Kræft
Kræftforsker fra Herlev og Gentofte Hospital modtager hæderspris
Udgivet:
Kommentarer (0)
Professor og overlæge Stig Egil Bojesen modtager legat fra Lise og Gunnar Wærums Fond.
Professor og overlæge ved Klinisk Biokemisk Afdeling på Herlev og Gentofte Hospital modtager hæderspris fra Lise og Gunnar Wærums Fond.
Stig Egil Bojesen er professor og overlæge på Herlev og Gentofte Hospital. Han har nu modtaget et legat fra Lise og Gunnar Wærums Fond for sin imponerende kræftforskning.
Det skriver Herlev og Gentofte Hospital i en pressemeddelelse.
Stig Egil Bojesen står bag store danske undersøgelser, der identificerer og beskriver risikofaktorer for kræft, og han har desuden bidraget til store internationale samarbejder inden for forskning i den genetiske baggrund for blandt andet brystkræft.
Hans forskning har bidraget til, at mulighederne for at måle risiko for brystkræft er blevet så gode, at man kan tilpasse screeningsprogrammet til den enkelte kvindes risiko.
På nuværende tidspunkt er Stig Egil Bojesen aktiv med et forskningsprojekt, som netop omhandler personlig brystkræftscreening, som han har modtaget midler til fra Novo Nordisk Fonden. Projektet sker i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, Cambridge University og Afdeling for Røntgen og Skanning på Herlev og Gentofte Hospital.
Med legatet følger 30.000 kr., som skal anvendes til at deltage ved internationale kongresser eller til studiebesøg hos andre forskningscentre med henblik på at opnå ny viden og formidle egne forskningsresultater.
Foruden at være professor og overlæge er Stig Egil Bojesen medlem af styregrupperne for Østerbro- og Herlev/Østerbroundersøgelsen samt Videnskabsetisk Komité i Region Hovedstaden. Endvidere er han stifter af Danish Comprehensive Cancer Center (DCCC).
Del artiklen: