Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Kræft

Immunterapi øger overlevelsen efter kirurgi for kræft i nyrerne

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Nu har vi endelig et lægemiddel, der påvist kan forbedre overlevelsen, nemlig pembrolizumab. Det er et meget stort resultat,« siger Lars Lund, der er forskningsleder, professor og overlæge på Urinvejskirurgisk Afdeling L på Odense Universitetshospital.

Behandling med immunterapien pembrolizumab til patienter med nyrekræft efter kirurgi ikke bare forsinker risikoen for tilbagefald, men leder også til forbedret overlevelse, viser et amerikansk studie. Forskningsleder, professor og overlæge Lars Lund er begejstret for resultatet og ønsker at få muligheden ind i behandlingen af danske patienter.


For første gang i mere end 50 år har forskere fundet en behandling, der kan forlænge overlevelsen for nyrekræftpatienter efter behandling med kirurgi.

Behandlingen hedder postoperativ pembrolizumab (Keytruda), der i et nyt studie har vist sig ikke bare at reducere risikoen for tilbagefald, men også reducerede risikoen for død.

Resultatet af studiet (KEYNOTE-564) vækker begejstring hos den ledende forsker bag det:

»Siden 1973 har flere end 12.000 patienter med nyrekræft deltaget i kliniske forsøg med adjuvante behandlinger sammenlignet med en kontrolarm, og ingen af disse studier har givet forsøgsdeltagerne en overlevelsesfordel – indtil KEYNOTE-564. Vi viser, at pembrolizumab forlænger overlevelsen. Det forsinker ikke bare tilbagefald,« fortæller leder af Lank Center for Genitourinary Oncology ved Dana-Farber Cancer Institute Toni Choueiri i en pressemeddelelse.

Toni Choueiri har for nylig fremlagt data fra KEYNOTE-564 på American Society of Clinical Oncologys Genitourinary Cancer Symposium.

Behandling styrker immunforsvaret

I KEYNOTE-564 deltog 994 patienter med nyrekræft.

Patienterne havde inden for 12 uger inden randomisering til behandling med pembrolizumab eller placebo fået fjernet den kræftramte nyre kirurgisk.

Alle patienterne havde fået stillet en diagnose med ccRCC (clear-cell renal-cell carcinoma) og havde høj risiko for tilbagefald.

Kirurgi til denne patientgruppe skal helst være kurativ, men det er også velkendt, at mellem 30 og 50 pct. oplever tilbagefald.

Ved tilbagefald er resultatet ofte metastaserende kræft, som normalt ikke kan kureres.

Nu har vi endelig et lægemiddel, der påvist kan forbedre overlevelsen, nemlig pembrolizumab. Det er et meget stort resultat

Lars Lund, overlæge, OUH

I studiet blev patienterne i behandlingsarmen behandlet med pembrolizumab eller placebo hver tredje uge i omkring ét år.

Pembrolizumab virker ved at frigøre immunforsvarets T-celler, så immunforsvaret får lettere ved at angribe tumorcellerne.

Tidligere har udtræk af data fra KEYNOTE-564 vist, at adjuvant pembrolizumab kan forlænge tiden til sygdomstilbagefald.

»Vi kan nu fortælle vores patienter, at pembrolizumab efter operation ikke bare forlænger tiden til tilbagefald, men også hjælper dem til at leve længere,« siger Toni Choueiri.

38 pct. reduktion i risiko for død

Data fra studiet viser, at sammenlignet med placebo ledte pembrolizumab efter operation til 38 pct. reduceret risiko for død.

Overlevelsesfordelen var desuden til stede på tværs af subgrupper af patienter i forhold til sygdomsstadie, risikostratifikation, immunologiske biomarkører og andre karakteristika.

Dataudtrækket var efter mediant 57,2 måneders opfølgning.

18 pct. af patienterne stoppede i behandlingen med pembrolizumab på grund af bivirkninger, men der var ingen behandlingsrelaterede dødsfald.

Forskerne bag KEYNOTE-564 har tidligere vist, at den adjuvante behandling ikke resulterer i nedsat helbredsrelateret livskvalitet.

På baggrund af de positive resultater med pembrolizumab undersøger Toni Choueiri med sine kollegaer nu, om de kan opnå endnu bedre resultater ved adjuvant behandling efter kirurgi til patienter med nyrekræft med en kombination af pembrolizumab og HIF-2-hæmmeren belzutifan.

I USA er adjuvant pembrolizumab nu anbefalingen til patienter med nyrekræft efter fjernelse af den kræftramte nyre.

I Danmark valgte Medicinrådet ikke at anbefale behandlingen. Det skete i oktober 2023.

Meget gode nyheder

Data fra KEYNOTE-564 er ikke bare gode nyheder – det er de gode nyheder, som vi har ventet på. Det siger forskningsleder, professor og overlæge Lars Lund fra Urinvejskirurgisk Afdeling L på Odense Universitetshospital.

Lars Lund er også formand for Dansk Nyrecancergruppe og Nordisk Nyrecancergruppe.

Jeg er meget begejstret for denne behandlingsmulighed, og det skyldes ikke bare, at patienterne får bedre livskvalitet og overlevelse, men også fordi det kan betyde noget på den lange bane

Lars Lund, overlæge, OUH

Lars Lund uddyber, at selv om overlevelsen ved nyrekræft har været stigende i en del år, stiger antallet af patienter med nyrekræft også. Det gælder både i Danmark og internationalt.

Et af problemerne ved nyrekræft er, at der i dag ikke findes gode biomarkører til at opdage sygdommen tidligt eller opdage tilbagefald tidligt.

»Derfor kalder vi også nyrekræft for den ‘stille dræber’. En tredjedel af vores patienter udvikler metastatisk sygdom. Nu har vi så endelig et lægemiddel, der påvist kan forbedre overlevelsen, nemlig pembrolizumab. Det er et meget stort resultat,« siger Lars Lund.

Kan måske give en økonomisk gevinst

Lars Lund fortæller, at onkologerne særligt gerne vil give behandlingen til to grupper af patienter.

Den ene gruppe patienter er dem, som ikke kan tåle en kombinationsbehandling med ipilimumab og nivolumab på grund af for eksempel autoimmun sygdom, cerebrale metastaser eller andre komorbiditeter.

Urologerne og onkologerne vil ifølge Lars Lund også gerne kunne tilbyde behandlingen postoperativt til den anden gruppe af udvalgte højrisiko patienter, inden de får et tilbagefald, altså i den setting, som KEYNOTE-564 er lavet i.

Det drejer sig om 15 til 20 patienter om året.

Lars Lund frygter dog, at han ikke får muligheden, blandt andet fordi Medicinrådet ikke er begejstret for prisen på pembrolizumab.

»Indtil videre har Medicinrådet sagt nej, og det er frustrerende, når vi nu har en behandling, der kan forbedre overlevelsen med op til 40 pct. Jeg er meget begejstret for denne behandlingsmulighed, og det skyldes ikke bare, at patienterne får bedre livskvalitet og overlevelse, men også fordi det kan betyde noget på den lange bane. Med denne behandling skal vi måske ikke lave nær så mange skanninger i opfølgningen, fordi der er gode chancer for, at patienterne ikke udvikler metastatisk sygdom. Det kan man nok lave en god cost-benefit-analyse på. Det vigtigste er dog, at vi nu endelig har en unik mulighed for at bedre overlevelsen generelt for patienter med nyrekræft,« siger Lars Lund.

Han håber, at de nye resultater fra KEYNOTE-564 kan få Medicinrådet til at ændre holdning til behandlingen.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere