Kræft
Journalisterne bag historien om kræftsagen i Region Midtjylland nomineret til Cavlingprisen 2023
Udgivet:
Kommentarer (0)
Kræftsagen i Region Midtjylland fra tidligere på året har nu ført til en Cavling-nominering til tre journalister på DR.
DR's afdækning af kræftsagen på Aarhus Universitetshospital er en af tre nominerede journalistiske projekter til landets mest prestigefyldte journalistpris.
DR-journalisterne Astrid Fischer, Laura Marie Sørensen og Jonas Deiborg, som tidligere på året afslørede de kritisable forhold for kræftpatienter på Mave-tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, er blevet nomineret til Cavlingprisen 2023.
Det skriver journalisten.dk.
De tre journalister har blandt andet afdækket, at kræftpatienternes ventetider ikke blev overholdt, og at visse patienter kunne tale sig frem i køen til operation. Historierne har haft en række konsekvenser, herunder at Rigsrevisionen har indledt en undersøgelse, og Sundhedsstyrelsen arbejder for at forbedre sygehusenes indberetninger.
DR-journalisterne er foreslået til Cavling-prisen af DR’s chefredaktør, Thomas Falbe.
Derudover er to andre journalistiske projekter nomineret.
Altinget nomineret for Elbit-sagen
Altinget-journalisterne Katrine Lønstrup, Kasper Frandsen og Andreas Krog er nomineret til Cavling-prisen for deres historier i ’Elbit-sagen’.
De har blandt andet afdækket, at Folketinget fik forkerte oplysninger om indkøbene af de omstridte israelske våben. Noget, som daværende forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen måtte redegøre for i august.
De er foreslået fra tre sider til prisen, blandt andet af Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, og politisk kommentator Thomas Larsen.
Dokumentarister nomineret for ’Bedraget i Helmand’
Dokumentaristerne Nagieb Khaja og Martin Tamm Andersen er nomineret til Cavlingprisen for dokumentaren ’Bedraget i Helmand’.
Dokumentaren afdækker en række kritisable forhold blandt danske troppers samarbejdspartnere i Helmandprovinsen i Afghanistan, blandt andet systematisk seksuelt misbrug af mindreårige drenge, såkaldte tedrenge.
De er foreslået til Cavlingprisen af Frihedsbrevets journalistiske chefredaktør, Jeppe Findalen.
Vinderen kåres 5. januar
Årets Cavling-pris uddeles 5. januar på Arbejdermuseet.
I alt var 43 journalistiske projekter indstillet til årets pris. Cavling-prisen uddeles af en Cavling-komité, som er udpeget af DJ.
I dette års komité sidder: Didde Elnif, journalistisk lektor, SDU, Bo Søndergaard, Politiken, Camilla Stampe, TV 2, Claus Smidstrup, freelancer, og Brigitte Alfter, selvstændig.
Om Cavlingprisen
Cavlingprisen er Danmarks mest prestigefyldte journalistpris. Den uddeles hvert år i begyndelsen af januar til en journalist eller en gruppe af journalister, der i særlig grad har udvist initiativ og talent.
Cavlingprisen blev indstiftet 18. december 1944 i anledning af journalistforbundets 40 års dag og til minde om forbundets stifter, journalisten og forfatteren Henrik Cavling (1858-1933).
I 2022 gik prisen til Frederik Hugo Ledegaard Thim fra DR Dokumentar for podcastserien ‘Det levende bevis’.
I syv afsnit fortæller serien historien om de to søstre Amira og Yasmin, hvis forældre fra Fredericia ved tre retsinstanser er blevet idømt og har afsonet fængselsstraf for at have fået deres døtre omskåret.
Kilde: Journalistforbundet
Del artiklen: