Kræft
Lungekræftpatienter kan udvikle kroniske smerter efter operation
Udgivet:
Kommentarer (0)
Læge og ph.d.-studerende Allan Vestergaard Danielsen siger, at studiet peger på et behov for individualiseret tilgang til patienter med smerter efter operation for lungekræft.
Selv om mange patienter kan kureres for lungekræft ved et kirurgisk indgreb, kan operationen komme med en pris i form af kroniske smerter. Danske forskere har kortlagt, hvordan postoperative smerter typisk forløber og i nogle tilfælde bliver kroniske. Vi skal gå til smertebehandlingen af patienter mere individuelt, siger forsker.
Mellem 20 og 25 pct. af patienter med lungekræft kan opereres for deres sygdom og blive kureret for kræften.
Det er dog velkendt, at mellem 25 og 30 pct. har længerevarende smerter efter operationen. For nogle patienter forsvinder smerterne ikke igen.
Nu har danske forskere kortlagt, hvordan smerter efter en operation for lungekræft udvikler sig.
Resultatet giver en indikation af, hvem der typisk udvikler kroniske smerter og måske skal have ekstra opmærksomhed på smertedækningen i opfølgningsforløbet efter udskrivelse.
»Vores studie giver et mere detaljeret billede af de smerter, som en patient kan have efter et kirurgisk indgreb for lungekræft, og hvad vi som læger kan forvente, når vi kigger på den enkelte patients smerteforløb på længere sigt. Har man mange smerter i de første uger efter en operation, skal man måske ikke forvente spontan remission, og det kan være en indikation for, at vi skal gå mere aggressivt til værks i vores smertebehandling af disse patienter,« forklarer en af forskerne bag studiet, læge og ph.d.-studerende Allan Vestergaard Danielsen fra Klinisk Institut, Aalborg Universitet, og Hjerte- og Lungekirurgisk Afdeling ved Aalborg Universitetshospital.
Forskningen er offentliggjort i European Journal of Pain.
Smerter opstår ved selve operationsstedet
Ved en operation for lungekræft går lægerne i dag ind mellem ribbenene for at komme ind til lungerne.
Smerterne skal gerne forsvinde igen, og det gør de ikke for en stor del af patienterne, uanset hvilken teknik vi bruger
Allan Vestergaard Danielsen, forsker, Aalborg Universitetshospital
Det er netop denne operation, der kan være forbundet med udvikling af kroniske smerter, selv om lægerne har svært ved at forklare hvorfor.
Selv om ca. otte ud af ti patienter i dag opereres med minimalt invasiv kikkertteknik, er forekomsten af kroniske smerter stort set den samme som for 20 til 30 år siden, hvor man opererede med åben teknik og spærrede helt op mellem ribbenene.
Smerterne opstår som sådan ikke i lungevævet, men i selve brystvæggen og lungehulehinden.
»Det er meget naturligt, at man har smerter efter operation i brystkassen, men smerterne skal gerne forsvinde igen, og det gør de ikke for en stor del af patienterne, uanset hvilken teknik vi bruger,« forklarer Allan Vestergaard Danielsen.
85 patienter med i studie
I studiet har Allan Vestergaard Danielsen med sine kolleger fulgt 85 patienter, som blev opereret for lungekræft på Aalborg Universitetshospital.
Patienter havde ingen kroniske smerter før operationen.
Forskerne fulgte patienterne tæt fra to uger efter operationen og ét år frem.
I den periode blev patienterne hver anden uge spurgt ind til deres smerter og skulle rangere dem på en skala fra 0 til 10.
»Når patienterne er indlagt, har vi fokus på at sikre, at de er godt smertedækkede, og når de så bliver udskrevet, giver vi dem smertebehandling med hjem, hvorefter vi typisk følger op en enkelt gang i løbet af de første to til fire uger. Hvad der sker derefter, ved vi ikke så meget om, for vi ser dem ikke så ofte efter denne periode. Vi ved dog, at mange har fortsatte smerter, når vi spørger dem,« siger Allan Vestergaard Danielsen.
Hver anden har stadig smerter efter et år
Resultatet af undersøgelsen viser, at 50 pct. af patienterne kom sig helt inden for to til tre mdr. og oplevede derefter ikke flere smerter efter operationen.
37 pct. af patienterne havde efter ni til 12 mdr. stadig milde smerter i relation til operationsområdet, og 13 pct. fortalte om moderate til svære smerter i op til 12 mdr.
Allan Vestergaard Danielsen siger, at det interessante ved studiet er, at forskerne både har spurgt ind til graden af smerter, og at de har spurgt forsøgsdeltagerne i alt 26 gange i løbet af opfølgningsperioden.
»Patienterne bliver ved med at rapportere om smerter, og vi har et meget detaljeret billede af, hvor mange smerter de har, og om de er konstante eller aftagende,« siger han.
Et andet fund i studiet var, at patienter med stærke postoperative smerter i højere grad havde risiko for at udvikle kroniske smerter.
»Det er dog ikke nødvendigvis de tidlige stærke smerter lige efter operationen, som leder til kroniske smerter, men måske i stedet en kombination af andre og flere patientkarakteristika, som giver øget risiko. Sidste år publicerede vi et andet studie med 121 patienter, hvor vi undersøgte, om personer med lavere smertetærskler havde højere risiko for udvikling af kroniske smerter, men her fandt vi ingen sammenhæng. Årsagen må være noget andet og endnu mere komplekst,« siger Allan Vestergaard Danielsen.
Behov for mere individuel behandling
Allan Vestergaard Danielsen siger, at studiet peger på et behov for individualiseret tilgang til patienter med smerter efter operation for lungekræft.
I behandlingen af smerter handler det ifølge forskeren om at finde ud af, hvem der skal behandles med hvad, og hvem der måske skal henvises til smerteklinikker.
Her kan store og vedvarende smerter i de første to uger efter en operation for lungekræft være en rettesnor, som lægerne måske skal forholde sig til.
»Som kirurger ser vi dem typisk kun efter to til tre uger, og så har vi faktisk ikke så meget at gøre med deres videre smertebehandling. Vores studier indikerer, at nogle grupper af patienter formentlig kunne have gavn af, at vi følger dem i lidt længere tid og optimerer den individuelle smertebehandling. Måske skal vi skræddersy smertebehandlingen til gruppen af patienter med størst risiko for at udvikle kroniske smerter og tilbyde en gennemgående smertebehandling i forbindelse med kirurgi, som indeholder både en forebyggende, tidlig og længerevarende indsats ved behov,« siger Allan Vestergaard Danielsen.
Forskerne fra Hjerte- og Lungekirurgisk Afdeling ved Aalborg Universitetshospital fortsætter med at behandle data fra det omtalte forsøg og vil blandt andet undersøge, hvordan kroniske smerter efter operation for lungekræft hænger sammen med livskvalitet og funktionsevne.
Del artiklen: