Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Kræft

Lang vej endnu til en national MR-diagnostik af prostatacancer

Udgivet:
Kommentarer (0)

Lisa Lindeborg er afdelingslæge på urologisk afdeling på Sjællands Universitetshospital Roskilde. Hun er en af de urologiske speciallæger på afdelingen, der fra mandag 4. oktober er klar til at bruge billeder fra hospitalets nye MR-scanner i forbindelse med diagnostik af prostatacancer.

De fem regioner befinder sig vidt forskellige steder i forhold til, hvor langt de er nået med implementering af nye kliniske retningslinjer for prostatacancerdiagnostik. Mens man i hovedstaden i flere år har tilbudt MR-skanning til alle relevante patienter, har man i Region Midtjylland indført en øvre aldersgrænse på 65 år.


Kapaciteten til at kunne tilbyde en diagnostisk MR-skanning til alle relevante patienter, hvor der er mistanke om prostatacancer, er ikke så ensartet som hverken regioner, læger eller patienter kunne ønske sig.

Brug af MR-skanninger som en integreret del af det diagnostiske forløb for prostatacancer har været anbefalet i europæiske og danske guidelines siden 2019, men rundt om i landet må mange mænd med symptomer på prostatacancer fortsat gå forgæves, hvis de havde håbet på, at en MR-skanning ville blive en del af deres udredning.

Man kan naturligvis altid diskutere, om det er en retfærdig eller urimelig fremgangsmåde, vi har valgt, men noget måtte vi gøre

Jens Friis Bak, lægefaglig direktør, Hospitalsenheden Vest, Region Midtjylland

Én region har allerede i flere år kunnet tilbyde alle relevante prostatakræftpatienter en MR-skanning, en anden er klar fra på mandag 4. oktober, to er på vej, mens den femte – Region Midtjylland – har så store problemer med at skaffe den nødvendige kapacitet, at regionen har valgt at indføre en aldersgrænse for, hvornår patienter kan forvente at blive tilbudt en MR-skanning for mulig prostatacancer.

Aldersgrænse i Midtjylland

Jens Friis Bak, lægefaglig direktør i Hospitalsenheden Vest i Region Midtjylland (dvs. sygehusene i Herning, Holstebro, Lemvig, Ringkøbing og Tarm, red.), fortæller, at Region Midtjylland på nuværende tidspunkt ikke kan leve op til de seneste guidelines fra 2019 for diagnostik af prostatacancer.

Forklaringen er for få radiologer med de nødvendige kompetencer til at vurdere skanningsbillederne, hvilket betyder, at mænd over 65 år med mistænkt prostatacancer aktuelt ikke vil blive tilbudt en MR-skanning forud for biopsi af prostata.

»Vi har aktuelt ikke den nødvendige kapacitet i form af knowhow og kompetencer til at efterleve guidelines. Den skal bygges op. Vi har metoden, vi er godt på vej, men det er en større uddannelsesopgave. Det er temmelig kompliceret at få beskrevet billederne og få uddannet radiologerne til opgaven. Og fordi vi ikke har den nødvendige kapacitet til at efterleve guidelines, har vi været nødt til at lave en prioritering, hvor der bl.a. indgår et alderskriterium på maksimalt 65 år. Til gengæld gælder tilbuddet i hele regionen, selvom undersøgelserne aktuelt alene foretages på Aarhus Universitetshospital,« siger Jens Friis Bak.

Kommer udvalgte til gode

Aldersgrænsen på 65 år for at komme i betragtning til en MR-skanning er ifølge den lægefaglige direktør sat ud fra det aktuelle behov for udredning for prostatacancer. Til sammenligning er gennemsnitsalderen ved diagnose 72 år, fremgår det af den seneste årsrapport fra Dansk Prostata Cancer Database (DaProCa).

»Man kan naturligvis altid diskutere, om det er en retfærdig eller urimelig fremgangsmåde, vi har valgt, men noget måtte vi gøre. Alternativet havde efter vores vurdering været at sige, at vi ikke giver tilbuddet om MR-undersøgelse til nogen, før vi kan give tilbuddet til alle, eller at give tilbuddet til specielle optageområder. Det havde efter min opfattelse været en dårligere løsning. Nu kommer det nogle patienter til gode, men ikke alle,« siger Jens Friis Bak.

Han mener ikke, at det i den nuværende situation vil være en løsning at sende patienter til udredning på et privathospital.


Læs også:

Prostatacancer: Regionsrådspolitikere kræver redegørelse for aldersgrænser ved adgang til bedste diagnostik

Mange patienter med mistænkt prostatakræft har ikke adgang til den bedste diagnostik

Leder: Hvis det var brystkræft, var der rullet hoveder


»Vi kunne overveje, om vi skulle trække på private aktører, men det risikerer at give problemer i forhold til second opinion. Det er nok bedre, at vi får den nødvendige kapacitet tilvejebragt hurtigst muligt, så vi selv kan magte opgaven – og det går vi i gang med i efteråret. Derfor regner vi med, at alderskriteriet kun vil være gældende i en kortere periode. Det er ikke en blivende løsning. Vi er i en implementerings- og udviklingsfase. Når vi i løbet af kort tid får mere kapacitet på området, vil vi selvfølgelig flytte grænsen opad, så flere og flere patienter kan blive omfattet af de nye guidelines for diagnostik af prostatacancer,« siger Jens Friis Bak.

Herlev klar fra starten

Anderledes optimistiske toner kommer fra Region Hovedstaden, hvor især Afdeling for Urinvejssygdomme på Herlev Hospital har været murbrækker for indførelse af MR til diagnostik af prostatacancer. Ifølge afdelingslæge Lars Ploug Boesen kan man tilbyde alle relevante patienter en diagnostisk undersøgelse med MR.

»Siden de nye europæiske guidelines på området kom i marts 2019, har brug af MR-diagnostik været fuldt implementeret på Herlev og Gentofte Hospital,« siger Lars Ploug Boesen.

Han har i mere end ti år arbejdet på at udvikle og raffinere brugen af MR til prostatacancerdiagnostik, og han står bag et omfattende forskningsarbejde på området.

»Vi har været aktive i forbindelse med udviklingen af metoden og har siden 2010 forsket intensivt på området. Derfor havde vi fra starten investeret i at have det nødvendige udstyr klar og i have uddannet personale til opgaven,« siger Lars Ploug Boesen.

Afdelingerne for Urinvejssygdomme og for Røntgen og Skanning på Herlev og Gentofte Hospital står i øvrigt sammen med Danske Regioner og de faglige selskaber for en nystartet tværfaglig grunduddannelse i MR-skanning af prostata forud for biopsi. Det første kursus på grunduddannelsen, som henvender sig til radiologer, urologer, patologer og onkologer på landets hospitaler, blev afviklet i denne uge.

Fuld udrulning fra mandag

Region Hovedstaden er dog ikke det eneste sted i landet, hvor man er langt fremme med at indføre MR-skanning. Fra på mandag 4. oktober vil alle relevante patienter med mistænkt prostatacancer i Region Sjælland således kunne tilbydes en MR-skanning i den nye skanner, som er gravet ned på Roskilde Sygehus’ matrikel.

MR-prostata er en landvinding i forhold til prostatacancerdiagnostik. Derfor har holdningen i sygehusledelsen fra starten været, at det vil vi, og det skal vi kunne tilbyde vores patienter

Hans-Erik Wittendorff, ledende overlæge, Urologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital

»MR-prostata er en landvinding i forhold til prostatacancerdiagnostik. Derfor har holdningen i sygehusledelsen fra starten været, at det vil vi, og det skal vi kunne tilbyde vores patienter,« siger Hans-Erik Wittendorff, der er ledende overlæge på Sjællands Universitetshospitals urologiske afdeling i Roskilde og Næstved, som varetager de urologiske funktioner for de godt 800.000 indbyggere i Region Sjælland.

»Det nationale behandlingsfællesskab for prostatacancers målsætning er ens tilbud om diagnostik og behandlinger i alle regioner. Så langt er vi ikke nået nationalt endnu. At vi i Region Sjælland nu er klar med fuld implementering af kliniske guidelines for diagnostik af prostatacancer skyldes nok, at det har været et målrettet ønske fra regionens side, at sygehusledelsen og afdelingen har villet satse på det, og at vi har været heldige med at kunne rekruttere de rigtige fagpersoner til at løse opgaven,« siger Hans-Erik Wittendorff.

I den forbindelse nævner han tre centrale forudsætninger, som først skulle på plads.

»Regionen har stillet midler til rådighed for os, som gjorde det muligt for Sjællands Universitetshospital at købe den 3 Tesla MR-skanner, der gav os den afgørende kapacitet. Den anden forudsætning var radiologer, der var certificeret til at tolke MR-skanningsbilleder af prostata. Her har vi været så heldige at kunne ansætte en certificeret radiolog fra Nordjylland, og vi har yderligere en radiolog, som bliver færdigcertificeret inden for kort tid. Den tredje væsentlige forudsætning er at råde over urologiske speciallæger, der har de nødvendige kompetencer til at kunne fusionere MR-billederne med ultralyd i forbindelse med biopsitagning af prostata. Vi har p.t. 3,5 urolog med disse kompetencer,« siger Hans-Erik Wittendorff.

‘MR first

Sjællands Universitetshospital har allerede i nogen tid kunnet tilbyde et mere begrænset antal MR-skanninger til udvalgte prostatapatienter.

Med fuld drift af den nye skanner og de nødvendige radiologiske og urologiske kompetencer på plads skrues der nu markant op for kapaciteten.

»Vi har bedt om at få 40 dedikerede MR-tider om ugen til vores prostatapatienter. Det har vi fået. På årsplan forventer vi at råde over 1.600 MR-tider,« siger Hans-Erik Wittendorff.

Han fortæller, at antallet af MR-undersøgelser er baseret på erfaringerne fra kollegerne på Herlev Hospital og fastsat ud fra det forventede behov i regionen.

»’MR first’, forstået som MR inden biopsi og MR som en integreret del af det diagnostiske forløb, er et begreb, som allerede har vundet indpas i det interne sprog på afdelingen,« siger Hans-Erik Wittendorff.


44-årig patient: Endte med selv at betale for MR-skanning

Da den i dag 44-årige mand i slutningen af 2020 fik symptomer på en mulig prostatacancer, blev han af egen læge henvist til udredning på en urologisk afdeling i Region Midtjylland. Inden han mødte op til sin tid i ambulatoriet på urologisk afdeling, havde han sat sig ind i de faglige anbefalinger. Hans forhøjede PSA-tal kombineret med de øvrige symptomer og hans relativt unge alder kunne være tegn på, at han havde en mere aggressiv form for prostatacancer.

»Jeg bad om at få en MR-skanning, som det blev anbefalet til yngre mænd på grund af risikoen for at have en mere aggressiv cancer. Det kunne ikke lade sig gøre, var svaret begge gange, jeg bad om det. Jeg kunne ikke få en entydig forklaring på afslaget. De mente, at det nok var en bagatel. Jeg endte med at få en biopsi foretaget med ultralyd.«

Fire dage efter biopsien fik han det dårligt og endte med at blive indlagt fem dage med en blodforgiftning.

»Biopsien fandt cancerceller på én nål, og det blev efterfølgende bekræftet ved en MR-skanning, som jeg købte mig til på et privathospital. Jeg har den mildeste og langsomst voksende form for cancer, så jeg er i ‘active surveillance’, hvor jeg bliver fulgt med hyppige kontroller,« fortæller han.

Tre måneder efter den MR-skanning, som den 44-årige selv finansierede, fik han alligevel tilbudt en kontrol-MR-skanning på et offentligt hospital.

»At jeg ikke kunne få en MR med den begrundelse, at jeg ikke passede ind i målgruppen, og at det var belejligt, var ikke betryggende,« siger den 44-årige.

Han har i dag god kontakt med sin lokale urologiske afdeling og har fået en kontaktlæge på afdelingen, som han er godt tilfreds med.

Patienten optræder efter eget ønske anonymt. Redaktionen er bekendt med navn og hospitalsafdeling.

82-årig patient: »Vi skal have taget nogle biopsier«

Urologen sprang lige ud i det, da den 82-årige pensionerede tandlæge Svend Aage Holm mødte op til undersøgelse på en urologisk afdeling i Region Syddanmark. Men Svend Aage Holm ville aldeles ikke have taget biopsier af sin prostata den dag, så dialogen med urologen fik en temmelig skæv start:

»Jeg vidste, at man kan få en MR-skanning inden biopsi, så jeg skulle ikke have taget nogen biopsier, hvor lægen tog prøver af min prostata på må og få. Men jeg kunne ikke få en MR-skanning på det offentlige hospital, så jeg meddelte lægen, at jeg så ville gå til et privathospital. Det var jeg jo i min ret til, var svaret fra lægen, der endte med at lave en ultralydsundersøgelse uden biopsier,« siger Svend Aage Holm.

Kort tid efter fik Svend Aage Holm lavet en MR-skanning på privathospitalet Progardia, som bekræftede årsagen til hans vandladningsproblemer og forhøjede PSA-tal.

»Der var noget om snakken. Jeg havde en cancer, og der var brud på prostatakapslen, men ingen metastaser. Nu afventer jeg at få svar på en ‘second opinion’-undersøgelse på en anden urologisk afdeling, inden der tages stilling til det videre forløb. Men det kommer ærlig talt på tværs af mine planer – jeg har ambitioner om at blive 100 år,« siger Svend Aage Holm.

Efter MR-skanningen på Progardia fik han efterfølgende alligevel udført en MR-skanning på et offentligt hospital.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere