Lægefaglig vicedirektør: Der er brug for et mere nuanceret syn på kræftpatienter

Hospitalerne skal i langt større grad indrette sig på at styrke indsatsen over for de kræftpatienter, der har allermest brug for hjælp i forbindelse med deres kræftbehandling, efterbehandling og kontrolforløb, og i mindre grad på de kræftpatienter, der efter operation, kemoterapi eller strålebehandling er helbredt, og derfor måske ikke har samme behov for at blive fulgt tæt i en længere årrække.

I virkeligheden vil pengene måske gøre mest gavn, hvis vi i stedet for dyre kræftbehandlinger og dyre hospitalssenge bruger dem til forebyggelse ude i primærsektoren

Morten Ziebell, lægefaglig vicedirektør, Sjællands Universitetshospital

Det kan være én af flere måder til at imødegå det øgede pres, som et stigende antal kræftpatienter vil lægge på hospitalerne i de kommende år, mener lægefaglig vicedirektør Morten Ziebell, Sjællands Universitetshospital.

Hvordan det danske hospitalsvæsen i den nærmeste fremtid skal håndtere udfordringen med en aldrende befolkning, og en deraf øget forekomst af kræftsygdomme, har med sundhedsministerens udsendelse af kommissoriet for den kommende Kræftplan V fået ny aktualitet.

»Vi skal turde sige til den færdigbehandlede, velfungerende patient, at ‘det, du har fået ved at gå til kontrol er tryghed, men helbredsmæssigt giver det dig ikke noget. Derimod fratager det, du får, andre, der virkelig har brug for det, muligheden for at få hjælp. Du skader andre, fordi du får noget, som ikke har effekt’. Det skal naturligvis siges mindre skarpt, men det er ikke desto mindre min vurdering, at de fleste patienter vil forstå problemet,« siger Morten Ziebell.

Kræft er ikke bare kræft

Han anerkender, at ideen om at gå væk fra en en ‘one-size-fits-all’ model i første omgang kan støde patienter og politikere, og ikke mindst hans egne fagfæller blandt de lægelige specialister.

»Kræft er ikke bare kræft. Vores viden om kræftsygdomme er blevet langt mere nuanceret. I og med at vi giver alle kræftpatienter en gylden billet gennem hele forløbet, så får de en fortrinsret frem for patienter med mange andre sygdomme. Når vi så har et presset sygehusvæsen, er det ikke altid helt rimeligt, at man får den gyldne billet,« siger Morten Ziebell.

»Vi kan f.eks. lægge alle vores ressourcer på de lungemedicinske afdelinger i at udrede patienter for lungekræft, men hvis vi lægger alle vores æg ned i den kurv risikerer vi at svigte andre alvorligt syge patienter med svært dysreguleret astma, svære lungesygdomme, KOL etc., og laver dermed indirekte en prioritering af patienterne. Så efter mange år med et fuldt berettiget fokus på at styrke kræftområdet, er tiden måske kommet til et forsigtigt opgør, og finde en bedre balance. Man kan også være alvorligt syg og dø af mange andre alvorlige sygdomme end kræft, men det er også en svær diskussion at skulle tage, fordi der er så mange stærke følelser på spil i forbindelse med kræft.«

Hvor gør pengene mest gavn?

Med den kommende Kræftplan V har regeringen afsat 600 mio. kr. årligt fra og med 2025.

»Vi er – heldigvis – nået til et punkt, hvor flere penge til kræftområdet ikke nødvendigvis kan omsættes til en forbedret overlevelse. I virkeligheden vil pengene måske gøre mest gavn, hvis vi i stedet for dyre kræftbehandlinger og dyre hospitalssenge bruger dem til forebyggelse ude i primærsektoren. Men forebyggelse er desværre ikke særlig sexet, og der er heller ikke magt i forebyggelse,« siger Morten Ziebell.

»Hvis vi for alvor vil gøre noget, skal vi gøre noget ved ulighed. Mindre ulighed griber ind på alle niveauer, hvad enten vi snakker om uddannelse, sociale problemer, kriminalitet eller sundhed. Grundlæggende ulighed i samfundet kan tage generationer at rette op på, men ulighed i adgangen til sundhedsydelser har vi mulighed for at gøre noget ved hurtigt,« siger Morten Ziebell, der ser det som sin pligt at turde kaste sig ud i strukturelle og faglige reformer.

»Som sygehusdirektioner bør vi gå meget mere ind i den her dagsorden, og det synes jeg, at vi svigter på kollektivt. Vi bør som ledere være meget mere synlige i prioriteringsdebatten, og jeg frygter lidt, at det skyldes, at vi er bange for at miste magten, men vi skal have modet til at gøre det. Når jeg har fået tildelt et ansvar, har jeg også en forpligtelse til at lave nogle ændringer, som er til alles bedste.«