemkjær, forsker, Kræftens Bekæmpelse

I alt har forskerne data på 547.601 kvinder, hvoraf 10.231 udviklede brystkræft i løbet af en opfølgningsperiode på mediant 11,5 år.

I studierne er der også data på danske kvinder fra den såkaldte Kost-Kræft-Helbred-kohorte.

I de mange undersøgelser har kvinderne svaret på spørgeskemaer angående fysisk aktivitet i fritiden, herunder sport og træning, og i hvor lang tid de har trænet om ugen.

På baggrund af data kunne forskerne inddele kvinderne i forhold til niveau af fysisk aktivitet.

Forskerne sammenlignede derefter forekomsten af brystkræft mellem de 10 pct. mest aktive kvinder og de 10 pct. mindst aktive kvinder og justerede deres resultat for blandt andet BMI, rygning, alder og alt muligt andet, der kunne have indflydelse på resultatet.

Forskerne undersøgte også en mulig lineær sammenhæng mellem fysisk aktivitet og risikoen for udvikling af brystkræft.

Reducerer risikoen med 10 pct.

Resultatet af studiet viser, at risikoen for udvikling af brystkræft inden overgangsalderen falder, jo mere man som kvinde træner.

De 10 pct. mest aktive kvinder i undersøgelsen havde således 10 pct. lavere risiko for i løbet af opfølgningsperioden på 11,5 år at udvikle brystkræft.

Forskerne fandt tilsvarende en lineær sammenhæng mellem fysisk aktivitet og risiko for udvikling af brystkræft.

Ifølge Lene Mellemkjær har dette resultat været svært at finde i tidligere studier.

»Det kræver, at man har adgang til store datasæt, som vi har haft i dette studie, da brystkræft før overgangsalderen ikke er så hyppigt som efter overgangsalderen« siger hun.

Beskytter både før og efter overgangsalderen

Selvom risikoreduktionen ikke er massiv, mener Lene Mellemkjær, at den bestemt har sin berettigelse at tale om og er vigtig i et forebyggelsesmæssigt perspektiv.

Disse resultater indikerer, at den beskyttende effekt af motion hos kvinder er mere markant i forhold til beskyttelse mod HER2-positiv brystkræft inden overgangsalderen

Lene Mellemkjær, forsker, Kræftens Bekæmpelse

Hun pointerer, at resultatet alt andet lige peger på, at motion også beskytter mod udvikling af brystkræft inden overgangsalderen som efter overgangsalderen, og at sammenhængen ser ud til at være, at jo mere man dyrker motion, des mere beskyttet er man.

»Resultatet ligger i tråd med det, som har været indikeret i andre studier, men nu er vi mere sikre på sammenhængen. Nu ser det ud til, at motion beskytter mod udvikling af brystkræft både før og efter overgangsalderen,« siger Lene Mellemkjær.

Beskytter særligt mod HER2-positiv brystkræft

Ifølge forskerne bag studiet kan der være flere forklaringer på, at fysisk aktivitet ser ud til at beskytte kvinder mod udvikling af brystkræft før og efter overgangsalderen.

For det første nedsætter fysisk aktivitet niveauerne af østrogen og androgen, som begge er involveret i øget risiko for udvikling af brystkræft.

Det samme gælder påvirkningen på niveauerne af insulin, som også falder ved øget fysisk aktivitet. Øgede niveauer af insulin har også betydning for risikoen for udvikling af brystkræft.

Derudover er effekten af træning antiinflammatorisk, og blandt mange negative effekter af inflammation i kroppen findes også forøget risiko for kræft.

Endelig har forskerne også undersøgt, om fysisk aktivitet ser ud til at beskytte mere mod nogle former for brystkræft end andre.

»Disse resultater indikerer, at den beskyttende effekt af motion hos kvinder er mere markant i forhold til beskyttelse mod HER2-positiv brystkræft inden overgangsalderen,« siger Lene Mellemkjær.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere