Kræft
Jesper Fisker opfordrer til flere offentlige-private-samarbejder
Udgivet:
Kommentarer (0)
Til Kræftdag 2023, som blev holdt hos Lægemiddelindustriforeningen i København, gav Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, en status på kræftområdet.
Der skal være flere samarbejder mellem det offentlige og private, hvis det står til Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse. Til Kræftdag 2023 pegede han bl.a. på vigtigheden af at blive bedre til at udnytte kunstig intelligens.
Der skal være flere offentlige-private-samarbejder. Sådan lød budskabet fra Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, tirsdag til Kræftdag 2023, som Dagens Medicin afholder.
Jesper Fisker pegede i sit oplæg på fem områder, hvor offentlige-private-samarbejder kan hjælpe med, at flere overlever kræft.
Vi har et helt unikt samarbejde mellem industri, klinikere, patientorganisationer og alle aktører på området
Jesper Fisker, adm. direktør, Kræftens Bekæmpelse
Et af de vigtigste områder, hvis ikke det vigtigste, var ifølge direktøren at blive bedre til at udnytte kunstig intelligens. Han vurderede, at det kommer til at ændre det danske sundhedsvæsen ‘dramatisk’.
»Jeg er sikker på, at det får rigtig store konsekvenser. Vi kommer til, at skulle være sammen om, hvordan vi kan udnytte det bedst muligt,« sagde Jesper Fisker og understregede, at det bliver nødt til at ske i fællesskab med det private og offentlige:
»Hvis vi ikke gør det, så får vi simpelthen ikke nok ud af den udvikling, som kommer, og så kommer vi til at blive hægtet af den kunstige intelligens-udvikling,« sagde direktøren.
De andre fire områder, som Jesper Fisker pegede på, handlede om ‘bedre anvendelse af data’, ‘bedre vilkår for grundforskning og fri forskning’, ‘styrke rekruttering af patienter til kliniske forsøg’ samt at ‘imødekomme klinikere og patienters behov for forskning og innovation’.
Fokus på livet efter kræft
Den administrerende direktør gav også en status på, hvordan det går med kræftbehandling og -overlevelse i Danmark. Selvom antallet af overlevende nu er stagneret, er der stadig sket en stor udvikling de seneste to årtier.
»For 20 år siden døde kræftpatienter på ventelisterne,« sagde direktøren og pointerede:
»Vi er kommet sindssygt langt, og det er afgørende på kræftområdet. Det er vi blandt andet kommet, fordi vi har et unikt samarbejde i Danmark på tværs af sektorer. Vi har et helt unikt samarbejde mellem industri, klinikere, patientorganisationer og alle aktører på området.«
De seneste ti år er antallet af personer i Danmark, som enten lever med kræft eller har overlevet et sygdomsforløb, fordoblet.
»Det betyder, at det liv, der skal leves, skal leves med betydelige senfølger og betydelige konsekvenser,« sagde Jesper Fisker og opfordrede til, at offentlige-private-samarbejder fokuserer på den gruppe:
»Så når vi taler om offentligt-privat-samarbejde i denne her sammenhæng, så er det ikke kun at udarbejde og udvikle nye medikamenter eller se på nye behandlinger. Det er også for det liv, der skal leves efter en endt kræftbehandling. Der bliver vi også nødt til at insistere på, at vi skal have et samarbejde« sagde Jesper Fisker.
Samarbejde banede vejen for ny test
Til Kræftdagen blev der også præsenteret et eksempel på et offentlig-privat-samarbejde mellem forskere på Rigshospitalet og den britisk-svenske virksomhed AstraZeneca.
Samarbejdet har været med til at bane vejen for en såkaldt HRD-mutationstest til kræft i æggestokkene for hele Norden.
Maria Rossing, klinisk forskningslektor og overlæge ved Rigshospitalet, fortalte, at hun blev kontaktet af AstraZeneca, som gerne ville begynde et nordisk konsortium omkring HRD-test i Skandinavien. Selvom hun til at starte med var skeptisk, har det været en succes.
»På alle måder har det været et rigtig givtigt samarbejde. Det er selvfølgelig en multiindsats fra mange forskellige. Her er det ikke bare sundhedspersonale, men også industrien, som har haft en finger med i spillet.«
»Jeg er blevet omvendt fra at have været meget skeptisk (over for offentlige-private-samarbejder, red.), til at man godt kan have et super givtigt samarbejde, som kommer en masse patienter til gode. Så vi fortsætter,« fortalte Maria Rossing.
Det bakkede Mansoor Raza Mirza, som er overlæge på Rigshospitalet og en del af samarbejdet, op om.
»Det er et kanon samarbejde, og vi kunne ikke have gjort det uden at have hjælp fra industrien,« sagde Mansoor Raza Mirza.
Del artiklen: