Kræft
Knæk Cancer 2021: 20 millioner kroner til nyt forskningscenter for kræftkirurgi
Udgivet:
Kommentarer (0)
Operation er i langt de fleste tilfælde den mest effektive behandling af kræft. Derfor støtter Knæk Cancer indsamlingen 2021 nyt forskningscenter for kræftkirurgi med 20 millioner kroner.
Den årlige knæk Cancer-indsamling er netop løbet af stablen og indsamlede i år et rekordstort beløb på 170 millioner kroner.
Beløbet skal fordeles mellem 400 forskellige projekter, som enten er i gang eller bliver igangsat i nærmeste fremtid. Det skriver kræftens bekæmpelse i en pressemeddelelse.
Et af de projekter, som står over for at skulle søsættes, er Dansk Forskningscenter for Kræftkirurgi. Ifølge den nyudnævnte leder, Lene Hjerrild Iversen, har det nye forskningscenter tre primære indsatsområder.
Disse er præhabilitering, altså hvordan patienterne gøres i stand til at klare en operation bedst muligt, forskning i forskellige kirurgiske metoder og hvordan der skabes et bedre liv efter kræftoperation.
»Vi forventer, at vi kan skabe grundlag for en kræftkirurgi, som i langt højere grad bygger på forskning og evidens, og som er skræddersyet til den enkelt patient – lige fra optimering af patienten før operation over valget af kirurgiske metode til et bedre liv efter kræft,« siger Lene Hjerrild Iversen, der er professor i tarmkræftkirurgi ved Aarhus Universitetshospital og leder af det nye Dansk Forskningscenter for Kræftkirurgi.
Dansk Forskningscenter for Kræftkirurgi har allerede planlagt 34 videnskabelige undersøgelser af Kræftkirurgi, hvoraf en del nu kan gå i gang.
Bag det nyetablerede forskningscenter står læger og forskere fra 11 kræftområder, hvor kirurgi er den vigtigste behandlingsform. De områder er; Brystkræft, Lungekræft, modermærkekræft, analkræft, hoved-halskræft, sarkomkræft, tarmkræft samt kræft i underliv, nyre, urinblære og prostata.
Efter Knæk Cancer 2021 er der nu i alt 12 nationale forskningscentre, som er etableret med penge fra Knæk Cancer-indsamlingerne.
Del artiklen: